Helbred & balance

Sådan bliver det sjovt at dyrke motion

Af Oliver Kokholm Ungermann 3. februar 2014
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Åh, hvor kan det bare være kedeligt at dyrke motion! Læs med her og få de bedste tips til, hvordan du kan gøre det lidt sjovere.

Det er vigtigt at dyrke motion, men øv, hvor er det også bare svært at tage sig sammen til. Hvis du er en af dem, der hurtigt synes, at det bliver for kedeligt, så prøv disse tips til, hvordan det bliver lidt sjovere at dyrke motion.

Musik er din ven

Det lyder måske for godt til at være sandt, men musik er en af de bedste måder til at gøre motion sjovere. Find de sange, der får dig i godt humør og giver dig god energi, og lad dig så falde helt hen i sangen, så du fokuserer på den i stedet for at tænke på, hvor hårdt det er. Musik kan nemlig fjerne fokus fra din vejrtrækning på løbeturen eller larmen i fitnesscenteret, og dermed tænker du ikke så meget over, at du er forpustet. Og så får man tid til at høre en masse gode sange. Yay!

Læs også: Test: Hvad er din girl power-sang?

Dyrk motion med en ven eller veninde

Nogle ting er bare lettere at få gjort, når man er flere om det. Det gælder i den grad også for motion! Udover, at det kan være virkelig hyggeligt at dyrke motion sammen med ham den søde eller en god veninde, så kan I også hjælpe hinanden til at komme af sted og få det gjort. Det kan nemlig være svært at finde styrken alene til at tage et smut i træningscenteret eller løbe en tur. Men hvis du aftaler det med en ven eller veninde, er du bundet til det, og så er der ikke plads til dårlige undskyldninger!

Læs også: Sådan træner du din mave

Sæt et mål

Det kan være svært at holde sig motiveret, når man dyrker motion. Det kan derfor være en god idé at sætte sig et mål for, hvad man gerne vil opnå. Det kan for eksempel være at løbe to kilometer på et bestemt antal minutter. Skriv ned, hvor du er startet, og se så igen efter du har trænet en måned. Et positivt resultat vil give dig mod på mere!

Læs også: 5 tips til en sundere krop

Beløn dig selv

Beløn dig selv, når du dyrker motion. Det kunne for eksempel være, at du giver dig selv lov til at spise et stykke kage eller noget andet sødt, så længe du bare har dyrket noget motion samme dag. På den måde sørger du for, at du får rørt dig, mens du samtidig gerne må forkæle dig selv lidt.

Hvad er dit bedste tip til at gøre motion sjovere?

MegetMere