Du ved, hvad kondomer er, men ved du mere om dem end det? Nok ikke! De fleste bliver nemlig ret overrasket, når de hører, hvor mange mærkelige facts, der er om kondomer.
Kondomer er blevet brugt som prævention i tusindvis af år, og de har været lavet i forskellige materialer. De kondomer, vi kender i dag, er lavet af tyndt gummi, men sådan har det ikke altid været. De tidligste udgaver af kondomet var for eksempel lavet af bomuldsstof og dyretarme! Puha - vi er glade for, at kondomerne i dag er lavet af gummi!
Læs også: 5 steder, hvor du kan købe kondomer
Blandt præventionsformerne er kondomer den eneste metode, der kan beskytte mod både uønsket graviditet og kønssygdomme, så derfor anbefaler man altid, at man bruger kondom, hvis man skal have sex med en ny partner. Desuden indeholder kondomer heller ingen hormoner, og derfor er det en nem metode at bruge, da man for eksempel ikke skal huske at tage en pille hver dag, som man skal, hvis man i stedet benytter sig af p-piller eller minipiller.
Kondomer kan i dag fås i forskellige størrelser og tykkelser, som passer til drengenes penis, der varierer i størrelse fra dreng til dreng. Man kan også få kondomer i pimpede udgaver. Der findes for eksempel kondomer med smag, kondomer med farve, og kondomer med tiller eller dutter, hvis man har lyst til at prøve dem. Derfor er det 100 procent sikkert, at man kan finde et kondom, som passer til ens situation uanset hvilken dreng, man skal have sex med.
I nogle lande kan man få udleveret gratis kondomer, men det tilbud har vi desværre ikke i Danmark. Her skal man selv købe kondomer, hvis man har brug for det. Heldigvis er de ikke så dyre, og de kan købes i supermarkederne, så det er faktisk en supernem og billig præventionsform, og det er en megagod idé altid at have et kondom med, hvis der er chance for, at man skal have sex med en dreng - det er jo faktisk ikke kun hans ansvar at have kondomer, hvis I skal have sex, for I vil begge to gerne undgå at få en kønssygdom, eller at du bliver gravid, hvis I ikke ønsker det.
Læs også: Alt du skal vide om kondomer
Vi har samlet en masse facts om kondomer i det her galleri, og der er faktisk ret mange ting, som vi ikke vidste om kondomer. Måske kan du også blive klogere på kondomer ved at klikke dig igennem galleriet?
11 facts om kondomer
11 ting du ikke vidste om kondomer


Det menes, at der også blev brugt kondomer for omkring 13.000 år siden, da man har fundet tegninger af mænd i færd med at bruge dem i en grotte i Frankrig fra den periode. Vildt!


Kondomer sikrer dig ikke kun imod graviditet og kønssygdomme – de kan faktisk også holde underlivet sundt! En undersøgelse viser nemlig, at dem der dyrker sex med kondom, har et højere antal af sunde bakterier i kroppen, som modvirker kløe og mindsker muligheden for at blive smittet med HIV, end dem der ikke bruger kondom. Win!


Et gennemsnitligt tomt kondom kan indeholde cirka 3,5 liter væske. Det er altså noget af en vandballon! Før i tiden brugte man endda kondomer i militæret i nødstilfælde, hvor man skulle slæbe vand med til sin lejr.


Det kan godt være, at man siger, kondomer ”kun” er 98 procent sikre, men den største usikkerhed skaber man faktisk selv. Der er nemlig risiko for, at man laver hul i kondomet, hvis pakken åbnes forkert, eller hvis drengen kommer til at rulle det på den forkerte vej. Så sørg for at gøre det rigtigt, og hvis det ikke lykkedes første gang, må I bruge et nyt!


Det største kondom, der nogensinde er lavet er 80 x 100 meter stort. Det blev lavet i Kina i 2003, hvor de fejrede befolkningstallet i verden, og kondomet blev sat på toppen af et hotel. Ha ha!


To kondomer er ikke dobbelt så godt som et. Tværtimod! Der er nemlig større risiko for, at kondomerne går i stykker, hvis drengen putter to på, så hold jer til et enkelt.


Det er 10.000 gange mere sikkert at bruge kondom, end ikke at gøre det, når det kommer til smitte af HIV.


Der er ingen sygdomme eller allergi, der kan være en undskyldning mod brug af kondomer. Selv hvis man er allergisk over for latex, som de fleste kondomer er lavet af, kan man få kondomer af andre materialer – så der er ingen undskyldninger!


Kondomer er faktisk en af de allerbilligste måder at beskytte sig selv på under et samleje. Mange steder bliver de delt ud gratis, og ellers kan man få dem helt ned til 50 øre per styk. Og så kan de købes nærmest overalt!


Det er en skrøne, at sex ikke føles lige så dejligt, når man bruger kondom. Undersøgelser viser nemlig, at piger har lige så stor chance for at få en orgasme, når drengen bruger kondom, som når han ikke gør.


I en undersøgelse svarede over 80 procent af drengene, at de mindst en gang har forsøgt at snyde sig til at slippe for at bruge kondom. Fy, drenge! Det er altså ikke i orden.


En ting er sikkert: Man skal ALTID huske at bruge kondom, når man bliver seksuelt aktiv.