Film & serier

Harry Potter-universet byder for første gang velkommen til transperson

af Signe Larsen 10. februar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
J.K. Rowling er i flere omgange blevet kritiseret for transfobiske udtalelser. Nu er en transperson dukket op i nyt Harry Potter-univers.

Snart udkommer spillet 'Hogwarts Legacy', der foregår i J.K. Rowlings troldmandsverden – og for første gang nogensinde møder vi en transkønnet karakter i Harry Potter-universet.

I det nye Harry Potter-baserede rollespil, som foregår i 1800-tallets 'Wizarding World' skabt af Rowling, introduceres vi for den transkønnede karakter Sirona Ryan, skriver Variety.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sirona er indehaver af en pub i spillet, og undervejs informerer hun blandt andet spillerne om, at det tog lidt tid for hendes klassekammerater at indse, at hun "faktisk var en heks, ikke en troldmand."

At en transkønnet karakter optræder åbenlyst i Potter-universet er i sig selv meget betydningsfuldt set i lyset af forfatterens udtalelser på Twitter, der har skabt stor debat og er blevet kritiseret for at være tranfobiske.

I 2020 delte den britiske forfatter J.K. Rowling blandt andet en artikel med sine 14 millioner følgere på Twitter, hvis overskrift indeholdt beskrivelsen "personer, der menstruerer".

– "Personer, der menstruerer". Jeg er sikker på, at der plejede at være et ord for det, skrev J.K. Rowling ironisk og spurgte, om nogen kunne hjælpe hende med at huske på ordet.

Herefter skrev hun tre ord, som alle lå tæt op ad det engelske ord for 'kvinde'.

Mange mener, at J.K. Rowling derved ikke anerkender, at der eksempelvis findes transkvinder, som ikke har menstruation, eller transmænd, som har.

Inklusionen af Sirona Ryan har været holdt hemmelig, indtil det i denne uge blev muligt for blandt andet medier at snakke om indholdet i spillet, skriver Soundvenue.

Spillet udkommer 10. februar, og J.K. Rowling har ikke været involveret i udviklingen af det, lyder det fra holdet bag 'Hogwarts Legacy', Warner Bros. Games.

Denne artikel er første gang udgivet på femina.dk.

Læs mere om