Kendte

Albert og Jenna: Den første jul sammen

Sara Nørgaard 27. december 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Ritzau Scanpix
Den 20-årige skuespiller har for første gang holdt jul med dansestjernen Jenna. De har selvfølgelig set "Tinka og sjælens spejl” hele december

– Jeg har holdt jul med min kæreste for første gang. Vi har været lidt hos min familie og lidt hos hendes familie. Og juleaften var vi sammen med min familie, siger Albert med et smil.

Aftenen blev helt traditionel med flæskesteg, risalamande, mandelgaver, dans om juletræet og gaver.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg synes stadig, at julen er ligeså hyggelig, som dengang jeg var lille. Der er måske nogle praktiske ting, som jeg tænker lidt mere over, nu hvor jeg er blevet ældre. Jeg skal finde gaver og sådan noget, men ellers synes jeg ikke, det har ændret sig særlig meget, siger Albert.

Albert og Jenna har været kærester i halvandet år, og de mødte hinanden, da han deltog i “Vild med dans” i efteråret 2020, og de skulle være dansepartnere.

Foto: Ritzau Scanpix

– Jeg lærte hende ikke at kende med den bagtanke, at vi skulle blive kærester. Så det begyndte bare med, at vi fik en rigtig god kemi, siger Albert Rosin Harson.

Den vakse seer kunne nok fornemme, at danseparret hurtigt blev glade for hinanden. Men det var først efter dansen sluttede, de blev kærester.

– Hvis jeg skal nævne en ting ved Jenna, som jeg rigtig godt kan lide, så er det, at hun er så positiv. Hun smiler hele tiden. Og hun har et positivt syn på verden og livet. Det er jeg ret imponeret af. Og så har hun en hel vild umiddelbarhed i sin tilstedeværelse, som jeg synes er rigtig skøn, roser Albert sin dejlige kæreste.

De har selvfølgelig også set “Tinka og sjælens spejl”, hvor Albert spiller Lasse.

– Hun har set lidt af det tidligere. I år inviterede hun alle sine “Vild med dans”-venner hjem til os 1. december, så vi kunne sidde og se det sammen, lyder det stolt fra Albert.

Droppede gymnasiet

Alberts liv viser på alle mulige måder, at han er vokset ligesom sin rolle Lasse i “Tinka og sjælens spejl”.

Da optagelserne begyndte til første sæson af TV 2-julekalenderen, var han kun 14 år. Nu er Albert en voksen mand med titlen skuespiller.

Foto: Ritzau Scanpix

– Der er sket en kæmpe udvikling. Jeg var teenager og havde lavet lidt skuespil inden, men julekalender var stort og nyt for mig. Det er det ikke i dag, siger Albert.

Som 17-årig begyndte han på gymnasiet, men han opdagede hurtigt, at det ikke var den vej, han skulle.

– Jeg endte med at konkludere, at hvis jeg skulle have tid til at lave skuespil, som jeg gerne vil, så havde jeg ikke tid til at gå i gymnasiet. Så jeg prioriterede at gå efter min drøm, forklarer den talentfulde fyr. Og det har han ikke fortrudt, og han har da også allerede fået en del roller.

Denne artikel blev første gang bragt på sh.dk. Dette er en redigeret version.

MestLæste