bollevenner
sex

Friends with benefits: Hvad er en bolleven?

af Redaktionen Foto: Shutterstock 21. juli 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Du er måske stødt ind i fænomenet ”bollevenner” – men hvad går det egentlig ud på? Vi zoomer ind på det her og giver dig tips til, hvad du skal tænke over, hvis du selv overvejer at få en bolleven.

Hvad er en bolleven?

Hvad er en bolleven egentlig? Hvis man spørger ordbogen, står der: ”Person, som nogen dyrker sex med og har et venskabeligt, ikkeromantisk forhold til.”

En bolleven er altså ikke en kæreste, men en person, man mødes med primært for at have sex. For det meste vil det være en person, man ikke har nogen romantiske følelser for, men blot føler sig seksuelt tiltrukket af og i øvrigt er tryg ved.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Der findes ikke nogen faste regler for, hvordan man er ”rigtige” bollevenner, hvor lang tid et bollevenskab varer, eller hvor ofte man ses eller snakker sammen. Det vigtigste er bare, at alle parter føler sig trygge og er enige om, hvordan forholdet skal være.

Hvorfor har man en bolleven?

Folk kan have meget forskellige grunde til at få sig en bolleven. Nogle har måske ikke lyst til at have en kæreste, nogle gør det for at få regelmæssig sex, mens det for andre kan booste deres selvtillid. Der er også dem, der får en bolleven efter et breakup, fordi det hjælper dem til at komme videre.

Er jeg klar til at få en bolleven?

Vi kan lige så godt sige det, som det er: Bollevenner er ikke for alle. Det kræver en stor følelsesmæssig modenhed at have fast, uforpligtende sex med et andet menneske. Derfor bør du have en ærlig snak med dig selv, hvis du overvejer at få en bolleven. Kan du holde til det? Bliver du utilpas, jaloux eller ked af det ved tanken om, at din bolleven måske dater eller har sex med andre også? Eller søger du måske i virkeligheden et fast, romantisk forhold? De spørgsmål kan være vigtige at stille sig selv inden – på den måde passer du allerbedst på dig selv og formindsker risikoen for at blive såret eller skuffet.

Jeg vil gerne have en bolleven – men hvem?

Okay, du overvejer at få en bolleven, men hvem? Det er du selvfølgelig den eneste, der ved – men vi kan på det kraftigste anbefale, at du ikke vælger hvem som helst, og at det er en, du nøje har valgt. Allerhelst skal det være en, du føler dig tryg ved, er tiltrukket af, og en, du kan have det sjovt med. Det er dig, der kender dig selv bedst, men i udgangspunktet er det ikke en god ide at blive bollevenner med en, du …

  1. … tidligere har haft følelser for, eller:
  2. … en, du har følelser for lige nu.

Det kan nemt blive for kompliceret, og du risikerer at ende med at blive rigtig, rigtig ked af det, fordi du måske dybest set håber på, at forholdet som bollevenner kan udvikle sig til mere.

Tips til dig, der gerne vil have en bolleven

Hvis du er på jagt efter en bolleven – eller hvis du måske allerede har udset dig en kandidat – er der et par ting, du kan tjekke af for at øge chancerne for et vellykket og sjovt bollevenskab.

1. Afstem jeres forventninger til hinanden.

Hvor ofte skal vi ses? Må vi gerne sexte hinanden? Skal vi snakke om følelser, skole, hverdagsting? Sørg for, at I har snakket jeres forventninger igennem med hinanden, så I er enige om, hvordan jeres bollevenskab skal være.

2. Kommunikér åbent.

Kommunikation er alfa og omega altid – især i forhold til en bolleven! Sørg for, at I får snakket åbent om jeres ønsker, jeres seksuelle fantasier og ønsker samt jeres seksuelle helbred. Sådan nogle samtaler kan være svære for mange af os, men de er vigtige – også her!

3. Husk at sætte grænser.

Det er vigtigt at sætte grænser i alle ens forhold, og det gælder også i forholdet til en potentiel bolleven. Mærk efter, hvad der føles rigtigt for dig. Det kan også være en god ide, at I sammen sætter nogle rammer for, hvor mange mennesker der skal kende til jeres forhold, og hvordan I omtaler hinanden i andres selskab. Hvis I er en del af samme vennegruppe, kan det også være fint at aftale, om de skal kende til jeres relation.

4. Date ved siden af (hvis du har lyst), og husk på, at din bolleven måske gør det samme.

5. Mind dig selv om, hvorfor du overhovedet fik en bolleven!

Et bollevenskab handler om sex og at have det sjovt (i hvert fald primært), og efter et stykke tid kan det være en god ide at minde dig selv om netop det. Fokuser på det sjove og bekymringsfrie i jeres forhold, og nyd det!

6. Stay safe!

Yes, du ved det godt: Husk prævention!

Læs mere om

MestLæste