Spredning af billeder
Samfund

Har du fået delt et nøgenbillede? Sådan bremser du spredningen

af Charlotte Stentebjerg 3. juli 2023
Foto: Canva
Vi Unge guider til, hvordan du kan stoppe spredningen, hvis du er offer for eller opdager ulovlig videredeling af nøgenbilleder.

Hvis du har svært ved at få dig selv til at stoppe dine venner eller bekendte med at videredele et nøgenbillede, så er du ikke alene.

En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser nemlig, at hver fjerde ung ikke siger fra, hvis de ser, at der sendes nøgenbilleder eller krænkende videoer videre.

Nogle af de over 1000 børn og unge, der har deltaget i undersøgelsen, har blandt andet svaret, at det er frygten for at blive holdt udenfor fællesskabet, der får dem til at være forsigtige med at sige fra over for videredeling af digitalt krænkende indhold.

Hvad er digitalt krænkende indhold?

Digitale krænkelser er betegnelsen for ’krænkelser der sker på internettet’.

Der findes forskellige former for digitale krænkelser lige fra mobning til seksuel afpresning.

Mange digitale krænkelser er ulovlige og kan være strafbare.

Videredeling af billede- og videomateriale mod ens vilje er en digital krænkelse, der er strafbar.

At blive udsat for en digital krænkelse kan blandt andet få en person til at føle sig truet, udnyttet, tvunget, ydmyget, ked af det, seksualiseret, diskrimineret, bange eller bekymret – og det kan være lige så alvorligt som en fysisk krænkelse som vold eller mobning.

Kilde: Børnsvilkår.dk og sletdet.redbarnet.dk

Har du været så uheldig at have fået delt et eller flere af dine nøgenbilleder uden samtykke?

Så er det først og fremmest vigtigt, at du ved, at det ikke er dig, der har gjort noget galt.

Mange oplever at blive ramt af en følelse af skyld eller skam, når andre personer får adgang til ens private billeder, der ikke har været tiltænkt dem. Mange oplever nemlig at blive ramt af en følelse af, at de selv er ude om, at deres billeder er blevet delt videre, når de i første omgang selv har valgt at tage letpåklædte billeder.

Er skaden sket, så kan du følge nedenståede råd, som er udarbejdet i samarbejde med Red Barnets SletDet Rådgivning.

1. Snak med nogen om det

Det kan være utrolig svært at snakke med andre om, hvordan man går og har det, når man uønsket har fået videredelt intime billeder. Men det kan være en stor hjælp at gøre det.

Mange bliver ramt af en følelse af ensomhed, fordi de går alene med skammen eller skylden, der kan følge med. Det kan dog hjælpe en hel del at åbne op for venner og veninder, forældre eller lærere, så man ikke skal gå alene med følelserne og føle sig forkert.

Er du ikke helt tryg ved at gå til dem, kan du gå til rådgivningslinjer, der tilbyder hjælp fortroligt.

2. Meld det

Hvis du er blevet opmærksom på, at dine billeder bliver sendt rundt uden din tilladelse, så er det vigtigt at få stoppet spredningen af billederne hurtigst muligt.

Du kan anmelde de uønskede billeder til de sociale medier, som billedet er videredelt på. På den måde bliver de opmærksomme på, at der ligger et billede, der skal tages ned.

Hvis du ved, at delingen for eksempel foregår internt blandt klassekammerater eller på skolen, så kan du snakke med en lærer, du er tryg ved, så de kan hjælpe dig med at få videredelingen stoppet omgående og slettet billederne.

Det er i nogle tilfælde nødvendigt at gå til politiet for at få hjælp til at stoppe billeddelingen. Snak med en voksen om, hvordan I sammen kan gøre det.

Det kan du få hjælp til hos anonyme rådgivningslinjer

Har du brug for at tale med andre end dine nærmeste om, hvordan du går og har det, eller er du kommet til at dele andres nøgenbilleder uden tilladelse? Så findes der forskellige rådgivningslinjer, hvor du kan henvende dig 100% fortroligt.

En af de rådgivningslinjer er Red Barnets SletDet Rådgivning, hvor du gratis og fortroligt kan henvende dig og få hjælp til at anmelde billederne på de sociale medier, hvor de er videredelt. De kan også hjælpe dig med at fortælle, om der er behov for at kontakte politiet. Derudover lytter de til din historie og giver dig vejledning i, hvordan du kan åbne op for snakken med dine forældre eller voksne omkring dig, hvis du har svært ved det.

SletDet Rådgivningen kan kontaktes på 29 27 01 01. Er du mere tryg ved at chatte med dem, kan det gøres her.

En anden fortrolig rådgivningslinje er Børnetelefonen, der tilbydes af Børns Vilkår og er åben hele døgnet rundt.

Du kan ringe til Børnetelefonen på 11 61 11 eller chatte med dem her.

Kilde: Børnsvilkår.dk og sletdet.redbarnet.dk

Har du været vidne til, at andres billeder er blevet delt uden deres tilladelse? Og er du i tvivl om, hvordan du får det stoppet?


Så findes der heldigvis forskellige metoder, du kan tage i brug, så du kan vælge den, du føler dig allermest tryg ved.

1. Konfronter personen, der får delt billeder mod sin vilje

Vær først og fremmest sikker på, at den person, der er på billederne ved, at de er i omløb. Det kan også være en god håndsrækning til dem, hvis de allerede er opmærksom på det, men har brug for nogen at tale med det om.

2. Anmeld det anonymt

Når du anmelder krænkende indhold der ligger på sociale medier til de sociale medier, gøres det fortroligt. Der er altså ikke nogen, der kan se, at det er dig, der gør det, og du kan på den måde være med til at få billedet fjernet hurtigst muligt.

3. Skriv en privatbesked til dem, der sender ulovlige billeder

Det er ikke altid, at personerne, der videredeler nøgenbilleder, kender konsekvenserne bag.

Nogle følger bare strømmen og tror, det er sjov og ballade uden at vide, at de kan blive straffet for det.

Er du nervøs for at konfrontere dem, der videredeler billeder, kan det være nemmere at skrive en besked til dem. Så har du både tid til at tænke over, hvad du helt præcist vil skrive og kan desuden linke til en officiel hjemmeside som Red Barnets SletDet Rådgivning, så de selv kan læse mere og forstå, at det ikke er noget, du finder på.

4. Snak med en voksen eller søg rådgivning

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre i situationen, så tag fat i en voksen der kan hjælpe dig med råd. Hos anonyme rådgivningslinjer kan de også hjælpe dig med at give konkrete redskaber til, hvordan du siger fra over for dem, du ved, der videredeler billeder, hvis du ønsker at konfrontere dem ansigt til ansigt eller på besked, men ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an.

Rådene er udarbejdet i samarbejde med Red Barnets SletDet Rådgivning.

Lyt til Vi Unges podcast ’Ægte’, hvor content creator og skuespiller Fredrik Trudslev og sexolog Lene Stavngaard tager dig med på seksualoplysningsrejse og forsøger at give dig svar på alt det, du burde have fået at vide til seksualundervisningen i skolen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

MestLæste