Efter den første gang: Hvad nu?
At miste sin mødom er en ret stor ting for de fleste piger. Rigtig mange piger planlægger deres første gang ned til mindste detalje. Stedet, fyren og tidspunktet er nøje udvalgt, men hvad med alt det, der sker bagefter?
Læs også: Det må du aldrig gøre den første gang
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs med her, hvor vi guider dig igennem de tanker, du måske har, efter du har mistet din mødom.
Jeg har fortrudt!
Øv, det er megasurt at fortryde sin første gang. I film og på tv er der næsten altid stearinlys, roser og perfekte fyre, men virkeligheden er desværre ikke altid lige så perfekt. Din første gang kan både være akavet og skuffende, men sket er sket, og du kan desværre ikke gøre det om. Netop fordi det at miste sin mødom føles som en rigtig stor ting, er det meget normalt at fortryde bagefter. Hvis du er ked af det og fortryder, så prøv at tale med din BFF eller en anden, du stoler meget på.
Læs også: Hjælp, alle andre har sex!
Hvad vil folk tænke om mig?
Intet! Absolut intet. Og hvis de tænker noget dårligt om dig, siger det mere om dem, end det gør om dig. Din mødom er din og din alene, og der er ikke andre, der skal blande sig i, hvem du giver den til og hvornår.
Kan andre se det på mig?
Med mindre de er tankelæsere, er der (heldigvis) ingen, der kan se på dig, at du har mistet din mødom. Sex får dig ikke til at tale anderledes, se anderledes ud eller gå anderledes. Det er kun din beslutning, om du vil fortælle nogen, at du har mistet din mødom.
Læs også: Huskeliste til den første gang
Skal vi nu gøre det hver gang, vi ses?
Hvis du har mistet din mødom til en fast kæreste, kan det føles som om, I nu er forpligtede til at have sex hver gang, I ses. Det er der ingen grund til! I skal kun have sex, når I begge har lyst til det. Faktisk er der mange par, der først har sex igen længe efter, de mistede deres mødom. Det afhænger helt af, hvad I selv føler, er det rigtige for jer.
Skal jeg fortælle det til mine forældre?
Du behøver ikke at fortælle dine forældre, at du har mistet din mødom, med mindre du selv har lyst. Hvis du er ked af det, og har lyst til at tale med nogen om det, kan dine forældre tit være rigtig gode til at gøre dig glad igen. De elsker dig uanset hvad, og de ved jo godt, at du på et eller andet tidspunkt ville miste din mødom. Hvis du ikke vil snakke med dine forældre om det, kan det være rart at snakke med en søster, kusine eller veninde, som også har prøvet det.