sex

Vi Unge undersøger: Hvad er OnlyFans?

Af Josephine Sjelhøj 4. februar 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
I det seneste år er den kontroversielle platform OnlyFans blevet diskuteret meget i medierne. Men hvad er OnlyFans? Og hvorfor er platformen blevet kritiseret? Læs meget mere om det her.

Et af de helt store samtaleemner, når det kommer til sociale medier, er OnlyFans.

Platformen er kontroversiel, fordi brugerne benytter den til at sælge deres private nøgenbilleder og videoer.

For at give en bedre forståelse for, hvad OnlyFans er, har Vi Unge undersøgt platformen og den kritik, den har været udsat for.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er vigtigt at understrege, at OnlyFans – og sexarbejde generelt – kun er for personer, der er fyldt 18 år. Det betyder, at det er ulovligt at tage del i, hvis du er under 18 år.

Hvad er formålet med OnlyFans?

Oprindeligt var OnlyFans målrettet pornoindustrien, så man kunne få en anden type indhold fra pornoskuespillerne, hvis de havde en bruger på OnlyFans. I dag er platformen mest kendt for, at private sexarbejdere kan uploade intime billeder og videoer af dem selv direkte til deres abonnenter.

Det betyder, at sexarbejdere nu kan undgå de store selskaber i pornobranchen, som i årevis har kunnet udnytte skuespillerne.

Under coronakrisen er antallet af brugere steget med 75%, og det skyldes i høj grad, at sexarbejderne har været nødt til at finde en sikrere måde at opretholde deres indkomst.

Hvilken type indhold er der på OnlyFans?

Størstedelen af indholdet på OnlyFans består af nøgenbilleder og sexvideoer, som brugerne sælger direkte til deres abonnenter. På grund af det voksne indhold skal alle brugere, uanset om de sælger eller køber indhold, derfor være over 18 år.

LÆS OGSÅ: Q&A: 10 spørgsmål om sex

Mange berømtheder er begyndt at bruge OnlyFans til at tilbyde deres fans eksklusivt indhold, såsom behind-the-scenes videoer eller trænings-tutorials. Selv om det er muligt at finde denne type indhold, er det vigtigt at pointere, at OnlyFans stadig bliver anvendt til sexarbejde størstedelen af tiden. Uanset hvilken type indhold, en bruger lægger op, er det derfor ulovligt at abonnere på profilen, hvis man er under 18 år.

Hvorfor er OnlyFans kontroversielt?

OnlyFans er blevet kritiseret af både sexarbejdere og modstandere af platformen, fordi mange mener, at man glamouriserer sexarbejde. Kritikken fra professionelle sexarbejdere lyder på, at mange – især unge – tror, at det er en nem måde at tjene hurtige penge på. Nogle af de professionelle sexarbejderes bekymring går på, at de er bange for, at unge kommer ud på dybt vand, når de finder ud af, hvad arbejdet egentlig går ud på, og hvad der forventes af dem.

LÆS OGSÅ: Klub Venus bryder med tabuer: Onani er ikke skamfuldt

Noget andet, OnlyFans er blevet kritiseret for, er, at kvindelige brugere på OnlyFans i høj grad bliver udsat for seksuelle krænkelser.

Er der berømtheder på OnlyFans?

Ja. En af de kendisser, man kan abonnere på, er rapperen Cardi B, som bruger platformen til at give sine fans et unikt indblik i sit liv. En anden stjerne, der også er på appen, er den tidligere Disney-stjerne Bella Thorne. Det er meget vigtigt at huske, at selvom kendisserne tilbyder eksklusivt indhold, der ikke nødvendigvis involverer nøgenhed, skal man stadig være over 18 år for at abonnere på deres profiler på OnlyFans.

Hvis du er under 18 år, vil vi derfor opfordre dig til at følge dine idoler på for eksempel Instagram, hvor man også får et specielt indblik i deres liv.

Læs mere om

MestLæste