Mit liv

Tema: 5 tips til eksamens-læsningen

Af Redaktionen 25. maj 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Så er det snart eksamenstid! Har du brug for nogle gode råd til din eksamens-læsning, så læs med her!

LAV EN LÆSEPLAN
Det går ganske enkelt ikke uden! Hvis du har flere eksamener, er det især vigtigt, at du planlægger din tid, så du ikke pludselig kommer bagud. Sørg for at lave rigeligt med luft i din læseplan, så der er lidt tid at give af, hvis der pludselig er et emne, der kræver ekstra lang tid. Prøv at overholde læseplanen. Sørg også for at lægge nogle fridage og pauser ind imellem - med andre ord: Vær realistisk!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

TAG NOTATER
Begynd altid med at læse et emne igennem for at skabe dig et overblik. Anden gang, du læser det, skal du så tage notater - men sørg for, at det kun er de væsentligste ting, du noterer. For mange notater forvirrer dig bare! Prøv at få alle emnerne til at fylde max en A4-side hver.

KLÆBEHJERNE
Når du har taget alle dine notater og redigeret dem, så de ikke fylder for meget, kan du begynde at høre dig selv i dem - eller få andre til det. Der vil tit være nogle ting, man bare bliver ved med at glemme. Det er smart at skrive disse ting ned på nogle små, selvklæbende sedler, som du kan hænge op rundt omkring, så du hele tiden ser dem - på badeværelsesspejlet eller køleskabslågen. Så bliver du hele tiden mindet om dem, og inden længe klæber de sig også fast på indersiden af hjernen. [faktaBox]

FREM MED TUSSERNE!
Nej, du skal ikke tegne i dine bøger! Men det kan derimod være en rigtig god idé at tage notater med forskellige farver. Vælg en farve til hvert emne eller afsnit og lav dine notater i bokse for sig med tilhørende overskrifter. Så er det nemmere at visualisere, når du sidder til eksamen og skal huske det hele.

SYNG OG DANS!
Når man skal lære ting udenad, er det et god tip at forbinde det, man skal lære, med noget man kan udenad i forvejen - for eksempel en dans eller en melodi. Gå rundt derhjemme og syng for dig selv "Christian den Fjerde døde i 1648" på din yndlingsmelodi - så er det nemmere at huske!

Læs mere om

MestLæste