Loewe SS23
mode

Har du hørt om 'cartoonification'? Trenden, hvor tegneseriefigurer vækkes til live

af Christoffer Mygind Juul 28. marts 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Ik Aldama/AP/Ritzau Scanpix
Ikoniske tegneserier og kendt legetøj bliver for tiden vakt til live gennem moden, mens de skubber grænserne for praktikaliteter

Tidligere i år gik de store røde støvler fra MSCHF viralt på grund af deres obscure formsprog, der lignede, at de var taget direkte ud af tegneseriernes verden.

Men de tvivlsomme røde støvler er langt fra de eneste objekter i modens verden, der lige for tiden trækker på referencer fra tegneserier og fænomener, som vi ikke er vant til at se vakt til live i den virkelige verden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Faktisk fylder referencerne til tegneserier, spil og legetøj så meget i moden lige nu, at tendensen er blevet døbt ‘cartoonification’ og hentyder til, ja, tegneseriernes indflydelse på den bølge, der lige nu skyller ind over TikTok, Instagram og sågar gadebilledet.

For en hel del af det, der for tiden bliver lanceret og præsenteret ved modeugerne er næsten direkte adaptioner af spilverdenens æstetik.

Se bare skomærket Redwing, der i anledning af filmatiseringen af Nintendo-spillet Super Mario, der har dansk biografpremiere den 6. april 2023, har lanceret Super Marios sko. Ikke som fortolkning i klassisk forstand, men rent faktisk de store, runde lædersko, som den ikoniske VVS’er har på i spillet, transformeret til virkelige sko. De er dog indtil videre ikke lavet til at blive solgt.

Super Mario-skoene fra Redwing x Nintendo.
Super Mario-skoene fra Redwing x Nintendo. Foto: PR.

Det er dog ikke kun i fodtøjets verden, at tegneserierne har gjort sit indtog.

Hos spanske Loewe har chefdesigner Jonathan W. Anderson også leget med både pixels og dukketøj i kollektionerne, der med det samme har gået sin sejrsgang på internettet for sine mere eller mindre virkelighedsforvrængende udtryk.

Først i modehusets forår/sommer 2022-kollektion, hvor en pixeleret sweater og kjole blev præsenteret og gjorde alle, der så dem på billeder i tvivl om, hvorvidt de var virkelige eller en digital rendering fra spillet Minecraft.

Loewe SS23.
Loewe SS23. Foto: Ik Aldama/AP/Ritzau Scanpix

Da Loewe senest præsenterede sin efterår/vinter 2023-kollektion tidligere i marts, var legens verden igen repræsenteret.

Da flere looks bestående af cropped bluser og skjorter, nederdel og kjoler betrådte catwalken, rørte de sig ikke en tomme - de er nemlig lavet i afstivet læder, så det på umiskendelig vis minder om noget, der er taget direkte ud af minidukken Polly Pockets garderobe.

Polly Pocket var et aldeles populært legetøj i 1990’erne, som dine klassekammerater helt sikkert havde derhjemme, hvis ikke selv du var storsamler af alt fra slottet til den foldbare limousine med boblebad.

Loewe AW23.
Loewe AW23. Foto: Ik Aldama/Picture Alliance/Ritzau Scanpix.

Også de puffy tasker, der for tiden fylder i modebilledet, kan ses som en mere tilgængelig afart af tegneserie-bølgen. Fra Bottega Venetas puffede 'Casette'-tasker til modedarlingen Jaquemus, der netop har lanceret sin populære 'Le Bambino'-taske i en puffy version og døbt den 'Le Bambimou'.

Selvom den slags tasker ikke umiddelbart ligner noget, der kommer direkte ud af et 8-bit spil til en Commodore 64, så repræsenterer de en afart af tendensen med deres bløde farmer, pastelfarver og overdimensioneret look, som meget vel kunne have været med en tegnefilm.

Jacquemus' 'Le Bambimou'.
Jacquemus' 'Le Bambimou'. Foto: Jacquemus.

Tegneserie-tendensen kommer midt i en tid, hvor flere og flere brands og virksomheder lancerer digitale skins til brug i dine favoritspil, skaber NFT’er i én lang smøre og sågar sætter tøj til salg, der kun findes digitalt og kan opgradere dit OOTD-billede på Instagram. Hvor tøjets fysiske væsen med andre ord er rykket ind i den digitale verden.

Dermed kan ‘cartoonification’ ses som et direkte modstykke til ovenstående, hvor vores favoritfigurer fra popkulturen og spilverdenen bliver vakt til live gennem moden, så vi kan komme tættere på den digitale verden uden brug af 3D- eller VR-briller. Eller en måde at få den digitale verden tættere på os, så at sige.

Mens mange af genstandene inden for tendensen ganske vist er mulige at have hængende i garderoben, skal den internetfødte tendens nok ses mere som en repræsentation af modens evindelige evne til at transformere vilde og kreative idéer til virkelige objekter, mere end det skal ses som den næste trend, du skal investere i.

Artikel blev første gang bragt på ELLE. Dette er en redigeret version.

Læs mere om

MestLæste