Beyonce
mode

Derfor er Beyoncés looks et af de ultimative højdepunkter fra hendes verdensturné

Af Christoffer Mygind Juul 8. juni 2023
Foto: PR
Det er en misundelsesværdig garderobe, som superstjernen i øjeblikket rejser verden rundt med.

Har du været på sociale medier det seneste stykke tid, har du ikke kunne undgå at se Beyoncé i dit feed. Lige nu turnerer verdensstjernen nemlig med sin 'Renaissance World Tour' til stor glæde for sine mange fans.

Og når den tidligere Destiny’s Child-forsanger indtager scenerne i lande som Frankrig, Holland og Polen, er det ikke kun med det ene hit efter det andet – det er også med et high tech-show udover det sædvanlige og de vildeste looks, der kun giver os endnu mere sved på panden over ikke at være til stede.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Beyoncé (og hendes stylister) har været i alle afkroge af verden for at slå pjalterne sammen med brands og designere i missionen om at skabe koncertlooks, som kun er en (pop)dronning værdig.

Se bare på den korte kjole i metallisk sølv designet af franske Balmain, der er lige dele en form for moderne gladiator og levende diskokugle med sine utallige påsatte spejle.

Beyonce

De metalliske materialer og glitrende detaljer er bestemt en favorit hos Beyoncé, som er spottet flere gange på scenen blandt de mange sceneskift.

Blandt andet på ‘Crazy in love’-sangerens skræddersyede Loewe-look bestående af en pailletbesat heldragt toppet med en skinnende blank brystplade, som Rihanna også bar til sin Super Bowl-optræden.

Beyonce

Og det glitrende vanvid stopper ikke her. For om kap med pailletter og spejle skinner nemlig et hav af diamanter omkring stjernens hals, arme og ører.

Hun har nemlig allieret sig med det verdenskendte smykkebrand Tiffany’s & Co, der har skabt overdådige halskæder, øreringe, armbånd og ringe særligt til den længe ventede turné. Heriblandt en diamantring på 10 karat.

Beyonce

Mens størstedelen af Beyoncés skræddersyede garderobe består af jumpsuits, er der alligevel også enkelte mere klassiske indslag.

Her er det svært ikke at falde i svime over den skræddersyede gallakjole med høj slids og draperet bådudskæring, der er skabt til lejligheden med over 20 meter silke og intet mindre end 390.000 krystal-rhinsten.

Beyonce

Stylet med lange sølvhandsker og overhældt med diamantsmykker er resultatet et look, der får Beyoncé til at ligne det perfekte eksempel på Old Hollywood-glamour.

De mange looks understreger ikke bare Queen Bs evne til at skabe virale succeser, men også hendes evne til være inspireret af nogle af tidens mest populære tendenser og navne

Beyonce

Denne artikel blev første gang bragt på ELLE.dk. Dette er en redigeret version.

MestLæste