Det sker

Tynd og perfekt

Af Tóra Effersøe Mortensen 23. februar 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Liv er en ganske almindelig teenagepige udadtil, men inde i hende raser en desperat kamp for at holde uønskede kilo på afstand. Hun er så besat af tanken om ikke at blive for overvægtig, at hun sulter sig, så hun til sidst mister fornemmelsen af virkeligheden omkring sig. Alt handler kun om at tabe sig, at blive tynd og perfekt.

Her får du et uddrag fra den barske og hudflettende ærlige beretning, som Henriette Kinch står bag. Hun har oplevet på krop og sjæl, hvad anoreksi kan gøre ved en.

"Det ser ikke godt ud, Liv. Du har tabt dig to kilo."
Mads stod måbende foran vægten, mens han kiggede på mig og lod sit blik hurtigt vandre op og ned ad min krop.
"Du ligner jo et skelet efterhånden, Liv. Men du kan vel ikke selv se det?" nærmest konstaterede han.
"Jeg synes, jeg er tyk."
"Ja, jeg ved jo, hvordan I piger kan ha' det, når I lider af anoreksi, som du gør."
Jeg hørte Mads tale, men det føltes, som om han var i et andet rum, og at jeg kun hørte ham svagt gennem en væg. Det hele føltes så uvirkeligt. En af mine største drømme var netop gået i opfyldelse. Jeg havde tabt to kilo på kun en uge. Jeg havde formået at sulte mig til en vægt, som ikke længere var sund, men som styrkede mit selvværd. Til en vægt, jeg længe havde drømt om, men som ikke skulle forhindre mig i at fortsætte den store indsats. Samtidig stod Mads bebrejdende over for mig og prøvede at tale mig til fornuft. Men kun en lille del af mig lyttede. Det meste, som fløj gennem mit hoved, var til anoreksiens fordel.
Jeg blev overvældet af alle indtrykkene og mærkede en svimmelhed stige mig til hovedet. Mads fornemmede, at jeg blev dårlig, og tog fat i min arm.
"Er du okay, Liv? Du ser helt bleg ud."
Jeg så flimmer for øjnene, og det begyndte at sortne for mit blik. Jeg mærkede kvalmen stige op i mig, og inden jeg vidste af det, besvimede jeg midt ude på gulvet foran vægten.
Mads måtte have fået fat i sine kollegaer, for da jeg kom til mig selv, stod både han og to andre foran mig. Jeg var meget desorienteret og vidste ikke helt, hvad der var sket.
"Du besvimede," sagde Mads, mens jeg lå sammenkrøbet på gulvet og kæmpede mod den kvalme, som endnu ikke var forsvundet. [faktaBox]
To af dem bøjede sig og tog fat i min arm for at hjælpe mig op.
"Er du okay?" spurgte den ene.
"Ja. Jeg har det bare lidt mærkeligt."
Jeg var helt bleg i ansigtet og blev slæbt ned i sengen igen. Jeg havde det stadig ikke optimalt, men jeg fik en kiks af Mads, som jeg prøvede at spise lidt af. Min samvittighed forsøgte at tale mig fra at spise den, men jeg var blevet så bange over situationen, at jeg i langsomme bidder fik halvdelen af kiksen ned.


Bogen udkommer den 26 februar.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs mere om

MestLæste