Jeg vågnede ved, at min mobil bippede – jeg havde fået en sms: »Hej 9B! Jeg inviterer til julefest på lørdag – så kom og vær med til at fejre, at vi snart har ferie, woohoo! Kh. Sofie.«
Med ét kom jeg i julestemning – om en uge skulle jeg feste med min klasse og endnu vigtigere: Se Sofies storebror igen! Jeg håbede SÅ meget, at han ville være hjemme den dag. Jeg havde i snart et år haft et kæmpe crush på ham, og hver gang jeg havde været hjemme hos Sofie, havde jeg forsøgt at smile sødt til ham. Han var tre år ældre end mig, gik i 2.g på gymnasiet, havde det dejligste smil, det sødeste rodede hår og de flotteste blå øjne. Han hed Sebastian.
Læs også: Godnathistorien: En fræk tur i prøverummet
Hele ugen brugte jeg på at finde et fint outfit til festen, og til sidst fandt jeg den perfekte kjole. Da jeg kom til festen, scannede jeg hurtigt rummet, og til min store ærgrelse var Sebastian der ikke! Jeg blev vildt skuffet og satte mig trist i et hjørne. Lige meget hvor meget mine veninder forsøgte at hive mig op at danse, havde jeg svært ved at finde mit smil frem igen.
På et tidspunkt skulle jeg på toilettet, som lå på 1. sal – jeg gik op ad trappen, og da jeg gik forbi en dør, der stod på klem, var der en, der råbte:
- Hej Maja, kommer du ikke ind og siger hej?
Det var Sebastian! Han havde åbenbart siddet på sit værelse hele aftenen. Jeg trådte helt varm ind på hans værelse. Der sad han i sin seng med sin computer og så SÅ dejlig ud. Han fortalte, at han havde en opgave, han skulle være færdig med og derfor ikke var med til festen.
Han bad mig læse lidt af hans opgave, og da jeg bøjede mig ind over computeren, hev han mig ned ved siden af ham i sengen. Han kiggede mig lige ind i øjnene og hviskede, at han havde været forelsket i mig i et stykke tid. Jeg skulle lige til at svare, at jeg også var vild med ham, men han stoppede min mund med det dejligste, varme kys.
Læs også: Hvordan kysser man?
Han greb om mit ansigt og kyssede mig igen – nu endnu mere intenst og vildt. Vi kunne slet ikke få nok af hinanden, men jeg tænkte, det nok var bedst at gå ned til festen igen. Så Sebastian slap mig, og jeg spurtede ned ad trappen og gik rødmende ind i stuen til festen, som nu havde udviklet sig til at være den bedste fest, jeg nogensinde havde været til. På vej hjem fra festen fandt jeg en seddel i min jakkelomme: »Måske kan du komme og hjælpe mig med min opgave i morgen aften? Kys fra Sebastian.«
I galleriet kan du læse om 10 kyssetricks, du SKAL kende!
10 kyssetricks du SKAL kende


Hav lækre læber
Dine læber er i fokus, når du kysser, så sørg for, at de er lækre og kysseklar. Hvis du vil have dem bløde, kan du for eksempel skrubbe blidt på dem med din tandbørste eller gnubbe dem blidt med dit håndklæde, så den døde hud falder af. Herefter skal de bare have masser af læbepomade, som kan trænge ind og fugte dem. Gør du dette i dagene op til, du skal kysse, kan du være sikker på at få bløde og kysseklar læber.
Foto: Shutterstock


Undgå at være en mintbombe
Du ved garanteret godt, at det er et totalt no go at have dårlig ånde, når man skal kysse. Derfor skal du selvfølgelig børste dine tænder grundigt og bruge tandtråd, før at du kaster dig ud i kysseriet. På den anden side er det også vigtigt, at du ikke forskrækker din kyssepartner ved at smage alt for stærkt af mentol. Det er okay at spise lidt tyggegumme i løbet af aftenen, men lad være med at tygge på fem stærke mentolpastiller lige inden kysset, da det vil overdøve alle andre sanser, som kommer i spil under kysset.
Foto: Shutterstock


Slap af
Et kys skal være afslappet og rart. Derfor er det vigtigt, du husker at slappe helt af i dine skuldre og i din mund, når du starter med at kysse. Det vil nemlig tydeligt kunne mærkes, hvis du er anspændt. Måske er du lidt nervøs, og det er helt forståeligt, men prøv at tænke over at sænke skuldrene og slappe af i tungen. Det gør en verden til forskel for kysset!
Foto: Shutterstock


Vær til stede i kysset
Der går virkelig mange tanker gennem ens hoved, når man kysser med en fyr, som man rigtig godt kan lide. Måske tænker du, om du kysser godt nok, om han kan lide dig, hvad han tænker og så videre og så videre. Det er helt forståeligt, at tankerne farer lidt rundt, men prøv at øv dig i at være til stede i kysset. Hvis du lære at flytte dit fokus til kysset, vil det give det helt nye højder, og du vil også blive en bedre kysser, fordi du har fokus på hver enkelt lille bevægelse.
Foto: Shutterstock


Afveksling er hot
Et kys er bedst, hvis det forgår i et roligt tempo. Dog behøver det heller ikke at være kedeligt! Sørg for at finde en kysserytme, hvor I veksler mellem at tantekysse, bruge tungespidserne og at dreje hovederne lidt. Pas dog på med at overdrive – bevægelserne skal hele tiden være rolige!
Foto: Shutterstock


Rør ved fyren
Måske har du underet dig lidt over, hvad du skal gøre af dine hænder, når du kysser? Svaret er ret simpelt: De skal være på ham, som du kysser med. Hold om ham, eller prøv at køre en hånd igennem hans hår, da det føles megarart og bare gør kysset endnu mere hot.
Foto: Shutterstock


Luk øjnene
For at gøre kysset endnu mere intenst, så prøv at lukke øjnene, når I kysser – og hold dem lukkede. Det kan nemlig godt være lidt freaky, hvis man lige får åbnet øjnene, og der bare er et par øjne, som stirrer en lige ind i hovedet. Det er dog helt fint at holde pauser, hvor man trækker hovederne hver til sit og kigger på hinanden.
Foto: Shutterstock


Byg kysset op
Det kan være superrart, hvis man kan mærke hinandens tunger, men det er vigtigt, at du ikke stikker din tunge for hurtigt ind i munden på ham. Et kys er nemlig oftest bedst, hvis det får lov til at bygge sig op. Start derfor med at kysse roligt med læberne. Når I har gjort det i et stykke tid, kan I så småt begynde at lege med hinandens tungespidser samt røre ved hinandens nakker og hår.
Foto: Shutterstock


Gem snakken til senere
Det kan godt dræbe stemningen lidt, hvis man begynder at snakke eller grine under et kys. Og der kan faktisk være risiko for, at du gør ham, du kysser med, helt nervøs, hvis du lige pludselig bryder ud i et stort grin midt i kysseakten. Gem derfor snakken og fjolleriet til efter I har kysset.
Foto: Shutterstock


Man kan ikke kysse forkert
Endeligt skal du huske, at der ikke er noget, som hedder at kysse rigtigt eller forkert. Alle kysser forskelligt og i virkeligheden handler det bare om, at man skal finde en god kyssekemi med ham, som man kysser med. Nogle gange kan det godt virke lidt stift og akavet i begyndelsen, men hvis I bare øver jer, skal I nok finde en måde, der fungerer rigtig godt for jer.
Foto: Shutterstock