Du har måske set en masse videoer og artikler om Israel/Palæstina-konflikten over de sidste par uger. Det kan være svært at finde hoved og hale i, for det, der sker nu, er bare én voldsom periode ud af rigtig mange i en efterhånden nærmest 75 år lang konflikt. Men i bund og grund er det faktisk slet ikke så kompliceret: Det handler om ét lille stykke land og en masse mennesker, der synes, at lige præcis de har mest ret til at bo der.

– Helt overordnet handler det jo om retten til land, siger Rasmus Tantholdt, der er international korrespondent for TV 2 og har dækket Mellemøsten siden 2003.

Foto: Petra Kleis/Aller Media

Israels oprindelse

For at forstå det, der sker nu, skal vi tilbage til 1948, hvor Israel blev til. Efter 2. verdenskrig, hvor jøderne oplevede etnisk udrensning af Hitler og nazisterne, krævede de et jødisk land, hvor de kunne leve i fred og ro. De pegede på territoriet Israel, et helligt land i jødedommen.

– Som for eksempel er nævnt i den berømte historie om Moses, der gik fra Egypten til Israel ved at få vandet til at dele sig, tilføjer Rasmus.

Storbritannien var på det tidspunkt en kolonimagt, der havde land i hele verdenen – blandt andet det, jøderne nu pegede på. Storbritannien og resten af verden (der havde stor sympati for jøderne efter alt det, de havde været igennem) sagde ja til, at de kunne få det. Problemet var bare, at der allerede boede en masse mennesker der: Palæstinenserne.

De havde boet der altid (også imens Storbritannien havde ejet det), og følte, at det var deres land. Alligevel flyttede jøderne ind i 1948 og skabte det moderne Israel. De var hurtige til at bygge skoler, universiteter og huse. Imens blev mange af palæstinenserne tvunget til at flygte fra deres hjem hen i de territorier, der blev deres: Vest Banken og Gazastriben.

– Hvis nogle en dag kom til en del af Danmark og sagde: "Hej, det her er vores land nu", var der nok også nogle, der var blevet sure. Men israelere ville forsvare sig og sige: Vi havde verdenssamfundet på vores side, fortæller Rasmus. Han opsummerer:

– Ofte ender denne her konflikt i at alle står og banker hinanden i hovedet med historiebøgerne.

Siden da har der mildest talt været et meget anspændt forhold mellem palæstinenserne og israelerne, selv om de lever utroligt tæt op af hinanden (hele området til sammen er mindre end Danmark). På forskellige tidspunkter er konflikten bluset op. På andre tidspunkter har de været tæt på at finde på en løsning, hvor Palæstina bliver ét rigtigt ”land” i stedet for to små territorier uden egen regering. Men det er bare aldrig lykkes.

I mellemtiden er begge steder blevet mere og mere vant til krig og kamp. Israel har f.eks. en af verdenens mest avancerede hære, hvor alle unge mennesker skal aftjene værnepligt i minimum to år (også piger).

– Det kan være svært at forstå, hvordan nogen kan bekrige hinanden så meget, siger Rasmus. Men der er ifølge ham en naturlig og sørgelig forklaring:

– Det hænger sammen med, at de fleste på begge sider kender en eller har hørt om en, der er blevet slået ihjel af den anden side. Hvis din søster eller far var blevet slået ihjel af et andet folk ville du også have svært ved at tilgive, og så sidder hadet jo i kroppen.

Konflikten blusser op

Jerusalem har altid været et af de steder, hvor det har været allersværest for israelere og palæstinensere at enes, især fordi både den muslimske (den trosretning, de fleste palæstinensere har) og den jødiske tro har nogle af deres allermest hellige steder her. Det var også i Jerusalem, konflikten blussede op igen for et par uger siden, da seks palæstinensiske familier fik at vide af israelske landejere, at de skulle evakuere deres huse i Jerusalem.

– Det førte til demonstrationer i gaderne, som blev slået hårdt ned af det israelske politi. Det eskalerede hurtigt derfra, forklarer Rasmus.

– Konflikten denne gang handler altså om det, den altid handler om: Hvem har ret til hvad. I dette tilfælde palæstinensere, der boede i disse huse som siger: "Dem får i ikke”.

Siden da er der fløjet raketter og missiler frem og tilbage mellem Israel og Gaza. I tiden siden har Israel dræbt mere end 200 palæstinensere, mens Palæstina har dræbt omkring 15 israelere.

Israel er Palæstina overlegen, forklarer Rasmus.

– Det er meget ulige. Det svarer til, at du giver mig en lussing, og jeg skyder dig i knæskallerne. Israelerne indrømmer blankt, at de er hårdhændede og siger: "Ja, så må Palæstina jo bare lade være'”.

Da Gaza ikke har en regering, er det en terrorgruppe ved navn Hamas, der fyrer ”Palæstinas” raketter.

– Israels regering hader Hamas og vil have ram på dem for enhver pris – det er sådan, de forsvarer de mange civile dødeligheder hver gang, de skyder et missil ind i Gaza. Israels mål er simpelt: Det handler om at give dem en ordentlig røvfuld, så det ikke sker igen foreløbigt.

Hvad så nu?

Og hvad tror Rasmus så, der kommer til at ske foreløbigt?

– Det, der plejer at ske, er, at der kommer en form for våbenhvile, så går der nogle år, så blusser det op igen. Man skal forestille sig det som et bål, hvor selv, når der ikke er flammer, er der stadig varme i kullet. 

Efter at have dækket den i 18 år kalder han konflikten for ”nærmest uløselig”.

Men dem, der tror på fred og samarbejde findes – især i blandt unge israelere og palæstinensere.

– Der er masser af eksempler på unge mennesker, der laver venskabsforeninger og kommer med forskellige former for løsninger. Desværre er der nogle voksne, der ikke tør de løsninger.

Han fortæller, at han tror, der skal være fred i mange år, for at ”bålet” for alvor bliver koldt nok til at venskab kan spire. Rasmus mener også, at det bedste, du kan gøre herhjemmefra, er at støtte de progressive unge stemmer, der foretrækker fred.

– Der er mange forskellige foreninger til at støtte den ene eller anden part. Jeg ville opfordre de unge til at støtte en form for venskab mellem de to.

I din hverdag kan du også prøve at sætte en samtale i gang:

– Det kan være, at der er muslimer, jøder, israelere eller palæstinensere på den skole eller det gymnasie, man går på, som man kan snakke med om det, siger Rasmus.

Som så meget andet her i livet skal man altså ikke være bange for at snakke om situationen i Mellemøsten, bare fordi det er kompliceret.