Musik

Gademusikant-duo: "Det meste, vi har tjent, er 6400 kr. på 3 timer"

Ema Seferovic 16. august 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: PR
Hvordan er livet som gademusikant? Og kan man egentlig leve af det? Det har vi spurgt gademusikant-duoen "Life of a Busker" om. Bliv klogere på dem, deres første single og livet som gademusikant lige her.

Hvem er ”Life of a Busker”?

Vi er en duo, der lever af at spille musik i gaden og har gjort det i 4 år gennem 14 lande og utallige byer, hvor vi undervejs har delt vores musik og rejser med vores 28.000 følgere på Instagram og 27.000 følgere på TikTok. Life of a Busker består af Sarah Johansen på klaver og vokal og Patrick Thomsen på guitar og vokal. Vores performance består af vores egen musik, som vi har arbejdet på i mange år samt coversange af kendte artister som Ed Sheeran, Adele og Lady Gaga. Vores sange er meget intime og har rødder i pop og singer/songwriter-verdenen, og hvis man har set en gademusikantsduo i Danmark, har det højst sandsynligt været os.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvordan og hvornår startede jeres rejse som gademusikanter?

I 2017 mødte vi hinanden på et musikkursus i Aarhus, et kursus hvor man lærte om den danske musikbranche, og om hvordan man kunne sørge for at blive hørt som ny artist. Sarah havde på det tidspunkt lige været på en solo interrail-tur til det sydlige Europa og prøvet kræfter af med at spille musik i gaden. Hver gang vi tog til kurset, lærte vi hinanden bedre at kende, og vi aftalte allerede den første dag, at vi skulle mødes og spille lidt musik sammen. På kurset fik vi en del gode råd med på vejen, hvor det bedste råd var, ”I skal bare ud og lave noget larm”. De ord havde en stor betydning for os, og en dag aftalte vi (efter stor tvivl fra Patricks side), at vi ville tage på roadtrip til USA fra Los Angeles til New York City og spille vores vej gennem landet som gademusikanter. 3 måneder efter turen var overstået, og vi havde formået at leve på de mønter og sedler, vi havde samlet i vores klaver- og guitar-tasker, stillede vi os selv spørgsmålet: ”Hvorfor stoppe her?”. Vi kunne leve af at spille musik samt rejse rundt i verden, hvilket var en kæmpe drøm for os begge. Fire år efter står vi her stadig, og har levet af at spille musik i gaden gennem hele Europa.

Mød "Life of a Busker": Sarah Welitzka Johansen

Kunstnernavn: Life of a Busker

Stjernetegn: Jomfru

Alder: 24

Yndlingsartist: Sasha Alex Sloan

Yndlingssang: WTF – Sasha Alex Sloan

Foto: Alec Andreev

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, I har haft som gademusikanter?

Vi har haft en del sjove, vanvittige og specielle oplevelser, men en af de øjeblikke, der skiller sig lidt ud, var, da vi var i Sevilla. Vi spillede foran katedralen og flere og flere mennesker kom til, indtil der var ca. 200 mennesker. Da vi skulle slutte vores sæt af, bad vi folk om at synge med på et cover af ”Hallelujah”. Folk var 100 % med på ideen, og pludselig havde vi, på en ellers normal tirsdag i Sevilla, et kæmpe kor på 200 mennesker, hvor vi alle sang af lungers fulde kraft sammen. Det var en af de bedre dage og et meget smukt øjeblik.

Foto: Alec Andreev

Mød "Life of a Busker": Patrick Folmer Thomsen

Stjernetegn: Vægt

Alder: 26

Yndlingsartist: JP Saxe

Yndlingssang: I Like Me Better - Lauv

Det helt oplagte spørgsmål: Har I kunne leve af det? Hvor meget tjener I på en god dag som gademusikanter?

Det er det spørgsmål, vi får allermest, og det korte svar er ja. Hver dag, vi spiller i gaden, er anderledes, og nogle dage tjener vi mere end andre. Det mindste, vi nogensinde har tjent, var 500 kr. i Randers gågade på en time, og det meste, vi har tjent, var 6400 kr. i Odense gågade på ca. 3 timer. Langt de fleste dage rammer vi et sted mellem 2000–3000 kr. på en dag, hvor vi spiller ca. 3 timer. Selvom det er en ganske fin timeløn, skal man huske at pengene skal deles mellem to personer, derefter kommer skat oveni, og pludseligt bliver beløbet mindre, men det er trods alt rigeligt for os at at leve for. Ud over det, er gaden et fantastisk sted at promovere sig selv, og derfor får vi også mange henvendelser til spillejobs, som vi også tjener rimelig godt på.

Foto: Alec Andreev

I er netop udkommet med jeres første single "Bright". Hvis I skulle beskrive sangen med tre ord, hvilke ord ville I så vælge?

Glæde, næstekærlighed og sårbarhed.

Glæde, fordi at den har en utrolig glad vibe.

Næstekærlighed, fordi den handler om dem, der gør livet ”Bright”.

Sårbarhed, fordi at det også er en sang, der handler om at dele ens bedste samt hårdeste oplevelser med dem, man holder af.

Hvor drømmer I om at være om 5 år?

I lang tid drømte vi om at leve af musik, og efter den drøm gik i opfyldelse for 4 år siden, er der kommet nye drømme til. Lige nu skal vi til at udgive en masse singler - med ”Bright” som den første og derefter et album. Når folk begynder at have et forhold til vores sange, som vi selvfølgelig håber, at de vil, drømmer vi om at komme ud og spille store festivaler. Om 5 år vil vi spilles i radioer verden rundt, turnere som headliners og være en respekteret del af musikbranchen, men hvem ved? Vi kommer i hvert fald aldrig til at stoppe.

Foto: Alec Andreev

Hvad er jeres bedste råd til andre unge, der drømmer om at leve af musikken?

Før vi levede som gademusikanter, troede vi, at det handlede om at hoppe på den nyeste virale trend, hvor TikTok eksempelvis er et kæmpe trækplaster lige nu, men bare fordi at det er nogens vej, er det ikke ensbetydende med, det er din vej. Det er så vigtigt at finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv at gøre. Hvis du ikke er til en TikTok-dans, så lad vær med at gøre det. Der er så mange muligheder ude i den her verden, og vi havde aldrig i vores vildeste fantasi tænkt, at det at spille i gaden ville blive nøglen til vores første drøm. Tag ud og find det, der giver mening for dig. Om det er at stå på et gadehjørne som os, gå på konservatoriet, være sangskriver for et publishing firma, et SoMe-fænomen eller noget helt femte. Det vigtigste er at stille sig selv spørgsmålet: ”Er det her det rigtige for mig?”.

Læs mere om