Mit liv

Hold det perfekte surpriseparty for din veninde

Af Marie Neustrup 12. oktober 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Har din veninde snart fødselsdag? Vi giver dig en guide til, hvordan du kan overraske hende med et surpriseparty.

Det er rigtig sjovt, men også lidt svært at arrangere et surpriseparty. Men bare rolig - vi har lavet en guide til, hvordan du holder det perfekte surpriseparty. Det kan (næsten) ikke gå galt!

Læs også: Hold det fedeste sommerparty

Planlægning:
Det er megavigtigt, at du har styr på det hele. Og det er en god ting at komme i gang med planlægningen i god tid. Gæsterne skal inviteres, og du skal være sikker på, at de ikke kommer til at røbe noget til din veninde. Musikken, snacksene, underholdningen og alt det andet skal der selvfølgelig også være styr på.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Gæsteliste:
Husk, at selv om det er dig, der planlægger festen, så er det faktisk din venindes fest. Tænk over, om hun måske har nogle veninder, du ikke snakker med, og overvej, om de også skal inviteres. Det kan også være, hun er tæt med sine søskende eller andre familiemedlemmer, og så skal de måske også med? Snak eventuelt med din venindes forældre - bare sørg for, at de ikke kommer til at sige noget til din veninde.

Læs også: Hold en sund fødselsdag

Invitationer:
Det skal være hemmeligt og diskret, og din veninde må IKKE opdage det. Du kan oprette en hemmelig begivenhed på Facebook, men husk at skrive, at det er hemmeligt, og at de ikke må sige noget til din veninde.

Festen:
Til selve festen skal du selvfølgelig have styr på snacks, drinks, musik og underholdning. Hvis der kommer mange forskellige mennesker, er det en god idé at planlægge nogle lege eller underholdning. For eksempel kan du skrive en masse kendte personer på papirlapper, og så skal alle tage en lap (uden at kigge på den) og sætte den i panden. Så skal man gætte, hvilket navn man har stående i panden, ved at stille forskellige spørgsmål.

Læs også: Hold en uhyggelig Halloweenfest

Surprise!
Du skal have styr på, hvornår din veninde ankommer, så I kan være klar til at slukke lyset, hoppe frem og råbe "surprise"! Her er tre forslag til, hvordan det kan planlægges:

1. Få en anden med i planen, for eksempel hendes søster, og sørg for, at de for eksempel tager ud og spiser sammen eller i biffen. Aftal med søsteren, at hun sender en sms, når de tager hen til festen, så I kan gå i gang med at gøre klar til at overraske din veninde.
2. Planlæg aftenen, så det passer med en dag, hvor du ved, at din veninde går til håndbold eller andet. Hvis I kan holde festen hjemme hos hende, spørger du hendes mor, hvornår hun normalt er hjemme, og så gælder det om at være klar på det tidspunkt.
3. Sig til din veninde, at du inviterer hjem til lagkage og tøsehygge, og når hun så ringer på døren, lader du som ingenting og tager hende med ind i stuen, hvor alle de andre har gemt sig… Surprise!

Sådan undgår du, at din veninde opdager festen for tidligt:
• Opfør dig helt normalt og lad som om alt er normalt.
• Sørg for, at alle de inviterede ikke røber noget.
• Hvis hun spørger dig, hvorfor du er så mærkelig, så sig, at det er fordi, du har travlt med lektierne, er træt, har stuearrest eller noget andet, som hun bliver nødt til at acceptere.
• Har du svært ved at holde det skjult, så hold dig væk fra hende, eller stik hende en lille hvid løgn. Det tilgiver hun dig nok, når hun ser, at du har planlagt en fest for hende!

Sådan holder du din veninde væk på selve dagen:
• Sørg for, at hun har noget at lave, så hun ikke dukker op tidligere end forventet.
• Husk at fortælle alle til festen, at de ikke må åbne døren for nogen. Hvis du holder det hjemme hos dig selv, kan du måske lokke dine søskende til at sidde at holde vagt ved døren, og hvis så din veninde dukker op tidligere end forventet, så kan de distrahere hende, indtil I er klar.
• Hvis hun ender med at komme hjem til dig for tidligt, så sæt hende ind på dit værelse, tænd for tv'et og sig, at du altså lige har lovet din mor at hente dine søskende eller handle, og smut ned og få styr på det sidste. Når I er klar, kan du hente hende.

Tag testen: Kan du holde på en hemmelighed?

MestLæste