Tiktok
Stil & Trends

Har du også set "girl dinner" på TikTok?: "Det skaber en normalitet om et måltid, som ikke er normalt"

Af Signe Larsen 4. juli 2023
Foto: TikTok
På TikTok er det blevet populært for kvinder at vise deres aftensmad frem, men ifølge direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade er trenden en del af en meget uheldig tendens, der særligt påvirker unge kvinders forhold til mad og krop.

Et halvt pitabrød, en lille håndfuld hakket agurk, et par oliven, lidt chips og dressing.

Det lyder mest af alt som en snack eller et mellemmåltid, men på TikTok er det aftensmad – men kun for kvinder.

En ny trend har de seneste uger spredt sig på det sociale medie, og hashtagget #girldinner har i skrivende stund over 15,4 millioner visninger.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Trenden går i al sin enkelthed ud på, at piger og kvinder viser deres aftensmad frem til lyden af ordene “girl dinner”. I en del videoer er der på deres tallerkener som beskrevet øverst lidt forskellige småretter – lidt grønt, lidt oliven, lidt ost og måske lidt brød eller kiks.

For mange kvinder symboliserer trenden eksempelvis det at være single, at bo alene og ikke have hverken tid, lyst eller overskud til at lave komplicerede simreretter – “girl dinner” er relaterbart for mange kvinder, der bare spiser, hvad de lige har i køleskabet, og så er det i mange videoer både hyggeligt og æstetisk.

@starsguideme_ I thought i was the only one until i realised there’s a whole trend 😅✨🌸🤍🫧💕 #girldinner ♬ original sound - hanana

Men i kommentarsporet til den beskrevne video med det halve pitabrød, der er set knap 680.000 gange, skriver en bruger også:

“Hvorfor ligner alles “girl dinner” den spiseforstyrrelse, jeg havde i high school?”

Laila Walther, der er direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, er bekymret for den nye TikTok-trend, fordi den rammer ind i en meget uheldig tendens. I Danmark ser vi blandt andet, at halvdelen af de normalvægtige 16-24årige kvinder tror, at de er overvægtige.

– Det peger ind i den kultur af, at vi alle sammen skal være på slankekur. For de færreste spiser en lille snack til aftensmad. Det viser et fuldstændig forfejlet billede af, hvad rigtig mad er, forklarer hun til femina update.

Selv om nogle kvinder nyder deres “girl dinner”-måltid uden problemer, og selv om nogle i videoerne spiser mere end blot et par oliven, så kan trenden være tillokkende for andre unge, der opfatter sig som for tykke og som går for meget op i deres vægt og hvad de spiser, siger hun.

Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade oplever de, at rigtig mange henvender sig til dem med alvorlige spiseforstyrrelser, der startede som slankekure.

– Sådan en trend her er bekymrende, fordi det skaber en normalitet om et måltid, som ikke er normalt. Det er for småt og ikke særlig fornuftigt ernæringsmæssigt. Det opfordrer til, at man spiser for lidt, og at man er optaget af at dele et bestemt form for måltid på sociale medier.

I et TikTok-kommentarspor til en anden “girl dinner”-video har en bruger kommenteret “desværre er jeg hvad end det modsatte af det her er.”

En tredje pointerer, at “det her er sådan man bliver en mandelmor." En såkaldt “mandelmor” er et internetbegreb, der bruges om mødre, som er besatte af sund kost og som eksempelvis kunne lade en håndfuld mandler udgøre et måltid. Deres egne kropsopfattelser projicerer de ofte over på deres døtre.

@feminadk På femina.dk kan du læse om hvordan #girldinner trenden kan påvirke unge kvinder negativt 💔 #girldinners #almondmom #mad #madtok #foodtok #food ♬ original sound - hanana

Laila Walther forklarer, at “girl dinner”-trenden langt fra er den første trend på sociale medier, der kan påvirke unge mennesker negativt.

Tidligere har de på Instagram og TikTok set billeder i massevis af eksempelvis meget fremtrædende kraveben som et skønhedsideal, der ikke altid er naturligt. Den trend påvirkede mange unge kvinder, forklarer hun.

For mænd er trenden eksempelvis, at man skal være meget muskuløs og have sixpack, mens de mere alvorlige trends blandt andet handler om digital selvskade.

– Billedmediet er enormt stærkt og taler direkte til vores hjerner. Når man i “girl dinner”-eksemplet ser det i rammen af, at det er hyggeligt, så bliver det normaliseret selv om det er restriktivt, forklarer Laila Walther.

Hun understreger, at spiseforstyrrelser ikke kommer af sig selv, men ofte på baggrund af andre problemer i ungdomslivet som ensomhed eller mere alvorlige traumer. Men ser man “girl dinners” som idealet, er der klart en risiko for, at man nærmer sig de første trin i en spiseforstyrrelse, slår hun fast.

Denne artikel blev udgivet på femina:update. Dette er en redigeret version.

MestLæste