Kultur

Tobias Rahim overrasker: Udgiver ny bog

Silje Qvist 15. november 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Scanpix
På torsdag udkommer sangerens første digtsamling ”Drømmene maler virkeligheden”.

Det har været et stort år for en stor mand som Tobias Rahim.

Tidligere i november vandt han absolut flest priser ved Danish Music Awards, mens han ved P3 Guld vandt hovedprisen.

Den aften var det meningen, at Rahim skulle have optrådt på scenen, men grundet angst måtte han aflyse sin optræden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tobias Rahim har tidligere været åben omkring sin angst. I hittet ”Når mænd græder” synger han om, hvordan man også kan være sårbar som mand.

Det tyder nu på, at vi får et tættere indblik i Rahims inderste følelser, når han torsdag udgiver sin første digtsamling.

drømme maler virkeligheden cover

Samlingen har fået titlen ”Drømmene maler virkeligheden” - og den populære musiker afslører på sin Instagram, hvad den handler om:

”Som nogle måske ved, har jeg altid gerne villet lave en ægte digtsamling… med en masse random tanker, der ikke lige passede ind i en sang eller samtale. Men som helt klart har deres berettigelse i verden”, skriver Tobias Rahim på sin Instagram Story.

I den seneste tid har han på sine sociale medier postet noter på små sedler, som så skulle vise sig at blive et lille værk. Eller ”en STOR bog”, som han selv skriver på Instagram.

Rahim fortæller også på sin story, hvordan bogen blev til: ”Jeg lavede den i en periode, hvor jeg havde det specielt”, lyder det.

”Og jeg har ikke selv læst den igennem, efter at den kom fra tryk (…) Kan ikke overskue, hvis der står nogle ting, jeg lykkeligt har glemt. Men hey. Da jeg skrev de her digte. Mente jeg det. Og der turde jeg sige det hele højt. At jeg er blevet bange siden, er mit eget problem. Ikke bogens. Bogen er modig”

Digtsamlingen udkommer på torsdag den 17. november på Politikens Forlag.

Denne artikel blev første gang bragt på Femina.dk. Dette er en redigeret version.

Læs mere om

MestLæste