Reklame

8 (seriøst!) gode bøger, du skal læse i sommerferien

Af Aller Creative Studio, Reklame for Gyldendal 7. juli 2021
Yay! Endelig blev det sommer, og hvad er bedre end at tage på ferie med en stak gode bøger under armen? Især, hvis du skal på ferie et sted, hvor internettet svigter eller du savner vennerne, er det genialt at flygte ind i en anden verden og finde nye sommerferievenner i bøgernes verden. Vi guider til otte bøger om familie, om at finde sin plads i skolen, om at tackle sit crush og finde sin identitet.
Gyldendal

Du kender det sikkert: Ekstasen over, at det endelig er sommerferie, og at du står overfor en måned, hvor du har tid til at gøre lige netop det, du har lyst til. Men måske kommer der også en følelse af, at en måned er lang tid, hvis alle vennerne er ude at rejse, eller du er i sommerhus med familien et sted, hvor 4G-netværket er af svingende karakter. Så bliver sommeren pludselig meget, meget lang.

Det er der heldigvis råd for. Du behøver nemlig hverken en mobil, internet eller hele dit slæng omkring dig, for at være underholdt i løbet af sommerferien. Og løsningen er endda ganske simpel. Med en god bog kan du mentalt rejse til en anden verden, hvor der ikke blot venter nye venner, men hvor du måske også kan spejle dig i og lære noget af de udfordringer, som hovedpersonerne tumler med kapitel for kapitel.

Uanset om dine tanker cirkler om dit crush, som du måske vil konfrontere efter sommerferien, din plads i skolens kliker, din besværlige familie eller hvem det egentligt er du er, så kan du helt sikkert finde parraller hos bøgernes helt og heltinder. Og lidt inspiration til at tackle problemerne er aldrig af vejen, vel?

Her guider vi til otte seriøst gode bøger, du helt sikkert godt kan få plads til i strandtasken denne sommer.

1 - #bucketlist af Saynab Farah Dahir

Tema: At prøve grænser af

Det handler den om:

Zola er netop færdig med gymnasiet og tør ikke fortælle sine forældre, at hun faktisk ikke har lyst til at starte på universitetet efter sommerferien. Men inden hun starter på det 'liv efter gymnasiet', som hun ikke selv har valgt, har hun lavet en bucketlist med 31 udfordringer, som skal gøre hende til en helt anden, mere interessant og initiativrig person. Hver gennemført udfordring skal dokumenteres på en dertil indrettet Instagramprofil. Første punkt på listen ser sådan her ud:

#1: Kys Flirt med en tilfældig fyr og få hans nummer

Velkommen til en vild, underholdende og romantisk tour de force gennem Zolas sommer!

Læs den hvis: du mangler det sidste skub for at springe ud i livet og tage chancer.

2 - Det Halve Kongerige, Arvingen af Anne Gunn Halvorsen og Randi Fuglehaug

Tema: Kærlighed

Det handler den om: 17-årige Lena flytter til Oslo med sin familie og begynder i gymnasiet. Her kommer hun til at gå i klasse med de kongelige tvillinger, kronprins Karl Johan og prinsesse Margrethe. Lena forelsker sig modvilligt, men hovedkulds i kronprinsen. Og han i hende. Men forelskelsen kan få store konsekevnser, hvis nogen afslører Lenas store hemmelighed – den, som fik hendes familie til at forlade hendes gamle by og starte et nyt liv i hovedstaden.

3 - Det Halve Kongerige, Drømmeprinsen

Det handler den om: Efter en halloweenfest røg prinsesse Margrethe på hospitalet. Det er nu fire måneder siden, men hun tør stadig ikke fortælle nogen, hvad der skete den nat. Hverken hendes tvillingebror eller resten af familien har rigtig tid til hende, og hun mangler nogen at betro sig til. En kæreste for eksempel. Men en 17-årig prinsesse kan vel ikke kaste sig i armene på hvem som helst?
Drømmeprinsen er en moderne kærlighedshistorie om at miste kontrollen og finde sig selv - og om at ægte prinsesser også må kysse mange frøer.

Bøgernes store popularitet er kulmineret i en Netflix-filmatisering. Filmen kommer på Netflix under titlen 'Royalteen' i 2022.

Læs dem hvis: du elsker TV-serien Skam tilsat et royalt twist og elementer af tab og frygtovervindelse.

4 - Døgnåben af Cecilie Grønlund

Tema: Identitet i en Instagram-tid

Det handler den om:

Luna er 22 år og faret vild i livet og sin egen identitet. Hun bor på Nørrebro og ved ikke, hvad hun vil, arbejder på en cafe og tumler rundt på må og få, mens hun bruger en masse energi på at spekulere på, hvordan det går med hendes ekskæreste, og om hun kan få ham tilbage. Hun opfører sig som en typisk fange af Instagram-kulturen, der har gjort både hende selv og en stor del af hendes generation usikre, selvoptagede og søgende - og midt i sin egen selvoptagethed glemmer hun at være nærværende i forhold til vennerne, der stille og roligt afskriver hende.

Et knivskarpt tidsbillede og et ærligt og troværdigt portræt af Luna på 22 år, der flyder rundt i strømmen af Instagram-opslag og likes og tankerne om, hvor fedt alle de andre har det, og hvor meget styr, de har på DERES liv.

Læs den hvis: … du kæmper med at finde dig selv i en verden, der lægger mere vægt på at være noget, end at være nogen.

5 - Tigerhjerte af Lise Villadsen

Tema: Forbudt kærlighed og besværlige familierelationer

Det handler den om: Moderne familier er komplicerede, måske endda fucked up! Tigerhjerte er en historie om forbudte følelser, om at savne sin familie og acceptere, at visse ting aldrig bliver de samme igen.

Da Kikis mor flytter sammen med sin nye kæreste, flytter Kiki med. Hun kommer til at bo dør om dør med Patricks søn, Jonathan. Hendes tvillingebror er stadig vred på moren over skilsmissen og har valgt kun at bo hos deres far. Kiki må derfor slås alene med de problemer, der hurtigt viser sig i den nye familie, samtidig med, at hun kæmper for at holde sammen på den gamle. Endnu mere kompliceret bliver det, da hendes følelser for Jonathan begynder at vokse, samtidig med at moren erklærer, at hun er gravid og dermed venter deres fælles lillesøster. Efterhånden må Kiki indse, at det er umuligt at holde sammen på noget, der er i opløsning og hun må træffe et valg.

Læs den hvis: … du kender til forbudte følelser og tumler med problemer i familien.

6 - Tag Gaden Tilbage af Sarah Engell og Sanne Munk Jensen

Tema: At finde sin plads på en ny skole

Det handler den om:

Endelig er Polly blevet en del af den populære klike. Men efter en særligt vild bytur er intet længere som før, og snart dukker billeder af Polly og en fyr fra festen op på nettet …

”Jeg var egentlig allerede stået af i Hjørring og på vej hen mod Caros hus, da min telefon bippede i lommen.

Change of plans. Vi er taget hjem til TGs storebror i Aalborg. See ya inPlaza ??

Beskeden var fra Caro. Hun havde vedhæftet adressen og en selfie af sig selv, Asta-My og Sofie TG foran et stort vindue, hvis udsigt godt kunne ligne Aalborg set fra en etageejendom.

Men hvad vidste jeg? Jeg havde kun været i Aalborg én gang siden Blå Mandag, og kun for at gå i butikker med Kat og kigge på tøj, vi alligevel ikke havde råd til.”

Læs den hvis: … du elskede Mean Girls og kender alt til gymnasiedrama.

7 - En Dygtig Havfrue af Sanne Munk Jensen

Tema: Identitet og om at ville gøre alt for at passe ind

Det handler den om: Stephanie har kun én ting i hovedet: at blive den dygtigste havfrue på holdet, så hendes svømmelærer Tarek endelig får øjnene op for hende.

Men hvor langt vil hun gå for at få det, hun drømmer om?

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle med en bedsteveninde. Eller hvad de skulle med mig. Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg ved, at far kan lide mig, hvis jeg ikke brokker mig eller beder om noget, og selv kan låse mig ind og husker at lukke køleskabslågen, og hvis jeg ikke græder eller hidser mig op eller minder om mor.

Og jeg ved, at mor kan lide mig, når jeg minder hende om hende selv. Når jeg vil de samme ting, som hun vil, eller ville engang. Te og pizza og skøjter og tøsesnak. Den slags. Og når jeg er tynd. Hun kan bedst lide mig, når jeg er tynd.

Tarek kan godt lide mig, når jeg er en dygtig havfrue. Jeg kan se det på den måde, han kigger på mig på. Det er noget med hele hans ansigt, der stråler, og noget med hans blik og med måden, han ryster på hovedet på, som om han synes, jeg bare er helt utrolig.

Når han kigger sådan på mig, er det det bedste, jeg ved.


Læs den hvis: … dit crush ikke aner, at du eksisterer og du vil gøre alt for at han skal se dig.

8 - Den Kroniske Kyssesyge af Glenn Ringtved

Tema: Teenageliv

Det handler den om: Mød Ida - en kaotisk, dramatisk og temmelig bandende 15-årig, der har det lige så hårdt som de fleste andre teenagere. Eller måske faktisk ret meget værre ... Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun udbreder sig om sit elendige teenageliv og alle de håbløse mennesker, hun er tvunget til at forholde sig til, herunder hendes mor og hendes stedfar Jørn ...

”Altså …” begyndte jeg. ”Det føles bare sådan, nogle gange. Som psykisk vold. Fordi de er så pissenederen at høre på. Bare måden, de spiser på og … ALT.”

”Det er jo noget helt andet,” sagde han. ”Prøv og hør. Du er femten år. Du bor på landet. Altså virkelig. Der sker jo ikke en skid herude. Du har ingen søskende og ingen naboer, og jeres internet er lort. Hvad havde du egentlig regnet med?”


Læs den hvis: … du også synes at alle omkring dig er super-åndssvage

Sommerlæsning

Sommerferien er en ganske særlig periode, hvor man til tider er ved at koge over af følelser, tanker og tid. Om dine sommerdrømme rummer forelskelse, fest, eventyr under åben himmel eller fred og ro, har Gyldendal et væld af ærlig og underholdende YA-sommerlæsning, du kan grine med, spejle dig i og blive så opslugt af, at du glemmer tid og sted.

Find meget mere inspiration til din sommerferielæsning her.

Læs mere om

MestLæste