Fangirler du også for vildt over de søde norske tvillinger Marcus & Martinus? Så kan du helt sikkert synge med på denne her sang, selv om den er på norsk:

”Alt du gjør stiller meg i transe, jeg blir glad kjenner kroppen danse, det ekke bare bare det. Kjenner gnist når du går imot me, jeg blir helt crazy av de, og hjertet hopper opp og ned.”

Læs også: Så populære er Marcus & Martinus

Teksten er fra nummeret "Elektrisk", som er et af Marcus & Martinus’ allerstørste hits. Og vi kan virkelig godt forstå, hvis du er faldet for drengene, for de er jo SÅ søde. Heldigvis for dig, så har vi samlet ALT, du skal vide om drengene lige her, så du kan imponere alle dine veninder med sjove facts og viden omkring drengene.   

Marcus og Martinus' karriere

Marcus og Martinus har sunget hele livet, men de blev først for alvor kendte, da de i 2012 vandt det norske Melodi Grand Prix Junior med sangen "To dråper vann". Du kan se deres megacute optræden i videoen her: 

Efter sejren turnerede de rundt i hele Norge og udgav flere singler. I februar 2015 udkom deres debutalbum "Hei", der blandt andet indeholdt sangen som "Plystre på deg". Senere udgav de albummet "Hei - Fan Special", der ud over de oprindelige ti sange bød på fire nye sange og to akustiske versioner. Det var med dette album, at drengene fik deres hidtil største hit, "Elektrisk". 

Samtidig var Marcus & Martinus blevet mere og mere populære udenfor deres hjemland Norge. Både i Sverige og i Danmark begyndte fans at følge dem, og da drengene for første gang skulle give koncert i Danmark i august 2016, måtte koncerten flyttes fra den lille pop-up-scene i Tivoli til Plænen, fordi så mange fans gerne ville med til koncerten. 

Den internationale opmærksomhed betød også, at Marcus & Martinus besluttede sig for at begynde at synge på engelsk. Albummet "Together" gav os hits som "Bae", "Heartbeat" og "Girls", hvor de havde besøg af Madcon.

Musik, bog og film

Det er ikke kun på streamingtjenesterne, at drengene har succes. I efteråret 2016 udgav de bogen "Vores historie", hvor du kan læse om deres liv fra de var helt små og se de sødeste billeder fra deres liv. Og i januar 2017 fik dokumentarfilmen "Marcus & Martinus - sammen om drømmen" premiere. Filmen var et ærligt indblik i drengenes liv som superstjerner og viste både højdepunkterne i karrieren - som da de skulle give koncert i Oslo Spektrum og solgte alle billetterne på rekordtid - og de knap så sjove ting, som når drengene skændes i omklædningsrummet før en koncert. 

Foto: Scanbox

Marcus & Martinus har også haft deres eget tv-show på norsk fjernsyn. Programmet hed ”MMNews” og var et sjovt nyhedsprogram, hvor drengene fortalte nyheder fra deres liv og viste skøre klip med sig selv. Du kan se alle afsnittene på YouTube.

Hvem er hvem?

Tvillingerne Marcus & Martinus blev født den 21. februar 2002 med et kvarters mellemrum. Det var Marcus, der blev født først, og 15 minutter senere kom Martinus til verden. Som mange tvillinger ligner de hinanden virkelig meget, men der er faktisk et par måder, du kan kende forskel på dem på. Martinus har en tydelig skønhedsplet på læben. Marcus har også traditionelt haft længere hår end Martinus. 

Tag testen: Skal du date Marcus eller Martinus?

De er begge to vilde med fodbold og med musik, men der er også nogle forskelle i deres personlighed. Det kan du blandt andet se i det her interview, som vi lavede med dem i 2016:  

En ting har de dog til fælles: Kærligheden til deres familie, som består af far Kjell-Erik, mor Gerd Anne, halvstoresøster Silje og lillesøster Emma. Deres far rejser altid rundt med dem, når de er på turné, og da han er uddannet skolelærer, er det også ham, der underviser dem, når de holder fri fra skole. 

Piger og kærester

Der er én ting, Marcus & Martinus er blevet spurgt om igen og igen, og det er, om de har kærester. Lige nu er begge drenge single, og der er så vidt vi ved, ikke nogen af dem, der har prøvet at have en kæreste sådan for alvor. De har dog tidligere udtalt, at de sagtens kunne finde på at date en fan, og da Vi Unge interviewede dem, sagde de også, at de godt kunne forestille sig at have en kæreste fra Danmark. De synes nemlig ikke, der er så stor forskel på danske og norske piger. Drengene har faktisk rimelig godt styr på det med at flirte. Se dem analysere på emojis i beskeder her:

Læs også: Det savner Marcus og Martinus mest

Du kan også lytte til vores to podcasts om Marcus & Martinus:

 

Find Marcus & Martinus på de sociale medier: 

Hvis du ikke allerede følger drengene på de sociale medier, så skal du da tage at gøre det. Du kan se deres profiler på sociale medier her. 

  • Instagram: @marcusandmartinus
  • Snapchat: marcus-martinus 
  • YouTube: marcusandmartinus 
  • Musical.ly: marcusandmartinus

Du kan også smutte ind på drengenes helt egen shop på www.mmstore.no, hvis du vil shoppe fede ting med Marcus & Martinus. Du kan blandt andet købe sengetøj, huer, armbånd og kasketter med drengenes logo. 

I galleriet kan du læse endnu flere facts om Marcus & Martinus:  

Alt du skal vide om Marcus & Martinus