Fra digital mobning, sms-chikane og online-plageånder er de sociale medier med til at skabe endnu mere drama blandt teens.

Læs også: Mobning i skolen - Sådan tackler du det

I en undersøgelse, som MTV har foretaget, viste det sig, at hele 56 procent af alle mellem 14 og 24 år har oplevet en eller anden form for digitalt overgreb. Det kan være alt lige fra sms-chikane, online rygter eller deling af billeder, mod personens vilje.

Bliver du også udsat for digitalt drama? Se her, hvordan du håndterer det.

Konfrontér mobberne ansigt til ansigt
En af de vigtigste grunde til, at folk mobber mere online, end de gør i virkeligheden, er, at det er nemmere. Når mobberen gemmer sig bag skærmen eller mobilen, ser han eller hun ikke, at offeret bliver ked af det, og så mister mobningen sin konsekvens. Hvis du oplever, at du bliver mobbet på nettet, eller at der bliver spredt rygter om dig på nettet, er det bedste, du kan gøre, at konfrontere personerne ansigt til ansigt. Forklar dem stille og roligt, at deres ord har gjort dig meget ked af det, og gør det helt klart, at du ikke vil finde dig i den behandling. Hvis de oplever virkelige konsekvenser af deres onde kommentarer fra den digitale verden, er der en chance for, at de fortryder dem.

Ignorér
Hvis du får en rigtig ondskabsfuld besked, så kan det være fristende at forsvare dig selv. Men hvis du svarer igen i samme tone, så kan det faktisk gøre situationen værre. Det er svært at aflæse tonefald på skrift, og derfor kan din besked blive misforstået, så den, der mobber, får lyst til at give igen med mere af samme skuffe. Prøv i stedet at ignorere sms'en og i stedet konfrontere person stille og roligt ansigt til ansigt.

Læs også: Hvornår er det mobning?

Blokér
Det er en myte, at mobning, der foregår ansigt til ansigt, er værre end digital mobning. Faktisk kan online mobning være mindst lige så ødelæggende for ens selvværd. Hvis du sidder alene på dit værelse, og de onde og negative beskeder tikker ind på din telefon eller din computer, kan du ende med at føle dig endnu mere isoleret og ensom, end hvis du havde folk omkring dig i et klasselokale. Det er helt okay at blokere numre på din telefon og slette folk fra de sociale medier, hvis de chikanerer dig. Deres hate vil kun gøre dig i dårligt humør, så pas på dig selv ved at sørge for, at du ikke får beskederne.

Snak med en voksen
Hvis det digitale drama fortsætter, så er det altså en rigtig god idé at snakke med en voksen om det. Hvis du ikke føler, at du kan tale med dine forældre om det, så tag fat i en anden voksen, som du stoler på. Det kan være en lærer, din storesøster eller måske en af dine veninders forældre, som du har det godt med? Du kan også ringe til Ungdommens Røde Kors' telefonlinje på 70 12 10 00.

Gem beskederne
Hvis du modtager trusler om vold, eller hvis folk spreder fotos af dig på nettet, så tag billeder af skærmen og beskederne, som du kan gemme. Hvis beskederne er voldelige, og du føler dig truet, bør du overveje at kontakte politiet.

Stjerner der er blevet mobbet