Kom helt tæt på Sanna og Sofus fra DR3s nye serie ’Efterskolen’
Film & serier

Kom helt tæt på Sanna og Sofus fra DR3s nye serie ’Efterskolen’

Af Josephine Sjelhøj 13. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
I DR3s nye dokumentarserie ’Efterskolen’ får man indblik i teenagelivet anno 2020 samt efterskolelivets op- og nedture. Læs med her og kom helt tæt på Sanna og Sofus fra dokumentarserien.

Nye venner, en helt ny begyndelse og stor personlig udvikling. Det er nogle af de ting, mange unge tit forbinder med at være på efterskole.

D. 13. juni er der premiere på DR3s nye dokumentarserie, ’Efterskolen’, hvor man følger eleverne på musikefterskolen Klejtrup, mens de oplever, hvordan det er at være væk hjemmefra for første gang nogensinde.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

’Efterskolen’, som er instrueret af Thora Lorentzen, giver et nært indblik på teenagelivet i 2020 – en tid, der udover de sædvanlige udfordringer og gode stunder, også betyder starten på pandemien. Vi følger blandt andet Sanna, Sofus, Samuel og Marius, som alle har deres egne udfordringer at kæmpe med, mens de alle prøver at tilpasse sig det helt nye miljø.

I anledning af premieren på dokumentaren har vi talt med Sanna og Sofus, der begge fortæller om, hvorfor man burde gå på efterskole, hvad vi kan forvente af serien, og hvordan året har udviklet dem.

Et særligt indblik i efterskolelivet

I 'Efterskolen' får man et helt særligt indblik i, hvilke personlige udfordringer, de forskellige elever gennemgår i løbet af året.

For Sannas vedkommende stod året i kærlighedens tegn – på både godt og ondt. Sanna, som også er en talentfuld sangerinde, kommer fra Færøerne, og lige fra første dag bliver hun betaget af den cellospillende Samuel, som også går på efterskolen. Hun og Samuel bygger et tæt venskab op, og i løbet af året må hun revurdere sit langdistance forhold til sin kæreste på Færøerne. Hun har derfor et par gode råd til andre, der har svært ved at finde op og ned i deres kærlighedsliv.

- Det er absolut ikke meningen, at man altid skal have styr på sine tanker og følelser, for de er ustyrlige. Det påvirker selvfølgelig ens kærlighedsliv, og det skal man egentlig bare lære at acceptere. Man skal ikke have alt under kontrol, fortæller Sanna og tilføjer, at det hele nok skal gå.

I løbet af året på Klejtrup musikefterskole følger man Sofus’ rejse til at få mere selvtillid efter nogle hårde år i folkeskolen, hvor han blev mobbet og holdt ude fra fællesskabet. Han var derfor nervøs for at starte på efterskolen, fordi han frygtede, at det samme ville ske igen.

LÆS OGSÅ: Kom helt tæt på Jalal fra ’Macho’: ”Jeg følte mig fanget i den forkerte krop”

- Det, der endelig førte mig til mere selvtillid og selvsikkerhed, var at omringe mig med de rigtige personer. Selvom det altid er bedst at tro på sig selv, er hjælp og kærlighed fra andre stadig meget vigtigt. Brug din tid med personer, der vil det bedste for dig, og så vil du indse at det er meget nemmere at stå ved, hvem du er og udtrykke dig selv bedre. Ikke lyt til dem der sænker din selvtillid. Du skylder dem ikke din opmærksomhed, hvis de kun kan finde ud af tale dig ned, fortæller Sofus.

Inden han startede på efterskolen, skrev han lyrik og lavede elektronisk musik, men holdt det hemmeligt, fordi han var bange for at blive til grin. Opholdet på efterskolen ændrede dog hans forhold til musikken, og i dokumentarserien ser man, at han optræder foran et publikum for allerførste gang.

- Ikke nok med at jeg selv er blevet bedre og mere fokuseret, jeg har også indset, hvad musikken betyder for folk. Ved at høre alle de her personers forskellige musikhistorier, har det vist mig de mange måder, det påvirker os på. Jeg har nu en endnu større kærlighed og forståelse for det, end jeg nogensinde har haft, siger han.

Stor personlig udvikling

Hvis der er en ting, der er tydeligt i ’Efterskolen’, så er det elevernes store personlige udvikling. Selvom flere af dem havde en forventning til, at de rykkede sig musikalsk i løbet af skoleåret, så kom den største udvikling alligevel som en overraskelse.

- Jeg havde forestillet mig at få et år, hvor jeg udviklede mig på den musikalske front. Det gjorde jeg delvist også, men den største udvikling er nok sket mentalt. Hvis jeg kort skulle beskrive det, ville jeg sige, at jeg er blevet bedre til at forbinde krop og sind, jeg er blevet mere bevidst om, hvor stor en betydning selvværd har for mig, fortæller Sanna om sin personlige udvikling.

Det samme er gældende for Sofus, som også gennemgik en enorm personlig udvikling, der gav ham mere selvtillid og fik ham til at stole på andre.

- Hvis jeg skal være ærlig, var jeg ret så bange for at starte på grund af den dårlige oplevelse jeg haft, der ledte op til det. Jeg havde nemlig et dårligt folkeskoleophold, hvor folk ikke behandlede hinanden med rette form for respekt. Jeg har nu en meget bedre ide om, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Det har gjort, at jeg er blevet meget mere selvsikker, og jeg tør flere ting, såsom at snakke og åbne op til nye personer, samt stå ved, hvem jeg er overfor andre, siger Sofus.

Gode råd til unge, der overvejer efterskole

Både Sanna og Sofus er enige om, at deres efterskoleophold har givet dem noget, de aldrig ville have været foruden. Derfor synes de begge, at alle burde prøve det samme, hvis de har muligheden – også selvom det kan virke uoverskueligt.

- Efterskole-livet kan til tider være lidt uoverskuelig og uhyggelig at forholde sig til. Man skal møde rigtig mange nye mennesker og får mange nye indtryk, men det er en del af det, der gør efterskolen så fantastisk. Man møder unge mennesker fra hele landet med de samme interesser, der hurtigt kan blive til venner for livet, fortæller Sofus om livet på efterskolen.

LÆS OGSÅ: Test: Er du ekspert i 'After'-filmene?

Udover det helt særlige fællesskab med de andre elever, så giver opholdet også en masse personlige kompetencer, som er uundværlige, hvis man spørger de to medvirkende.

- Jeg vil til hver en tid anbefale andre unge at tage på efterskole. Man lærer så meget både socialt og om sig selv - særligt når man samlet med så mange forskellige mennesker, der kommer fra så mange forskellige steder, siger Sanna, der samtidig fortæller, at dokumentarserien ”virkelig fanger essensen af at gå på efterskole”.

Alle seks afsnit af 'Efterskolen' kan ses på DRTV fra d. 13. juni.

MestLæste