Hvordan adskiller I jer fra de ”originale” Isak og Even-skuespillere – eller hvordan ligner dem?

Lue: Jeg giver jo mit take på Isak, som både er farvet af, hvem jeg er, og hvad jeg godt kan lide at lave, og hvordan jeg godt kan lide at portrættere folk. Teater er jo også en form, der kræver, at man gør nogle andre ting end på TV, så det er faktisk ret svært at komme med eksempler – og det skal man nok heller ikke.

Nikolaj: Ja, det er svært at komme med et præcist eksempel, fordi det er to forskellige måder, man viser den samme rolle på. Og når man skifter form fra TV til teater, så er det farligt at sammenligne for meget med det originale. Det skal jo ikke ligne, at vi bare efterligner eller imiterer de originale skuespillere. Jeg har brugt SKAM 3 (TV-serien) som research for at forstå – ikke for at se, hvordan jeg skulle spille rollen som Even.

 

Er det angstprovokerende at skulle spille to så store roller?

Nikolaj: Ja, altså, det er det jo i det hele taget at lave SKAM. Det har været så stor en succes på TV, så det er da lidt angstprovokerende at skulle lave det på teater også.

Lue: Det er også bare SÅ forskelligt. Det er jo to så forskellige medier. Hvis den oprindelige også havde været et teaterstykke, så ville jeg nok have været viiildt nervøs.

Nikolaj: Det handler nok også om, hvor åbent publikummet er. Det er jo noget andet end på TV, så man kan jo heller ikke forvente, at det er det samme 1-1.

 

Har I lært noget af de roller, I har?

Lue: Meget. Jeg synes, Isak er en fantastisk karakter, for han har det problem, at han virkelig gerne vil være ovenpå og virke som om, han har styr på alt i sit liv. Han vil gerne iscenesætte sit liv som om, han har styr på alt i det. Og hans største fejltagelse er nok, at han ikke taler med nogen om sit liv – så det er virkelig vigtigt at huske, at der er andre mennesker. Det synes jeg, jeg kan lære meget af. Det er godt at vide, at man skal huske at række ud.

Nikolaj: Jeg vil mere sige det sådan, at jeg har fået et indblik i et andet menneske. Den er jo fortalt fra Isaks synsvinkel, så jeg har lært rigtig meget om mennesket Even. Han kæmper jo med sine egne dæmoner, og det har jeg lært, hvad betyder for en ung fyr, der er i puberteten osv.

 

Hvad kan folk få ud af at se stykket?

Nikolaj: De kan forhåbentlig blive klogere! Hvis man kan blive klogere på et andet menneske, så kan man forhåbentlig også blive klogere på sig selv. Så jeg håber, det vil give folk en anden åbenhed overfor andre mennesker og det, at er vi meget ens, selv om vi også er meget forskellige.

Lue: Når man går i teatret, så er man der jo sammen i rummet – både publikum og skuespillere. Så jeg håber, hele historien kommer tæt på alle. Vi lever jo i et samfund i Danmark, hvor man i høj grad accepterer homoseksualitet, og det, SKAM 3 handler om, er mere Isaks egen usikkerhed i forhold til, hvordan alle omkring ham, vil tage imod ham som homoseksuelt. Og det ender så med, at alle bliver meget mere kede af det, fordi han har rigtig svært ved at få det sagt. Så jeg håber, stykket kan hjælpe folk til at være mere frie og hvile i, hvem de er, og hvad de har lyst til.

 

 

Hvad er det mest grænseoverskridende ved jeres roller?

Nikolaj: Det ville være let at sige, at det var, da jeg skulle kysse Lue. Men det at skulle stå og danse på scenen er også super grænseoverskridende. Jeg synes, der er otte gange mere pinligt at skulle danse en forførende dans på scenen, end det er at skulle snave en anden fyr.

Lue: Jeg har ikke oplevet noget, der var super pinligt, faktisk. Man kan jo godt tænke, at det er grænseoverskridende at kysse, men det er jo professionelt og en del af arbejdet.

Nikolaj: Jeg har engang hørt, at jo mere intim en scene er, jo mindre sexet har den været at indspille, haha.

 

Hvad skal publikum glæde sig til?

Nikolaj: Det er jo en fortælling, de kender – men de skal glæde sig til at se den på en anden måde! Den er nemlig blevet pakket rigtig godt ind i både drama og seriøsitet, og der er masser af hygge og grin.

 

Læs også: Dansk teater laver "SKAM"-forestillinger!

SKAM 3 kan opleves i København på teatret Aveny T frem til den 9. november og på Musikhuset i Århus i mellem den 13. og 16. november.