Historien bag Black Friday
Mit liv

Vi Unge undersøger: Hvad er historien bag Black Friday?

Adele Bennett-Larsen 25. november 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Clueless / PR
Black Friday er et amerikansk koncept, Danmark har taget til sig i løbet af de seneste par år. Det går ud på, at forskellige brands og butikker holder et stort udsalg. Men hvorfor hedder det egentlig "Black Friday", og hvorfor har vi en dag, der opfordrer til at shoppe amok? Læs med her, hvor vi undersøger, hvad Black Friday er for en størrelse.

Hvad der startede som Black Friday har i dag udviklet sig til Black Week – altså en hel uge, hvor butiksvarer sættes ned i pris. og særlige varer sælges til en så lav pris, at folk står i lange køer. Derudover er der også kommet ’Cyber Monday’ og ’Cyber Week’, som er det samme som Black Friday, bare online.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men hvorfor er det nu, at vi har en dag – eller en hel uge – hvor der opfordres til at shoppe amok?

Thanksgiving
Black Friday ligger på den første fredag efter den amerikanske helligdag ’Thanksgiving’. En helligdag, hvor familier og venner mødes og hylder hinanden. Der hygges over en dejlig middag, hvor tærter og kalkun oftest er i fokus. Da butikkerne i USA i mange år har holdt udsalg fredagen efter Thanksgiving, så er dagen blevet kendt for at være julens første shoppedag.

Navnet ’Black Friday’
Der findes forskellige forklaringer på, hvorfor denne fredag efter Thanksgiving har fået navnet Black Friday. Nogle mener, at navnet stammer fra politiet i den amerikanske by Philadelphia, som brugte udtrykket Black Friday til at beskrive den massive trafik, der altid er efter Thanksgiving.

En anden måde navnet er blevet brugt – men som ikke har direkte forbindelse til fredagen efter Thanksgiving – er en begivenhed i USA i 1869, hvor to investorer fik priserne på guld til at stige så voldsomt, at det skabte store økonomiske konsekvenser. Det siges, at denne begivenhed var første gang, at udtrykket Black Friday blev brugt.

En tredje forklaring bag navnet er, at Black Friday er den dag på året, hvor butikkerne skaber ’sorte tal’, hvilket betyder, at deres regnskab går i overskud. Er man derimod i underskud, har man røde tal.

Kamp om varerne
Hvad end det er politiet, der bruger navnet til at beskrive voldsom trafik, en økonomisk krise eller et navn for, når der er overskud i regnskabet, så betyder Black Friday i dag altså udsalg i butikker verden over – særligt i USA, hvor der ofte skabes så meget kø, at det resulterer i voldsomme sammenstød og i meget sjældne tilfælde dødsfald.

I Danmark er vi ikke lige så kendte for at gå amok fysisk, men forbrugsmæssigt har det siden 2014 været den største handelsdag i Danmark.

Boykot Black Friday
Flere og flere butikker og brands landet over har valgt at boykotte Black Friday, da det ikke er nogen hemmelighed, at vi lever i en stor klimakrise. En af måderne man kan passe på klimaet er ved at købe mindre nyt og genbruge mere. At have en dag, der udelukkende handler om at få folk til at købe nye ting, giver derfor ikke så god mening, hvis man ser på det på den måde.

Netop på grund af overforbrug har flere butikker valgt at boykotte Black Friday. Dette gælder blandt andet det danske mærke Mads Nørgaard, som er kendt for favorittrøjen #101. IKEA har også en anden tilgang til Black Friday, de kører nemlig med vintage-salg, hvor de sælger ud af deres udgået møbler. Dette er selvfølgelig stadig en form for salg, men deres måde at opfordre folk til ikke at købe nyt.

Pas på snyd
Det er ikke altid en garanti, at du får et ”brandgodt tilbud” på Black Friday, da man har set eksempler på butikker, der sætter priserne op i månederne op til Black Friday, og derefter sætter priserne ned på Black Friday og Cyber Week. På den måde kan man let tro, at man har gjort et scoop, uden at man har.

Black Friday er altså en dag, der udelukkende har til formål at sælge nye varer, trods vi på verdensplan har et kæmpe overforbrug, som belaster klimaet.

Hvis du skal shoppe på Black Friday...
Hvis du alligvel har planer om at gøre et godt scoop på Black Friday, så får du her tre råd til en god shoppe-oplevelse.

  1. Lav en liste med de ting, du allerhelst vil have eller har brug for, så du har tænkt over, hvad du skal købe. På den måde undgår du at lave impulskøb.
  2. Hvis det er muligt, så køb genbrug. Der er flere butikker - bl.a. Folkekirkens Nødhjælp og Trendsales - der giver rabat i forbindelse med Black Friday.
  3. Køb kvalitet. Jo længere dine ting og dit tøj holder, jo sjældnere behøver du købe nyt. At købe god kvalitet kan derfor betale sig både for din økonomi og for klimaet.

Læs mere om

MestLæste