Krop & Sind

Test: Er du klar til kæreste

Af Julie Rosendahl 27. august 2008
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Det er lykken at være to… Eller hvad? Er du klar til at få en kæreste, eller har du det fint med bare at være dig selv?

Fyre, drenge, mænd, guys...
A. Når en fyr kommer hen og snakker med mig, kan jeg ikke lade være med at dagdrømme om, hvordan det vil være at holde ham i hånden og gå ved siden af ham på en strand, mens solen går ned i det fjerne. Også selv om vi bare snakker om, hvad vi har for i matematik…
B. Jeg har en masse drengevenner, og nogen gange overvejer jeg da, om en af dem måske kunne være egnet som kæreste. Men venskabet er vigtigere, og det vil jeg ikke ofre.
C. Jeg hader virkelig, at min veninde altid tager sin kæreste med, når vi skal lave noget sammen. Det er dødssygt, og det ødelægger den gode stemning mellem os.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Den rigtige fyr
A. Når jeg er forelsket, sidder jeg tit og skriver mit eget fornavn sammen med hans efternavn. Altså bare sådan lige for at se, om de passer sammen…
B. Det gør mig ikke noget, at alle mine veninder har kærester, selv om jeg ikke selv har. For jeg ved, at den rigtige fyr findes for mig derude. Jeg gider bare ikke have en kæreste bare for at have en.
C. Jeg kan ikke rigtig komme på en eneste fyr, jeg kender, som jeg kunne forestille mig at lave noget romantisk sammen med.

Flirt…
A. Når jeg er vild med en fyr, er jeg ikke bange for at vise det. Han skulle jo gerne lægge mærke til mig og begynde at synes, at jeg også er sød.
B. Når jeg er vild med en fyr, flirter jeg lidt med ham, men ikke sådan, at det bliver for meget. Hvis han også kan lide mig, må han tage det første skridt.
C. Jeg synes tit, at piger, der flirter meget tydeligt, virker lidt kiksede og pinlige. Hvad sker der med, at de hele tiden skal nusse fyren i håret og fnise helt vildt?

At blive inviteret ud…
A. Hvis jeg bliver inviteret til en fest, er min vigtigste mission at finde ud af, hvilke drenge der kommer - så jeg ved, hvem jeg skal gå efter at score.
B. Hvis jeg bliver inviteret på date af en fyr, og jeg ikke kan, fortæller jeg ham, at jeg skal noget andet den dag, men at jeg gerne vil hænge ud med ham en anden dag.
C. Jeg gider ikke rigtig det der med dates. Hvis jeg skal i biografen eller ud på café, vil jeg da meget hellere gøre det sammen med mine veninder.

Ægte hygge…
A. Den perfekte aften skal tilbringes på en sofa sammen med en dreng, der har sin arm omkring mig, mens vi ser en god film - gerne en gyser, så jeg kan putte mig ind til ham.
B. Jeg bliver altid i godt humør af at være ude at shoppe og hænge ud med mine venner. Og hvis vi møder nogle søde drenge fra skolen, er det bare en ekstra bonus!
C. Jeg elsker, når alle mine veninder og jeg holder pigeaften, hvor vi lægger ansigtsmasker, ordner negle og hører Christina Aguilera.

Vild med fyre...
A. Hvis jeg skal i biografen med en masse venner, og jeg ved, at min drømmefyr også skal med, skifter jeg tøj en milliard gange, før jeg kan bestemme mig for det helt rigtige.
B. Det vigtigste i mit liv lige nu er min venner, min familie og skolen. Jeg synes, det er sjovt at snakke med mine forelskede veninder om fyre, men mit liv har altså andet indhold end drenge.
C. Jeg hader at stå og snakke med min veninde, og hun så slet ikke hører efter, fordi hun hele tiden står og kigger mig over skulderen for at tjekke nogle fyre ud.

Flest A'er:
Så klar!
Du er på evig jagt efter drømmeprinsen og elsker at flirte med drengene i klassen. Når din veninde får en kæreste, kan du godt blive lidt jaloux, for hvorfor skal hun have en, mens du bare er alene? Du er absolut klar til en kæreste! Nu skal du bare lige finde den helt rigtige fyr…

Flest B'er:
Det haster ikke…

Du har det meget afslappet med det med kærester. Selv om du er vild med at hænge ud og hygge dig med drenge, er du ikke fuldstændig besat af dem. Det generer dig ikke at være single, men hvis du finder en sød fyr, er det selvfølgelig dejligt.

Flest C'er:
Glem det!

Drenge? Nej tak! Du vil meget hellere være sammen med dine veninder, så længe du kan. Alt det der kærestehalløj kan vente. Lige nu handler det om at have det sjovt, og du har alt for travlt med veninder, familie, skole og fritid til at bruge din tid på at jagte en kæreste.

Læs mere om