sex

Sex er ikke kun…

Af Line Sølvhøj Jensen. Foto: Shutterstock 11. november 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Du har sikkert set film og serier, hvor der er en lille smule sex i. Men er virkeligheden også sådan?

Hvis du har set "Sex and The City" eller nogle andre serier eller film, hvor der er sex i, så har du sikkert en opfattelse af, hvad sex er. Men er det nu også sådan i virkeligheden?

Både piger og drenge kan godt være meget nervøse for det med sex og "første gang". Man kan nemlig godt få et helt forkert billede af, hvad sex egentlig er, hvis man tror, at det er, som man ser på tv. Og hvis man ikke rigtig har snakket med nogen om sex, så kan man hurtigt få et forkert billede af, hvad det egentlig er.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Den forkerte opfattelse af sex
I "Sex and The City" er der næsten konstant scener, der har med sex at gøre, og man kan hurtigt tro, at når man bliver voksen, så skal man have sex hver dag eller flere gange om dagen - og måske endda med flere forskellige.

Du har måske også en idé om, at sex skal være vildt og voldsomt, som det er i pornofilm eller i andre film, der "ikke er for børn", og det kan godt skræmme mange, så de bliver meget nervøse for "første gang".

Men heldigvis er virkeligheden en helt anden end alt det, du ser i fjernsynet. Sex er hverken noget, der behøver at forgå hver dag eller noget, hvor man skal tvinge sig selv til alle mulige underlige ting. I virkeligheden er sex bare noget, der sker mellem to mennesker, der holder meget af hinanden.

Den rigtige opfattelse af sex
Sex er en måde at vise sin kærlighed til den anden på, og sex kan være en måde for to mennesker at komme endnu tættere på hinanden.

Derfor er der rigtig mange følelser forbundet med sex, som du altså ikke altid ser på film. På den måde kan sex i fjernsynet hurtigt komme til at handle om kroppen og være uden følelser, hvor virkeligheden handler om at gøre noget dejligt sammen med sin kæreste.

Du skal huske, at…
• Sex skal være en dejlig oplevelse for både pigen og drengen.
• Du skal først have sex, når du føler dig parat og har lyst til det.
• Det er okay at sige stop og sige fra, når der er noget, du ikke har lyst til.
• Sex er ikke kun, at drengen skal "putte sin penis ind", men det handler også om at kysse, kramme og kæle.