pretty little liars sæson 2
Film & serier

Anmeldelse: ’Pretty Little Liars: Summer School’ er et modigt og blodigt teendrama

Af Claus Nygaard Petersen 13. maj 2024
HBO Max
Anden sæson af HBO Max-serien er igen en skøn omgang, hvem-er-morderen kombineret med veludført og modigt teendrama

Den originale Pretty Little Liars-serie var et effektivt og bingelækkert teen-drama, hvor en klike blev udsat for truende beskeder fra en person, kendt som A. Det var den lidt mere uhyggelige storesøster til Gossip Girl, om man vil.

To spin-offs blev aflyst efter blot en sæson hver, men anderledes ser det umiddelbart ud til at gå for den nyeste version.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Med undertitlen Original Sin var første sæson af den nye Pretty Little Liars-serie en herlig og blodig whodunit, hvor præmissen med en flok teenageres ukendte plageånd blev drejet over mod gysergenren og specifikt underkategorien slasher.

Anden sæson af den veloplagte serie bærer undertitlen Summer School og fortsætter med at trække på de gysende inspirationskilder, samtidig med at karaktererne bliver udfoldet mere.

Vi lægger hårdt ud med at slå sløjfe på begivenhederne fra første sæson, hvor den maskerede morder Archie (Travis Patton) nåede at slippe væk fra politiet i de sidste minutter af sidste afsnit.

En morderisk rasen medfører, at de personer, som ikke skulle være aktuelle i denne sæson, er blevet ryddet af vejen, og morderen bliver indfanget igen.

Som det efterhånden har været kutyme i de seneste snart 10 år, er man begyndt at kigge på, hvordan ofre for sådanne psykopatiske mordere i film og serier reagerer, og det er præcis det, der sker i Summer School.

For de såkaldte ”løgnere” har lidt ar på sjælen, efter at de og deres familier er blevet stræbt efter livet, og grufulde sandheder har set dagens lys.

Og der går ikke lang tid, før en ny maskeret person melder sin ankomst til byen og begynder at plage de unge kvinder.

Foto: HBO Max

PSST, HVEM ER MORDEREN?

Når man bliver jagtet af en vanvittig morder, er det ikke ligefrem, fordi man så har mentalt overskud til at følge med i skolen, og så er der kun en mulighed i det amerikanske skolesystem: Sommerskole! Kan man sin gyserfilm-trivia, er sommertid lig med mordertid.

Denne gang i form af den åbenbart konstant blodindsvøbte og maskerede Bloody Rose. Det er en af den slags maskeringer, som visuelt er den helt rigtige slags skræmmende og også en, hvor man lige skal ignorere, hvor svært det må være at gemme sig for alle andre, når man først har dræberuniformen på. For det er ikke ligefrem et diskret outfit.

De fem unge, Imogen (Baille Madison), Tabby (Chandler Kinney), Mouse (Malia Pyles), Noa (Maia Reficco) og Faran (Zaria) har hver især deres issues, som serien flot og langsomt flot dvæler ved.At det sker på bekostning af blodsudgydelser er helt okay. For Bloody Roses grusomme chikanerier bliver mere og mere nærgående og truende, efterhånden som sæsonen skrider frem, og man fornemmer tydeligt, at det er en eskalering, som på et tidspunkt går over i mord. Spørgsmålet er bare hvornår.I de første fem afsnit af Summer School, som anmelderne har fået stillet til rådighed, emmer det af traumer og uhygge. En skøn kombination, hvis man bare har set en teenagegyser i sit liv. De resterende tre afsnit lægger således op til et blodigt klimaks, og det er ikke sikkert, at alle slipper afsted med livet i behold.

I øvrigt er det herligt, hvordan hvert afsnit – eller kapitler, som det hedder i Pretty Little Liars – har en undertitel, som enten er en direkte reference til en horrorfilm eller trækker på associationer dertil.

Med navne som Friday the 13th, Hell House og The Bogeyman, for ikke at tale om finaleafsnittet, som ildevarslende hedder Final Exam, viser det sig tydeligt, at vi har at gøre med kreative hjerner, som kender deres gyserhistorie.

Foto: HBO Max

BLODIG FORNØJELSE

Med-serieskaber og showrunner Roberto Aguirre-Sacasa har tidligere vist usædvanlig god tæft for teenagedrama pakket ind i gyser- eller thrilleremballage.

Riverdale og Netflix-perlen Chilling Adventures of Sabrina excellerede alle i at kombinere ovenstående, og det er den ånd, som i Pretty Little Liars bliver skruet et par nøk højere op på intensitet-skalaen.

Den sidste overlevende i en gyserfilm, the final girl, kommer aldrig fuldstændig helskindet fra nærkontakten med døde af tredje grad. Traumerne ligger og ulmer, og det er dem, som er omdrejningspunktet for både forrige og nuværende sæson.

Terapi og samtaler en masse på kryds og tværs, samt nogle potentielle nye venskaber og romantiske forbindelser, giver håb om en lysere fremtid for alle fem.

Der er noget råddent i den knapt så søvnige by Millwood, og det er guf for fans af både teendrama og horror. Summer School besidder det glimt i øjet, hvor serien kan slippe af sted med nogle lidt langt ude scenarier og samtidig i det næste øjeblik skal tages seriøst, når den behandler alvorlige emner som selvmord og mord med dertilhørende traumer for de overlevende.

Derfor er Pretty Little Liars: Summer School den perfekte dræberserie, hvis du var en af dem, som elskede Netflix’ Fear Street eller er gået død i American Horror Storys svingende kvalitet. Balancen mellem let karikatur over gys a la Scream og vellavet teendrama fungerer rigtig godt. Dog betinget af, at de tre sidste afsnit i sæsonen leverer en blodig finale – intet tyder dog på, at det ikke skulle ske.

Se traileren her:

Artiklen blev først bragt hos Vi elsker serier. Dette er en redigeret version.

MestLæste