Magnus Lykke Johansson
Samfund

Magnus skal optræde som dragqueen til børneshow: Modtager voldsomme trusler

Af Alberte Ravn Skoglund 16. marts 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Privat
Der er blevet anmeldt en demonstration mod børneshowet på Frederiksberg bibliotek, men Magnus Lykke Johansson er ikke bekymret.

På fredag skal Magnus Lykke Johansson optræde som sit alter ego, Diana Diamond, til et børneshow på Frederiksberg bibliotek.

Et show, der, ifølge ham selv, er fuld af glitter, fællesdans og Disney-prinsesser.

Men det kommende show har affødt flere voldsomme og ligefrem truende beskeder rettet mod Magnus Lykke Johansson og hans kollegaer fra folk, der ikke mener, at dragqueens bør optræde foran børn.

Til Se og Hør fortæller Magnus Lykke Johansson, at han har modtaget flere dødstrusler på de sociale medier, som han har valgt at politianmelde.

– Folk kalder os pædofile og groomere, og så er der folk, der opfordrer til vold og sender deciderede dødstrusler, fordi de ikke mener, at vi bør leve på grund af vores arbejde.

– Det er først og fremmest meget voldsomt at modtage sådan nogle beskeder, men jeg synes også, at det er sørgeligt, at der stadig er mennesker i 2023, som har de holdninger, fortæller han.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Udover de voldsomme trusler, så er der nu blevet anmeldt en demonstration mod begivenheden på fredag.

Ifølge demonstrationens Facebook-begivenhed er dragshows en stærkt seksualiseret kultur, der ikke egner sig som børneunderholdning.

Diana Diamond
Magnus Lykke Johansson skal optræde som Diana Diamond på Frederiksberg bibliotek. Foto: Camilla Trine Jensen

Men det har ifølge Magnus Lykke Johansson intet hold i virkeligheden.

– Vi er professionelle mennesker, der tilpasser vores arbejde efter den målgruppe, som vi skal optræde for. Og jeg gætter på, at de folk, som beskylder os for de ting, overhovedet ikke har sat sig ind i, hvad det er vi, som kunstnere, leverer, forklarer han.

På trods af hadefulde beskeder og demonstrationer, så er Magnus Lykke Johansson ikke bekymret for at gennemføre showet på fredag. Og han pointerer, at han modtager mange positive beskeder og oplever stor opbakning til showet.

– Jeg ved, at vores egen sikkerhed samt alle deltagernes sikkerhed bliver taget meget alvorligt. Både politi og biblioteket er klar over demonstrationen. Jeg tror ikke, at demonstrationen kommer til at påvirke kvaliteten af showet, fortæller han.

Han mener samtidig, at det understreger vigtigheden af arrangementet.

– Jeg synes egentlig kun, at det gør, at det er endnu vigtigere, at vi møder op og leverer det show, som vi har planlagt. Så vi kan bevise, at det her show faktisk kan give børnene rigtig meget. Jeg ville selv have elsket at tage til de her dragshows, da jeg var lille, og se to prinsesser synge "Let it go".

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

MestLæste