Musik

Basim synger for klimaet

Af Tóra Effersøe Mortensen og Sara Wilkins 18. december 2008
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Elsparefonden har fået stjernegod hjælp til at få unge til at tænke over deres elforbrug. Pladeaktuelle Basim har nemlig lagt sin karakteristiske stemme til den nye film i Elsparefondens populære kampagne for Elsparemærket.

Hvordan er det at være med i en reklamefilm?
Det er meget anderledes, men også superfedt. Reklamen bliver jo vist meget, og man kan genkende min stemme og min stil, det er sejt. Og så har Remee og Thomas Troelsen produceret den, og de har lavet det rigtig fedt. Jeg er jo kun 16 år, så det er fedt at få nogle forskellige inputs og prøve mange forskellige ting.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad er forskellen på at lave en reklamefilm og en musikvideo?
Reklamen er ikke min egen sang, mens det, man hører i musikvideoen, er mine egne tekster og mine følelser. En musikvideo er meget mere performance, hvor man ser mig i et perspektiv. I reklamen kan man høre mig synge, men det er ikke en performance på samme måde, som en musikvideo er.

Hvorfor synes du, det er vigtigt at støtte denne sag om strømforbrug?
Strømforbruget er noget, vi skal være opmærksomme på. Sagen gavner jo vores klima og vores fremtid, og det er jo ikke svært at huske på Elsparemærket. Jeg synes, det er et sejt budskab, man kan bruge til noget, og det er fedt, at jeg som 16-årig kan synge om det og råbe det op over hele landet.

Hvordan tror du, reklamefilmen kan være med til at gøre en forskel?
Reklamen rammer bredt, alle kan forstå den uanset om de er 15 eller 80 år gamle. Unge ser den og kan sige det til deres far og mor, eller far og mor ser den og kan snakke om den med de unge. Og så er det jo en fed reklame med et budskab, der har stor betydning. Jeg synes i hvert fald, den er anderledes med tegningerne og musikken, det er ret cool.

Har du et råd til andre unge omkring deres strømforbrug? [faktaBox]
Ja, det er de små ting, man skal huske. For eksempel at slukke lyset, når man går ud fra sit værelse, og huske at slukke helt for fjernsyn og computer, så de ikke bruger strøm på standby.
Man kan også jo kigge efter Elsparemærket, det gør det nemmere at spare på strømmen. Og så har jeg fundet ud af, at en bærbarcomputer bruger meget mindre strøm end en stationær. Det vidste jeg ikke før. Så kan man spare strøm og penge, og så kan man til sidst købe en helt ny, bærbar pc.

Tænker du selv over, hvor meget strøm du bruger i din hverdag?
Det er ikke noget, jeg tænker meget over. Jeg glemmer da også at slukke lyset, jeg er bestemt ingen engel. Men det er jo de små ting, der tæller. At slukke lyset, det er jo bare en bevægelse, men det er rigtig godt for klimaet. Hvis alle gjorde det, ville det da være superfedt.

Er du blevet mere opmærksom på dit strømforbrug efter at have været med i reklamefilmen - hvordan?
Meget mere. Før i tiden gik jeg ud fra mit værelse uden at slukke lyset. Det kan jeg da også godt glemme nu, men jeg er begyndt at tænke: "Ej, nu sparer jeg altså lige noget strøm". Det er jo bare at trykke på kontakten.

Tror du, det gavner din musikkarriere, at du officielt støtter en god sag?
Det tænker jeg ikke over. Jeg gør det jo ikke for at gavne mig selv. Jeg gør det, fordi jeg synes, det at være opmærksom på strømforbruget er et vigtigt budskab, som vi har brug for at få ud.

Stor konkurrence
Elsparefonden har netop skudt gang i Danmarks første grønne musikkonkurrence. Konkurrencen er et led i Elsparefondens kampagne for Elsparemærket. I konkurrencen gælder det ikke nødvendigvis om at have den smukkeste stemme, de fedeste moves eller den største udstråling. Det handler om at slå sig løs og lave sin helt egen version af 'Langt ude i skoven' sangen.

Konkurrencen er åben for alle slags talenter - du kan enten skrive og synge dit eget vers af 'Langt ude i skoven'. Er du ikke den store sangfugl, kan du i stedet remixe kampagnefilmen. Og elsker du at være på, danse, spille og synge, så kan du lave din helt egen video, hvor du optræder med en af Elsparemærkesangene. Så saml dit band, din teatergruppe eller et par gode venner og giv den gas.

Vinderen af konkurrencen bliver offentliggjort på The Voice og på Elsparefondens hjemmeside.
Deltag og læs mere om konkurrencen her.

MestLæste