Samfund

De bruger sig selv som lokkemad for hadefulde kommentarer: Digital selvskade spreder sig

af Signe Larsen 10. marts 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Unsplash
Det er en underbelyst form for vold, som er kendetegnet ved, at volden er rettet mod én selv.

De skriver hadefulde kommentarer fra falske profiler til sig selv eller bruger sig selv som lokkemad for grove kommentarer fra andre.

Nogle deler også materiale på nettet, hvor de eksempelvis har skåret i sig selv.

Ovenstående er eksempler på digital selvskade, og det har op mod 100.000 danskere over 18 år gjort inden for det seneste år, viser en ny undersøgelse fra Digitalt Ansvar og Epinion.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er en underbelyst form for vold, som er kendetegnet ved, at volden er rettet mod én selv. Man påfører altså med vilje sig selv skade ved hjælp af digitale medier.

Har du brug for hjælp, eller kender du nogen, der har, kan du kontakte:

Livslinjen på tlf. 70 201 201 mellem kl. 11 og 05 alle ugens dage.

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade på tlf. 7010 1818 mandag og torsdag kl. 9 til 19, samt tirsdag og onsdag kl. 16 til 19.

I Danmark har der blandt andet eksisteret et lukket netværk på Instagram, "Priv", hvor fysisk selvskade og selvmordsforsøg blev delt, liket og kommenteret af piger og unge kvinder. Det var blandt andet indhold om spiseforstyrrelser, selvmordsplaner og selvmordsforsøg.

De fleste af brugerne på netværket var sårbare unge mellem 15 og 29 år.

Netværket er i dag lukket ned, men ifølge Digitalt Ansvar eksisterer der stadig lignende profiler.

I netværket høster selvskade og selvmordsforsøg anerkendelse, alt efter hvor farlig selvskaden eller selvmordsforsøgene er.

Til DR fortæller Lotte Rubæk, psykolog og leder af Team for Selvskade i børne – og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, at der kan opstå en utilsigtet konkurrence, hvor man forsøger at overgå hinanden i alvorsgrad af selvskaden.

Det kan i værste fald udvikle sig til selvmordsadfærd og selvmordsforsøg, siger hun.

– Når selvskaden bliver digital, kan det nå ud til rigtig mange, så der er stor smitteeffekt. Derudover er de digitale platforme ikke særlig velregulerede. Det er som en ureguleret legeplads for børn, unge og voksne, siger Lotte Rubæk til DR.

Så udbredt er digital selvskade

Undersøgelsen af danskere over 18 år, der bruger internettet minimum en gang om ugen, viser, at 4 procent af danskerne har udsat sig selv for digital selvskade indenfor det sidste år.

Heraf har 2 procent udsat sig selv for digital selvmobning, 2 procent har delt materiale af fysisk selvskade og 1 procent har udsat sig selv for self-baiting.

Kilde: Digitalt Ansvar

Der er ikke stor forskel på andelen af mænd og kvinder, der udøver digital selvskade, men problemet er størst i aldersgruppen 18-34 år.

For at minimere brugeres eksponering for selvskade og selvmordsrelateret indhold på digitale medier anbefaler Digitalt Ansvar blandt andet, at regeringen bør overveje at kriminalisere åbenlys visuel gengivelse af selvskade.

Det betyder, at det skal være en pligt for sociale medier at fjerne indhold, der viser selvskade. Det krav eksisterer ikke i dag.

Artiklen blev første gang bragt på femina. Dette er en redigeret version.

MestLæste