Mit liv

Tips til god sms-stil

Af Julie Rosendahl 27. august 2008
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Det kræver faktisk ikke så meget at få en god sms-stil. Du skal bare tænke dig om og følge Vi Unges 10 uundværlig tips og gode råd…

1. Tjek altid, at du sender til den rigtige!
Det er simpelthen for pinligt at komme til at sende en sms til den forkerte - især hvis det er en hed kærestebesked, der ryger af sted til din mor, eller en bagtale-sms, som falder i de forkerte hænder.

2. Præsenter dig!
Hvis du skriver til en, som du ikke kender så godt, skal du huske at skrive dit navn i slutningen af sms'en, for det er jo ikke sikkert, at vedkommende har dit nummer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

3. Hav tålmodighed!
Nogen gange kan man godt sidde og vente så spændt på, hvad personen i den anden vil svare, at man bliver helt utålmodig - og måske ender med at skrive "Halloooooo"-beskeder. Men lad være med det. Hvis du ikke direkte har stillet et spørgsmål i din sms, kan du ikke forvente svar. Og alle har lov til ikke at være ved deres mobil 24 timer i døgnet.

4. Skriv ikke noget, der er for ondt!
Det lyder jo indlysende, men det er det ikke altid. Husk altid at overveje - inden du sender beskeden - om du har skrevet noget, du kunne finde på at sige ansigt til ansigt. Skriv aldrig noget, du ikke ville sige i virkeligheden.

5. Svar ikke på mobbebeskeder!
Ikke alle sms'er kræver svar. Hvis de er for lede eller svinske, skal du i hvert fald ikke svare. Det må vedkommende selv ligge at rode med. Selv om det kan være rigtig svært, så prøv bare at ignorere de sms'er, der er direkte onde.

6. Vær cool!
Skriv ikke, mens du er oppe at køre eller vildt sur - det ender bare galt, og du kommer til at skrive noget, du ikke mener alligevel. Prøv hellere at tælle til ti, inden du skriver din besked.

7. Skriv aldrig "Jeg slår op"!
Nogle ting skriver man bare ikke. Hvis du vil slå op med en fyr eller sige op på dit job, må du gøre det personligt - ikke over sms. Skriv aldrig ting som "Vi skal ikke være veninder mere" eller "Din hund er død". Det gør man bare ikke.

8. Blød din besked op!
Husk, at den, du skriver til, ikke kan vide, om du sidder og smiler eller er pissesur. Brug for eksempel en smiley, hvis noget kan misforstås. Du kan også omformulere sætningen - eller droppe den helt - hvis du har på fornemmelsen, at den kan blive misforstået.

9. Drop sms-sproget (nogen gange)!
Hold dig fra kodesprog på sms, hvis du ikke er helt sikker på, om modtageren overhovedet kan forstå, hvad du prøver at sige. Men hvis du ved, at hende i den anden ende selv bruger det og er helt med på, hvad du mener, kan du selvfølgelig bare give gas med "c u L8r" og "Du r 1 *".

10. Tænk dig om!
Skriv aldrig noget, du ikke kan stå inde for dagen efter. Altså ingen beskeder til ekskæresten, bare fordi du lige føler dig lidt ensom… Du vil fortryde det i morgen!

Læs mere om