Ny modegigant får massiv kritik på sociale medier
mode

Ny modegigant får massiv kritik på de sociale medier

Af Josephine Sjelhøj 23. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Er du også stødt på den nye modegigant Shein? Det populære brand har fået en masse omtale på sociale medier, men det er ikke alt, der er lige positivt. Læs med her og find ud af, hvorfor Shein får kritik.

Hvis du følger med hos de mange mode-profiler på TikTok, har du helt sikkert allerede stiftet bekendtskab med den nye modegigant, Shein.

Brandet er kendt for trendy styles og billige priser, men alligevel har de gjort sig upopulære blandt modeelskere. Bliv klogere på hvorfor lige her.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Lige nu er shopping-appen Shein en af de mest downloadede apps i Danmark. Brandet har på kort tid stjålet en masse modehjerter verden over med deres evne til at forudse de helt rigtige trends, og sælge deres items til en pris, der er minimum 50% billigere end andre mærker, der er tilgængelige i Danmark.

Alligevel har brandet fået en enorm kritik, fordi de er det, som man kalder for et ’fast fashion’-brand. Det betyder, at der er hurtig udskiftning i de forskellige styles, og det giver en stor mængde af tøjspild ifølge kritikere.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan shopper du mere bæredygtigt

Selvom evnen til at følge med tidens største trends er et hit blandt mange, så er der alligevel en bagside. På TikTok får Shein, og andre modemærker, derfor kritik fra brugere, som mener, at det er uetisk at producere nye produkter hver dag, fordi det belaster klimaet.

Det helt særlige ved Shein er nemlig, at de er i stand til at sælge nye kollektioner samtidig med en trend går viralt på Instagram og TikTok. Ifølge TV2 tager det kun mellem tre og fem dage fra at designe et item til, at man kan købe den på appen. Det betyder, at modegiganten har muligheden for at lancere 30.000 nye produkter hver eneste uge – noget, som skaber en stor mængde tøjspild.

Det er ikke det eneste, appen har fået kritik for. En masse brugere er også begyndt at poste videoer på blandt andet TikTok, hvor de fortæller om, hvad man kan risikere, hvis man bestiller fra Shein.

En person viser blandt andet, at hun fik en uventet lille gæst med i sin pakke med tøj. I videoen kan man se en sort edderkop, som ligger i tøjposen.

Se videoen her.

Stadig mange fans

På trods af den hårde kritik på sociale medier har Shein stadig en stor fanskare verden over. Det har de blandt andet, fordi man kan få flotte styles til meget lave priser.

Shein er også blevet rost for deres inkluderende tøjstørrelser. Desværre er mange tøjmærker kendt for at have et lille udvalg i størrelserne på deres tøj, og det betyder, at det kun er personer med en helt bestemt kropstype, der kan shoppe hos dem. Shein tilbyder dog items i størrelser op til 5XL, og det har givet brandet en masse nye fans.

Der kan derfor være mange årsager til, hvorfor man vælger at købe fra såkaldte fast fashion-brands. Også den lave pris har stor betydning for mange, som ikke har ressourcerne til at benytte sig af andre modebrands, som sælger deres items til en højere pris.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan undgår du at købe kopivarer på nettet

Mange af de kritiske brugere på sociale medier fortæller derfor også, at de ikke har lyst til at udstille almindelige forbrugere, som har behov for at købe deres tøj på en platform såsom Shein. De ønsker i stedet at gøre alle opmærksomme på overforbrug og overproduktion, så miljøet ikke bliver belastet i lige så høj grad.

Flere TikTok’ere giver i deres videoer guides til, hvordan man kan finde alternativer til fast fashion. De fortæller, at hvis man har muligheden, kan man smutte en tur forbi sin lokale genbrugsforretning, for at gå på jagt efter unikke fund. På den måde giver man brugt tøj et helt nyt liv, og man er derfor med til at nedsætte efterspørgslen på helt nye produkter.

Læs mere om

MestLæste