Kendte

Mia og Vita fortæller ærligt: "Sådan var det at være med i 'X Factor'"

Af Ida Hinchely Kyhn 22. juli 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Martin Sylvest/Scanpix, Flindt Mogens/Ritzau Scanpix, Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Mia Kjær og Vita Jensen deltog for få år siden i 'X Factor'. Her fortæller de om drømmene, om at blive danmarkskendt fra den ene dag til den anden, og om hvordan det var, når scenelyset slukkede, og turen gik hjem igen.

Har du også stået med hårbørsten foran spejlet og drømt, at det var dig, der stod på scenen fredag aften? Dig, hele Danmark sendte sms’er efter og hyldede for din sangstemme? Så er du langtfra den eneste. Hvert år stiller flere tusinde op til “X Factor” i håb om at få chancen. Men kun få når gennem nåleøjet.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sæson 14 af 'X Factor' rullede over skærmen i starten af året, og vi har endnu engang kunnet få lov at følge med, når helt almindelige danskere kaster sig ud i det og stiller op til audition. Alle med den samme drøm: At komme på den store “X Factor”-scene.

Den drøm havde Mia Kjær også, da hun som 15-årig valgte at prøve lykken og stille op i sæson 10 af 'X Factor'. Hun skrev sine egne sange og tog hurtigt dommerne med storm med sin stærke tekst og lyse lyd. Mia havde drømt om at stille op, siden hun var helt lille, så for hende var det en vild oplevelse.

– Jeg har haft problemer med, om jeg har været god nok til det, jeg ville. Så at gå derfra med så meget ros og tre jaer, det satte bare et punktum for, at nu ville jeg ikke længere gå og rakke mig selv ned, fortæller Mia.

Efter addition ventede flere milepæle på vejen mod liveshows. Mia fløj gennem '5 Chair Challenge' og 'Bootcamp', for til sidst at ende som en af de tre unge solister, Thomas Blachman ville have med videre.

– Da jeg kom videre til liveshows, var det en kæmpe anerkendelse – nu gik drømmen for alvor i gang! Nogle lagde ens makeup, og man blev stylet, der var sceneprøver og sådan nogle ting. Det var virkelig vildt at få lov at være med til, fortæller Mia.

Men der var også en bagside af medaljen. For nu var Mia et kendt ansigt. Og det indebar, at man skulle være indstillet på, at folk skrev om en på nettet.

– Gudskelov var jeg heldig. Jeg synes ikke, jeg fik så meget hate, som jeg kunne have fået. Der var rigtig mange af de andre fra min sæson, der fik rigtig meget, som jeg helt sikkert ikke synes, de havde fortjent. Men det er jo, fordi folk ser én på fjernsyn og tænker, at det kan de godt tillade sig, fortæller Mia, der ikke havde tænkt over, at det ville blive en del af at deltage i 'X Factor'.

Mia på den store scene.

Det føltes som en rutsjetur

Vita Jensen har også deltaget i 'X Factor'. Det var en musiklærer på efterskolen, der inspirerede hende til at stille op tilbage i 2018, da hun var 17 år. Hun havde altid været stor fan af programmet, og hun elskede at synge. Så hun sagde ja til udfordringen, og pludselig stod hun foran de tre dommere. Ligesom Mia fik Vita tre jaer og strøg hurtigt efter ind på scenen til liveshows. Hun husker tiden i 'X Factor' som meget lærerig og fuld af gode oplevelser. Men det var også en tid med ekstreme følelser og et stort pres, der konstant lå på hendes skuldre.

– Jeg følte, det var som en rutsjetur. Når det var godt, så var det virkelig godt, og når det var skidt, så var det virkelig skidt. Jeg følte et kæmpe pres og følte lidt, jeg tabte mig selv undervejs. Det er jo klart, når man skal arbejde med dommere og ikke selv har 100 procent kontrol over, hvad man skal synge. Det havde jeg overhovedet ikke overvejet, før jeg stillede op.

“Er det ikke dig fra 'X Factor'?”

Vita skulle også forholde sig til, at hun pludselig var et kendt ansigt. Hun oplevede en kæmpe support fra de fans, hun fik gennem programmet, som lavede fangrupper på Instagram og støttede hende.

– Det var super overvældende på en positiv måde. Jeg havde ikke overvejet, at folk ville komme til at vide, hvem jeg var. Det var virkelig specielt, for man tænker “jamen det er jo bare mig”! Men der er også et større pres, når folk pludselig ved, hvem du er, fortæller hun.

For Mia var det også noget, hun skulle vænne sig til. Hun var vant til, at folk i hendes hjemby vidste, at hun kunne synge. Men at det pludselig var alle mulige mennesker, der kom op og sagde hej, det var meget nyt. Og det er stadig noget, hun oplever den dag i dag, fire år efter sin deltagelse i programmet.

– Man sætter jo stor pris på, at folk kommer hen og siger hej. Det er hyggeligt at tale med folk, men det er rart, at det er faldet lidt til ro nu. At man kan gå ned at handle, uden der kommer folk, fortæller hun.

Vita på den store scene.

Rampelyset slukker

Hverken Mia eller Vita endte med at vinde 'X Factor'. Vita røg ud to uger før finalen, og Mia endte på en tredjeplads. For begge piger var skuffelsen selvfølgelig stor, men det var også en lettelse.

– Lige i øjeblikket da det skete, var jeg selvfølgelig rigtig ked af det. Men jeg tror også, noget i mig var lettet. Ud over at 'X Factorø er en fantastisk oplevelse, så er du under så hårdt pres hele tiden fra alle sider. Så når det er slut, tror jeg også, man ånder lettet op, fortæller Mia om den finaleaften, hun røg ud.

For Mia var det en mærkelig følelse at komme hjem igen. At gå fra det store pres hver uge på scenen til pludselig at sidde hjemme på værelset igen. Det føltes tomt, og hun følte sig hele tiden rastløs. Der gik dog ikke længe, så skulle hun spille en masse shows, og så rullede drømmen for alvor. Det næste års tid brugte hun på at udleve sin sangerdrøm og spille til en masse events. Men i dag har hun lagt drømmen om en musikkarriere på hylden.

– Da jeg stillede op, troede jeg, at 'X Factor' skulle skabe en kæmpe karriere for mig. Og det er jeg på sin vis glad for, det ikke gjorde, for jeg har fundet ud af, at det ikke er det, jeg skal alligevel. Men 'X Factor' giver én muligheden for at få lov at mærke: Er det det her, jeg vil på fuldtid resten af mit liv?

For Vita var det også en lettelse, da 'X Factor' var slut. Oplevelsen med at flytte til København havde været fed, men det var alligevel dejligt at komme hjem til Hobro og igen være omgivet af venner og familie.

– Jeg skulle lige sluge oplevelsen. Man giver meget af sig selv, når man er med i sådan et program. Så det at komme hjem og være i de samme vaner igen, det var dejligt. For mit vedkommende havde jeg slet ikke lyst til at lave musik bagefter, jeg havde brug for at få det hele på afstand. Jeg begyndte først at spille musik igen et lille års tid efter 'X Factor', fortæller Vita.

Vita spiller stadig musik den dag i dag. Men 'X Factor' har lært hende, at det er vigtigt, at det er baseret på lyst, når hun synger. Hun vil ikke have for høje forventninger til sig selv.

Fortryder intet

– Jeg fortryder det ikke. Jeg har lært meget af det på den måde, at musikbranchen er hård, og det er noget, man virkelig skal tænke over, før man går ind til. Det bliver portrætteret som noget meget glamourøst og nemt, men det er en meget anden virkelighed. Det er i hvert fald min oplevelse af det. Selvfølgelig har det været superfedt, men det har også været en rutsjetur. Havde jeg været ældre, da jeg stillede op, ville jeg nok have været bedre til at finde en balance, hvor det ikke havde været så ekstreme følelsesmæssige forhold, fortæller Vita. For Mia er svaret det samme – hun har ikke fortrudt, at hun var med. Men hun har også tænkt over, at hun muligvis havde haft godt at være lidt ældre, før hun stillede op.

– Det er vildt at opleve, når man er så ung, at alle har en holdning til dig. Jeg begyndte at få det sådan, når jeg gik ud, og folk grinede bag mig – så tænkte jeg straks: “Er det nu mig, de griner af?” For jeg var vant til at være i søgelyset, jeg var vant til, det var mig, der blev kigget på. Og sådan kan jeg stadig godt få det i dag. Det skal man nok være lidt mere indstillet på, end jeg var.

Læs mere om

MestLæste