mobil
Samfund

Højere aldersgrænse på sociale medier i sigte: Regeringen vil beskytte unge mod techgiganter

Af Sigrid Glavind 12. juni 2023
Foto: Canva
Regeringen vil føre stærkere kontrol med techgiganter, efter en ekspertgruppe har lavet 13 forslag til, hvordan regeringen kan beskytte børn og unge digitalt. Det betyder blandt andet højere aldersgrænser på sociale medier

Det er måske slut med 13-årige på sociale medier, hvis regeringen gennemfører de anbefalinger, som en tech-ekspertgruppe har udarbejdet til regeringen. Ekspertgruppen har lavet 13 anbefalinger til, hvordan regeringen kan beskytte børn og unge på sociale medier.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Techgiganter (såsom Snapchat, Meta og YouTube) er blandt andet med til at skabe dårligere trivsel blandt unge. Sådan lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov på et pressemøde den 12. juni 2023.

- Bagsiden er klar. Eksempelvis stigende mistrivsel blandt børn, hadsk tale, konflikter og bidrag til polarisering. Det er techgiganternes forretningsmodel, der fremmer det hele, fortæller han på pressemødet.

Regeringen vil derfor bruge de 13 anbefalinger til at lave nye lovforslag med. Anbefalingerne går blandt andet ud på at hæve aldersgrænsen på sociale medier, gøre det muligt for børn og unge at takke "nej tak til cookies" og beskytte dem mod voldsomt indhold.

- Der er børn og unge, der er på sociale medier, lang tid før de burde være der, siger Mikkel Flyverbom, formand for ekspertgruppen, ifølge DR.

Udvalg af ekspertgruppens anbefalinger

Aldersgrænsen for samtykke til behandling af persondata rykkes fra 13 til 16 år

Tidsbegrænsning for børns brug af sociale medier

Mulighed for at takke nej til datahøst

Forsker- og medie adgang til techgiganters data

Krav om effektiv aldersbekræftelse

Kilde: Erhvervsministeriet

Du kan læse alle 13 anbefalinger her.

Mange af ekspertgruppens anbefalinger handler om, hvordan regeringen kan gøre det sværere for techgiganter at bruge børn og unges data og personoplysninger.

Lige nu er det blot anbefalinger, som regeringen vil forsøge at gøre til lovgivning. Men før det sker, skal regeringen stemme om forslagene, hvilket først sker på den anden side af sommerferien.

MestLæste