Lucas Lynggaard Tønnesen fra ”The Rain”: Det er som om, jeg har været i en bunker selv

I ”The Rain” spredes en dødelig virus gennem regnen – og i sæson 2 er Rasmus blevet smittet. Sammen med sin søster Simone, og de andre unge overlevende, flygter de tilbage til karantænezonen med Apollon lige i hælene. Her møder de forskeren Fie, som skal hjælpe dem med at finde en kur på virussen, alt imens Rasmus’ virus bliver farligere og farligere.

Hvordan har Rasmus udviklet sig fra første sæson til anden sæson?

Første sæson, føler jeg, var en fortælling om Rasmus, der skal finde ud af, hvem han er. Den klassiske fra teenager til voksen-historie, som alle oplever. Efter vi sluttede sæson 1, føler jeg, at vi tager hul på et nyt kapitel i Rasmus’ liv, som egentlig hedder at flytte hjemmefra. Det synes jeg, er en meget fed beskrivelse af, hvad han faktisk gør i sæsonen.

Det handler om at flytte væk fra det, du kender, og de mennesker, du elsker. Ikke fordi, du ikke elsker dem mere, men fordi, at jeg skal finde ud af, hvad der nu skal ske. Nu skal jeg mærke, hvad jeg har lyst til. I siger, jeg skal alt det her, men nu vil jeg gerne prøve noget andet.

Så jeg tror, sæson 2 faktisk handler om Rasmus, der skal flytte hjemmefra. Og så kommer man jo også meget mere ind på Rasmus’ og Simones forhold i sæson 2. Det med, at Simone måske ikke skal være hans mor, men mere bare være hans søster.

Rasmus har jo den her virus, så han har de her kræfter, som han også skal deale med i sæson 2. Han får lige pludselig en styrke, som han ikke har haft før. Han har altid været ham den svage, eller ham, der kommer til skade. Nu får han noget, der styrer ham – nu har han ligesom en magt, som han ikke ved, hvad han skal gøre med – eller ikke rigtigt kan håndtere.

Og hvordan synes du, at du har udviklet dig, som skuespiller, fra første til anden sæson?

Jeg tror, at jeg har fundet ud af, hvilken skuespiller jeg gerne vil være. Jeg har også fundet ud af, hvad det er, jeg rigtig godt kan lide ved at lave det, vi laver. Og jeg elsker det med at være på set og gå ned i manuskriptet og finde ud af: ’Okay, der er så mange muligheder, som vi kan tage den her scene hen til - hvordan finder vi så den rigtige?’

Jeg har også fundet ud af, at instruktøren ikke er sådan en, du skal ’praise’. Det er jo et samarbejde mellem instruktør og skuespiller. Jeg har virkelig også lært mange ting af mine fantastiske medskuespillere: Jeg har lært så meget af Alba, og jeg har lært så meget af Mikkel. Det har virkelig været et kursus, jeg har fået med ”The Rain”, og det er noget, jeg altid vil kunne tage med mig.

Jeg har lært, at man som skuespiller ikke bare møder op på settet og får at vide, hvad man skal gøre. Der ligger et stort ansvar, men det er et fælles ansvar. Det er virkelig vigtigt det her med, at jeg også har en mening. At man ikke er sådan, ’jeg har en mening, men du er instruktør, så du bestemmer’. Vi skal finde ud af det sammen. Det jo ikke fordi, at instruktøren har et facit på, hvordan det skal se ud.

Hvad har været det sjoveste at indspille i sæson 2?

Jeg kan fortælle om det sjoveste og det værste. Det har nok været at lave alle de her effektskud. Sæson 2 er præget rigtig meget af computerhjælp – teknologi og effekter.

De virtuelle effekter har jeg haft sådan et love/hate relationsship til, fordi det er så svært at lave. For det første ved jeg ikke, hvordan det kommer til at se ud, og nogle gange får jeg slet ikke et billede af det. Det kunne være sådan: ’Okay, du skal spille, at der kommer noget røg her, men du ved ikke, hvor meget det er, og vi ved heller ikke, hvad det kommer til at ligne, men røgen er her’-agtigt. Men det er også sjovt, for så får jeg lov til fuldstændigt at improvisere, hvordan jeg interagerer med det, og det er det, vi ser i serien.

Så på den måde er jeg blevet udfordret fysisk i den her sæson, fordi jeg bare selv skulle finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Især med virussen, fordi Rasmus i starten skal lære at kontrollere det, og fordi, at det gør rigtig ondt, når det sker. Så i starten skulle jeg improvisere sådan nogle krampeting, fordi vi ikke havde en koreograf.

Der lærte jeg rigtig meget om, hvad kan jeg, og hvad min krop kan. Flere gange er jeg bare sådan i tics spasset ud, fordi mine arme krampede, og så var de sådan: ’Årh du er pisse god’, og jeg var sådan: ’Jamen, jeg kan ikke stoppe for helvede, er vi færdige?’. Men det har været skide sjovt!

Er der noget, der har været pinligt at optage?

Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg tror også, at det er vigtigt, at man har et godt forhold til dem, man arbejder sammen med. At man tør at give sig, og at man stoler på, at de andre har en. At man kan stå nøgen foran allesammen, uden der er nogen, der stiller spørgsmålstegn. Det der med at ’de gør deres arbejde, vi gør vores arbejde’, og sammen skaber vi det her forum, og det er rigtig dejligt at arbejde i.

Hvem af de andre skuespillere har du det sjovest med?

Det er en god blanding mellem Lukas Løkken (Patrick), Natalie Madueño (Fie) og Alba August (Simone). Hvis jeg skal vælge mine to yndlings, så er det nok Natalie og Alba.

Er der nogen speciel grund til, at det lige er de to? Altså, det er jo piger?

Jeg elsker bare piger. I love girls. Ej, de er bare SÅ søde, og vi har den samme humor. Det kan man mærke, hvis vi er i rum sammen i to minutter. Natalie og jeg har det nogle gange sådan, at vi ikke behøver at sige noget, og så har vi sådan en intern joke – og folk kigger bare sådan: ’what the fuck are they doing?’. Det er så tosset!

Hvad har det betydet for dig, som skuespiller, at være med i ”The Rain”?

Det var min første hovedrolle efter cirkus summarum. Eller jeg føler, at det er første gang, jeg som skuespiller, er blevet udfordret. I store træk er det første gang, at jeg har fået lov til at eksperimentere, og det er første gang, jeg har fået lov til at mærke efter, hvad det vil sige at være skuespiller – altså hvad man lige skal, og hvilket ansvar man har.

Minder du om Rasmus? Og hvordan?

I første sæson mindede jeg rigtig meget om Rasmus. Jeg var bare sådan en grønskolling, der kom ind med alle de her superseje skuespillere, som har været i gang i flere år. Jeg var en totalt naiv skuespiller, som kom ind i den her verden. Selvfølgelig også sammen med dem, men de har gjort det i så mange år før mig. Så jeg kommer ind ligesom Rasmus og lærer ting hurtigt, picker up på så mange ting – som om jeg har været i en bunker selv.

Men i sæson 2 føler jeg også, at, ligesom Rasmus gør – det her med at flytte hjemmefra. Så føler jeg også, at nu skal jeg tage et ansvar, nu skal jeg måske også stå mere på egne ben. Før hørte jeg meget efter, hvad de andre sagde og gjorde, som de sagde. Nu skal jeg tage noget mere ansvar, både for min karakter og for skuespillet. Så vi har udviklet os i samme retning – i vis en grad.

Hvad tror du at The Rains overordnede budskab er?

Her i sæson 2: At flytte hjemmefra. Og så er det stadig en ’coming of age’ om at blive voksen - og det synes jeg stadig, at vi holder ved her i sæson 2. Jeg føler det er hovedemnet for hele serien - det her med at blive voksen. Jeg tror også, at det er derfor, vi har et stort yngre publikum - de kan relatere rigtig meget til serien.

Nu er du jo blevet ret kendt - bliver du tit stoppet på gaden?

Det ved jeg nu ikke, om jeg er… Men nej, det gør jeg ikke. Ikke i Danmark overhovedet, eller jo… En gang imellem. Vi er meget introverte i Danmark, så vi vil ikke presse på, og det synes jeg er virkelig fedt! Så når jeg er ude og møde nye mennesker, så er det primært folk, der slet ikke har set serien, og så vil de snakke med mig, fordi de vil snakke med mig, og ikke fordi jeg er skuespiller. Så er det fordi, de tænker ’han er sgu sjov’, eller ’han er en fin fyr’. Så i Danmark er det virkelig chill!

Jeg var i Spanien sidste år, og jeg er aldrig nogensinde blevet stoppet flere gange. Det var så underligt, og så kommer man hjem til Danmark og er sådan ’jeg tager bare bussen, intet problem’. Så det er faktisk virkelig rart, at man kan være skuespiller, og at det ikke behøver at komme med al den opmærksomhed. Det har jeg aldrig syntes var særlig fedt. Det er virkelig nice, at vi bor i Danmark – og at det ikke skal være så vildt.

Hvis man skulle invitere dig på den perfekte date, hvad skulle man så invitere dig ud at lave?

Jeg er jo typen, du kan tegne en tegning til, og jeg ville blive SÅ glad for den. Så jeg tror virkelig ikke, at der skal særlig meget til for at imponere mig – overhovedet. Men jeg elsker dog at køre gokart, og det er lang tid siden sidst. Jeg gad rigtig godt ud og køre gokart, men jeg ved dog ikke, om min kæreste ville synes, at det var så godt, hvis jeg var ude at køre med nogle andre, hehe …