Skønhed

Sådan bliver du klar til nytårsaften

Af Luise Gregersen 30. december 2014
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Skal du have den perfekte makeup til nytårsaften? Vi guider dig til, hvordan du bliver klar til årets sidste aften.

Nytårsaften er den perfekte anledning til at gå all-in på en smuk festmakeup. Men hvordan får du en makeup, der både er smuk, og som holder helt til 2015?

Tag testen: Hvilken festfrisure skal du have?

Se her, hvordan du bliver klar til nytårsaften - trin for trin!

Sådanbliverduklartilnytårsaften

Hvis du skal lægge den perfekte nytårsmakeup, skal du starte med helt ren hud. Smør din hud ind i en let og matterende creme, og vent til cremen er trængt helt ind, før du går i gang med makeuppen.
Den perfekte nytårsmakeup starter med smuk hud. Brug en foundation eller BB Cream, der er lidt lysere end din egen hudfarve. Dup din foundation på de steder i ansigtet, hvor du synes, du trænger, og ton farven ud med en pensel eller en svamp. Brug en lysreflekterende concealer under øjnene og i næsefløjende. Dæk eventuelle urenheder og røde knopper med en concealerstick. Læg et let lag pudder med en stor børste i hele ansigtet for at forsegle makeuppen, så den holder helt til 2015.
Dine øjenbryn er vildt vigtige for dit look. Start med at tegne dine bryn op med en øjenbrynsblyant. Husk kun at tegne inden for brynets kant. Afslut brynene ved at redde dem på plads med en brynbørste eller en ren mascarabørste. Du kan eventuelt bruge en smule hårlak på børsten, så holder dine bryn deres form lige fra Dronningens nytårstale til rådhusklokkerne ringer!
Det er nu, du skal beslutte, om du vil have fokus på dine øjne eller din mund. Hvis du vælger at fokusere på dine øjne, så kan du sagtens bruge nogle lidt kraftigere farver end ellers. Hvis du derimod vil have fokus på dine læber, skal du vælge afdæmpede farver som brun eller grå. Buk dine øjenvipper, hvis du synes, du ser lidt træt ud. Påfør mascara i zigzagbevægelser fra rod til spids. Hvis du skal have øjenskygge på, så læg den efter mascaraen, så du ikke ødelægger den, hvis du rammer ved siden af med børsten. Læg en lys øjenskygge op til øjenlågets fold, og læg en lidt mørkere farve på den nederste del af lågen. Den lyse farve åbner blikket, mens den mørke gør dine øjne mere intense.
Kender du udtrykket ”contouring”? Det betyder at forme sit ansigt med makeup, og det er slet ikke så svært, som du tror! Heldigvis har du fri hele dagen, så du har masser af tid til at øve dig! Gør dine kindben højere ved at bruge en highlighterstick. Tegn et V fra dit øjenbryns yderste kant og ned til dit kindbens højeste punkt. Ton highlighteren ud. Brug herefter en solskinspudder eller en mørk foundation under dit kindben. Sug kinderne ind, og børst let med en skrå børste, hvor skyggen falder. Sørg for at tone farverne godt ind i huden, så man ikke kan se kanterne.
Hvis du har en kraftig øjenskygge på, skal du holde dine læber naturlige. Du kan sagtens nøjes med en smule læbepomade eller klar gloss. Hvis du ikke har øjenskygge på, eller hvis du har brugt en meget neutral farve, kan du bruge en læbestift eller farvet gloss til at sætte fokus på dine læber. Det vigtigste er, at dine læber er lækre og velplejede, så start altid med at gnubbe dem lidt med en blød tandbørste, så du fjerner tør og død hud. Det giver en trutmund, der er lækker og blød, så du er klar til at kysse ham den søde klokken 12!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

MestLæste