Hvis du er rigtig dårlig til at smide ud eller rydde op på dit værelse, så kan du sikkert godt bruge noget mere plads. Vi guider dig til, hvordan du får mere plads på dit værelse.

• Gem alle dine småting ned i kasser. Du har sikkert mange fine nips-ting eller gamle ting, du ikke bruger mere, som bare fylder. Læg dem ned i nogle fine kasser, så de ikke roder.

• Sæt en lille hylde ind i bunden af dit klædeskab, så du kan lægge nogle ting derind. Der er tit meget plads i bunden af et skab, så hvorfor ikke bare udnytte pladsen?

• Få dine forældre til at sætte en hylde op et lille stykke fra loftet, så du kan gemme bøger, mapper eller gamle ting væk. Man ser nemlig ikke tingene så tydeligt, når hylden er helt oppe ved loftet i stedet for midt på væggen.

• Hvis du har en seng, hvor der er plads til dyner og puder nedenunder, så kan du lægge en masse af dine ting derned, og så lade din dyne og pude blive liggende på sengen. På den måde får du ryddet en masse ting væk.

• Pak dit sommertøj væk om vinteren, så du får mere plads i dit klædeskab. Du bruger det jo alligevel ikke, og så bliver der plads til nogle andre ting i dit skab i stedet for.

• Næste gang du skal have malet dit værelse, så vælg en lys farve. Dit værelse kommer nemlig til at virke større, hvis det er malet i en lys farve.

• Sørg for, at der ikke står nogle store ting i dit vindue, for de tager sollyset og så kan dit værelse virke mindre.

• Få et stort spejl på dit værelse. Dit værelse virker større, når der er et stort spejl, og så kan du jo hænge dine smykker på spejlet også, så de ikke ligger og flyder.