sex

Føl dig ikke presset til sex

Af Line Sølvhøj Jensen 30. april 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Det er i teenageårene, at mange har sex for første gang. Men det er vigtigt, at du ikke har sex, før du føler dig helt klar. Du skal ikke føle dig presset til sex, for så kan det blive en rigtig dårlig oplevelse.

Det med sex er noget nyt og spændende, og har du ikke haft din "første gang", så brænder du sikkert for at finde ud af, hvordan det er. Men er du sikker på, at du er parat til det? Selv om du gerne vil finde ud af, hvad det med sex egentlig er for noget, så betyder det ikke, at du er parat til at gøre det.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Mange begynder ret tidligt at tænke på sex, og det betyder ikke, at de også har lyst til at gå i seng med en. Tværtimod kan det være en god idé at lære dig selv og din krop lidt bedre at kende, inden du har sex for første gang, så du ikke bliver helt chokeret, når han rører dine bryster eller rører dig "dernede".

Føl dig parat
Det er vigtigt, at du føler dig parat til sex. Hvis du egentlig ikke har lyst, så kan det nemlig gøre ondt og blive en dårlig oplevelse. Du kan tænke over, hvordan du gerne vil have din første gang skal være. Det er vigtigt, at du gør det sammen med en, du har lyst til at have sex sammen med, fordi der er mange følelser forbundet med sex. Og både dig og din kæreste skal være enige om det. I kan eventuelt starte med at røre ved hinanden og lære hinandens kroppe bedre at kende, inden I har sex. [faktaBox]

Første gang
Der er rigtig mange, som går i seng med en, fordi de føler sig presset til det. Hvis alle de andre i klassen snakker om det, så synes du måske, det er lidt pinligt, hvis du ikke selv har prøvet det. Men faktisk er der rigtig mange, der praler med, at de har haft sex, uden at de har haft det, og det kan desværre få rigtig mange til bare at ville have "første gang" overstået, så de også har prøvet det. Få gode råd til første gang her.

Anden, tredje, fjerde… gang
Sex er meget personligt, og selv om du har haft sex før, så er det vigtigt, at du aldrig gør det, fordi du føler dig presset til det. Husk at det altid skal være okay at sige nej til sex! Hvis du føler, at din kæreste presser dig, så skal du sige det til ham. Der er ikke noget forkert i at sige nej - tværtimod er det ham, der gør noget forkert ved at presse dig.

Læs mere om