Det kan være meget nervepirrende at gå til eksamen, og frygten for at gå i sort midt i det hele er der hos de fleste. Er du selv meget nervøs for, om du kan holde hovedet koldt under eksamen, kan du prøve at følge disse gode råd.

Læs også: Alt du skal vide om eksamen

En dyb indånding

Når du står og venter på at komme ind til eksamen, er det meget normalt at få sommerfugle i maven og miste pusten en smule. Det er derfor vigtigt at tage en dyb indånding et par gange - og specielt lige inden de henter dig ind. Det hjælper dig nemlig med at holde dine nerver i ro, og så er du heller ikke forpustet, når du skal begynde.

Tag pauser

Det er nemt at komme til at stresse og snuble lidt i ordene, når du er i gang med at fremlægge det, du har forberedt. Men du skal huske på, at det slet ikke skader at tage nogle tænke-pauser, hvor du lige trækker vejret dybt ind og finder ud af, hvor du er kommet til. Det er langt bedre at give sig tid til at stoppe op og finde fokus end bare at blive ved i frygt for, at lærerne synes, det virker som, du går i stå. Det virker tværtimod rigtig sejt, når du viser, at du lige skal have kontrol over situationen og gør tingene i dit eget tempo!

Læs også: 5 tips - bliv klar til eksamen

Spørg ind

Stiller din lærer eller din censor dig et spørgsmål, du ikke forstår, må du ikke gå i panik. Forsøg i stedet at spørge ind til, hvad de mener med det, så du kan få dem til at uddybe det. Hvis du stadig ikke er helt med, er det bedre, du bare forsøger at sige noget, du tror, kan være det rigtige, end at gå i baglås og slet ikke sige noget. På den måde kan du forsøge at dreje samtalen over på et emne, du er sikker på, du siger det rigtige om og undgå det andet.

Hold fokus på dig selv

Det er svært ikke at lade være med at tolke på, hvordan lærerne ser ud, mens du fremlægger. Smiler de, eller gør de ikke, nikker de, eller ser de undrende ud, og er der ellers noget, der antyder, at du er på vildspor, er bare nogle af de tanker, du kan komme til at gøre dig under eksamen. Men det er vigtigt, at du forsøger at holde fokus på dig selv og din egen fremlæggelse og ikke bekymrer dig om, hvordan de ser ud undervejs. Alle lærere er forskellige, og det er derfor slet ikke sikkert, at deres ansigtsudtryk kan fortælle noget om, hvordan du gør det. Fokusér hellere på at gøre det så godt, du kan, og så kan du bekymre dig om resultatet, når du er færdig.

Læs også: Læsernes tips til eksamen

Hvad er dit bedste tip til at holde hovedet koldt under eksamen?

snapchat, vi unge