Han spurgte, om ikke hun ville sætte sig og få en drink. Ti minutter efter gik alt i sort

“Vil du ikke bare have en enkelt drink?” spurgte nogle bekendte drenge Karoline på LA Bar.

Det var en fredag aften i november, og Karoline var ude med sine venner.

Normalt tager Karoline ikke imod drinks i byen. Men det var jo trods alt fra nogle bekendte, så hun følte sig alligevel meget tryg.

Hun tog høfligt imod den iskolde drink.

Det næste hun husker er, at hendes veninde får hende med en taxa. Karoline kaster op. Hyperventilerer. Og græder uhæmmet.

– Jeg var helt tung i kroppen, men samtidig kunne jeg slet ikke slappe af. Mine fingre og fødder sitrede helt ustyrligt, fortæller Karoline.

Karoline var blevet drugget. Det var ikke “bare” en drink. Hvad der i virkeligheden var i drinken, ved hun stadig ikke. Men det endte med at give hende et mentalt sammenbrud.

For selv om drugging faktisk er et fænomen, som sker i stigende grad i nattelivet, troede Karoline alligevel ikke, at sådan noget kunne ske for hende.

– Drugging har aldrig fyldt noget i min omgangskreds. Jeg troede nok, at det var sådan noget, der kun skete i København, siger Karoline, der selv bor i Odense.

Efter den novemberaften i 2022, hvor hun på egen krop oplevede at blive drugget, følte hun, at det var hendes egen skyld. Og hun blev fyldt med skam og dårlig samvittighed.

Hun havde ingen livsglæde. Ingen motivation for at lave noget. Om natten havde hun mareridt, og i flere uger i træk, havde hun én bestemt tanke, som blev ved med at trænge sig på.

“Jeg kunne jo også bare have tænkt mig om og ikke have taget imod den drink.”

Tal fra Giftlinjen viser, at de i de seneste år har oplevet en væsentlig stigning i henvendelser grundet mistanke om drugging.

I 2015 modtog Giftlinjen 85 henvendelser på baggrund af mistanke om, at en person havde kommet et rusmiddel eller lægemiddel i en andens drink. 30. november 2022 var Giftlinjen oppe på 483 henvendelser.

Fire genstande blev til en tur på skadestuen

Den aften, hvor alt senere gik galt, startede ud på Karolines kollegie. Hun havde drukket et par glas vin med sin bedste veninde og to kollegievenner. Der var bare lagt op til en stille og rolig aften.

Da de kom på LA Bar, hyggede de sig og nød hinandens selskab.

De fik da et par drinks, men det var ikke en aften som handlede om at blive voldsomt fuld.

Så da Karoline mødte en gammel bekendt med en flok venner, og han spurgte, om hun ikke lige ville sidde hos dem lidt, ville hun i virkeligheden hellere være sammen med sine venner.

Hun tænkte, at hun lige kunne sidde der kort og hilse på, og så gå tilbage og hygge sig.

Men efter hun drak den drink, de havde lavet til hende, udviklede aftenen sig til et mareridt. Og hun husker den kun i brudstykker.

– Jeg er helt overbevist om, at de havde puttet noget i den drink, for jeg har aldrig haft det på den måde før. Og jeg havde jo kun drukket fire genstande, fortæller Karoline.

Karoline føler sig heldig over, at hun havde sin bedste veninde tæt på, som sørgede for, at hun kom sikkert hjem. For hvad havde de drenge af bagtanker med at drugge hende? Den tanke har plaget hende lige siden.

Karoline kom sikkert hjem til kollegiet, men helvedet fortsatte.

Klokken to ringede hendes veninde til vagtlægen og fik besked på, at Karoline skulle trække vejret i en plastikpose for ikke at hyperventilere.

Klokken fire begyndte Karoline at få synsforstyrrelser, så de vækkede en ven, som kunne køre hende på skadestuen.

Her blev hun taget hånd om, indtil hun fik det bedre. Men følelserne i den efterfølgende tid ødelagde hende.

I dagene efter episoden prøvede Karoline at grine lidt og sige, at det da var en mærkelig aften. Men da hverdagen startede igen, blev hun ramt af en kæmpe nedtur.

Hun vendte det indad og var fyldt med skyldfølelse.

– Jeg skammede mig, og tænkte, at hvis jeg sagde det til andre, ville de nok bare tænke, at jeg selv var skyld i det, fortæller hun.

Så overfor hendes venner sagde hun bare, at hun var syg og blev derhjemme i flere uger i træk. Hun sov til langt ud på dagen og kunne begynde at græde ud af det blå, uden at vide præcist hvad hun egentlig var ked af.

– Jeg husker en episode, hvor jeg var i bad og mit badeforhæng rørte mig. Det trickede noget i mig, og jeg brød fuldstændig sammen. Jeg troede, der var nogle, som ville gøre mig ondt, fortæller Karoline.

Hun gik med et hav af følelser indeni sig selv. Og først da hun sagde det højt til en psykolog, gik det op for hende, at hun havde været udsat for et overgreb.

– Min psykolog fik mig til at forstå, at det var dem, som havde lavet et overgreb på mig, og at det ikke var min skyld, fortæller Karoline.

I virkeligheden var hendes reaktion faktisk helt normal. Og det fik hende til at ånde lettet op.

Det har været altafgørende for Karoline at tale om de destruktive tanker, hun gik rundt med.

– Jeg er stadig ved at lære, at jeg ikke skal føle mig skamfuld. For så har de jo magten over mine følelser, og det fortjener de ikke, siger Karoline.

Hun har mistet lysten til at gå i byen. Og tilliden til folk omkring hende. Men mentalt er hun er et bedre sted i dag, fordi hun har valgt at være ærlig omkring, hvad der skete, og hvad hun føler.

Når hun ser tilbage på tiden efter episoden, ser hun flere ting, som hun ville ønske, hun havde vidst. Derfor håber hun, at hun kan give sine erfaringer videre.

På den måde håber hun, at hun kan være med til at gøre andre opmærksomme på, at drugging kan ske for alle, og det ikke er ens egen skyld. Det er en ondskabsfuld handling.

Artiklen blev første gang bragt på femina. Dette er en redigeret version.