Følg med
Det bedste du kan starte med, er at høre godt efter og følge med i timerne og engagere dig i undervisningen. Hvis du får sagt noget i timerne, er du bedre forberedt til at gå til de mundtlige eksamener, fordi du har øvet dig i at sige noget i klassen.

Læs også: 7 tips til gode karakterer

Lav lektier
Hvis du ikke allerede gør det, så er det altså nu, at lektierne skal laves. Det er dine opgaver, du har lavet igennem skoleåret, som du skal bruge til eksamen, og ved at lave dine lektier, sparer du mange timer på notatskrivning ugen før eksamen.

Tag notater
Det er meget sjovere at tegne end at skrive notater, men hvis du allerede nu skriver notater ned i hver time, vil det gøre din eksamenslæsning meget nemmere og meget mere overskuelig.

Få lektiehjælp
Hvis der er nogle fag, du har svært ved, kan du gå til lektiehjælp, eller snakke med din lærer om at få nogle ekstraopgaver med hjem. Det kan være svært at snakke med sin lærer om det, men de er kun interesseret i, at du klarer dig godt til eksamen.

Læs også: Sådan kommer du i gang med din stil

Gruppearbejde
Lav lektier med nogle fra din klasse. Det er altså meget sjovere at lave lektier, når man er et par stykker sammen om det, og på den måde kan I også hjælpe hinanden. Det er også en god idé at lave gruppearbejde i skolen.

Lev sundt
Sørg for at få din nattesøvn og lev sundt. Hvis du har en sund livsstil med motion, sund kost og ordentlig søvn, kan du meget bedre koncentrere dig i skolen, og så får du helt sikkert også meget nemmere ved at forstå de ting, der bliver forklaret.

Spørg løs
Husk, at der ikke er nogen dumme spørgsmål, når du sidder til timerne. Det er sidste chance for at få spurgt dine lærer om spørgsmål inden eksamen til sommer, så spørg løs og vær ligeglad med, hvad andre tænker. Der er helt sikkert nogle, der har samme spørgsmål som dig, der ikke tør at række hånden op. - Og du kan jo også altid vente med at spørge din lærer til timen er slut.

Læs også: Tips og gode råd til eksamen

Ryd op
Få styr på mapperne. Begynd allerede nu at sorter i dine mapper fra skoletiden og saml dine notater, så du nemt og hurtigt kan slå op i dem til eksamen og finde lige de notater, som du skal bruge.

Eksamenstræning
Du kan øve dig til eksamen ved at holde foredrag foran dine veninder, dine forældre eller din yndlingsbamse, det er lige meget, hvem der kigger på, det er bare vigtigt, at du får lært at snakke om et emne i lang tid. Hvis du er nervøs for eksamen, er der mange skoler, der tilbyder eksamenstræning og hjælp til at få styr på nerverne.

Hjemmesider
Du kan også få en masse hjælp til skoleopgaverne på nettet. Tjek for eksempel disse tre hjemmesider ud:
Matematikbogen.dk - Her kan du finde alt fra plus stykker til reduktionsøvelser for alle niveauer.
Test-dig.dk - Her findes matematikopgaver, diktater, engelskopgaver og almenvidenopgaver.
Duda.dk - Næsten alle fag findes her (også fransk og tysk), og der er rigeligt med opgaver.

Tag en test her, og find ud af, hvad du skal efter niende klasse!