kløe i skeden
Helbred & balance

kløe i skeden: Det skal du vide om skedesvamp

Af Louise Wethke Buch 4. maj 2017
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Har du kløe i skeden? Så har du måske skedesvamp. Størstedelen af alle piger oplever at få svamp i underlivet, så du skal ikke føle dig unormal, hvis det klør "dernede". Her er alt, du skal vide om svamp i skeden, symptomer og behandling.

Hvad er svamp?

Skedesvamp opstår, når surheden (ph-værdien) i skeden bliver ændret. Det skyldes som regel gærsvampen candida. Candidasvamp og skedesvamp er altså to ord for det samme. Normalt har skeden en ph-værdi mellem 3,8 og 4,2. Det er skedens mælkesyrebakterier, der sikrer en normal balance i underlivet. Ph-værdien stiger, hvis den bliver påvirket af for eksempel et indelukket miljø "dernede" eller ved sygdom, og hvis man har en ph-værdi på over 4,5, har candidasvampen god mulighed for at vokse og føre til skedesvamp.

Hvordan får man skedesvamp?  

Du kan få svamp efter sex, fordi sæd har en anden ph-værdi, end skeden har. Men det er ikke kun efter sex, man kan få svamp. Det kan også komme, fordi du vasker dig med sæbe i underlivet, i forbindelse med sygdom, hvis du får penicillin eller når du har menstruation. Ændringer i dine hormoner kan også give skedesvamp - for eksempel hvis du begynder på p-piller, eller hvis du skal til at have din menstruation. Man har også fundet ud af, at hvis man spiser meget sukker, tiltrækker et forhøjet blodsukker bakterier og svampe – også i underlivet. 

Læs også: Få overblikket: Alt om kønssygdomme 

Hvordan forebygger jeg svamp?

Nogle har større tendens til at få svamp i skeden end andre, og det kan derfor være en god idé at gøre noget for at forebygge, at du får svamp igen. Det er vigtigt at skeden får mælkesyrebakterier, der holder dit underliv i balance. Heldigvis er der flere ting, du kan gøre:

  1. Du kan købe stilpiller på apoteket, der indeholder mælkesyrebakterier. De fungerer lidt som en tampon, og du får både et hylster og en pille, så du kan skubbe pillen op i skeden med hylsteret. Pillen opløses i skeden, og kommer ud igen efter noget tid som en hvidlig masse, der minder om lidt ekstra udflåd.
  2. Du kan smøre området omring skeden med natural yoghurt eller A38. A38 indeholder levende mælkesyrebakterier, som virker på samme måde, som de stikpiller, du kan købe på apoteket. Selv om det virker lige så godt, som stikpillerne fra apoteket, er det selvfølgelig en smule mere besværligt at bruge.
  3. Du kan forebygge svamp ved at huske at holde dig ren forneden. Vask dig dagligt, men vask dig helst kun med vand. Ph-værdien i skeden kan nemlig blive forstyrret, hvis du bruger sæbe - og især hvis du bruger sæbe med parfume i.
  4. Hvis du bruger trusseindlæg hver dag eller ret tit, kan dit underliv blive indelukket og fugtigt, og du får lettere ved at få svamp. Det samme kan ske, hvis du går i tætsiddende, syntetiske trusser. Skru derfor ned for brugen af trusseindlæg, og tænk over at have nogle løsere trusser på i bomuldsmateriale.  

Læs også: Er du ren forneden? 

Symptomer på skedesvamp: 

  • Kløe og svie ved kønsdelene - især i skeden eller ved skedeåbningen. 
  • Hævede, røde og irriterede skamlæber.
  • Tykkere og mere grynet udflåd.
  • Nogle får slet ikke symptomer.

Jeg har kløe i skeden – hvad skal jeg gøre?

Hvis du har haft svamp før, ved du, hvordan det føles, og du kan få håndkøbsmedicin mod skedesvamp. Hvis du ikke har haft svamp før, er det svært at vide, hvorfor det føles anderledes i dit underliv. Er du i tvivl, om kløen, svien eller ændret udflåd skyldes svamp, er det en god idé at kontakte din læge og fortælle om dine symptomer. Lægen vil enten ud fra din beskrivelse vurdere, om det er svamp, eller kalde dig ind til en undersøgelse.

Læs også: 10 ting, du skal huske "dernede"

Candida kur - behandling af skedesvamp

Hvis du har svamp, skal du behandles med en kur mod candidasvamp. Du kan få en stikpille og creme mod skedesvamp på apoteket. Stikpillen behandler dig i skeden, mens cremen behandler huden ved dine kønslæber. Stikpillen skal føres op i skeden med et hylster – lidt ligesom når du bruger tampon, og cremen skal smøres omkring skedeåbningen og kønslæberne. Det er en god idé at bruge begge behandlingsformer, så du er sikker på, du kommer af med din svamp. Hvis du kun bruger stikpillen, tager behandlingen en enkelt dag. Behandling med cremen tager tre til fem dage.

Hvis symptomerne ikke forsvinder, skal du kontakte din læge, som kan give dig tabletter på recept mod skedesvamp. Denne behandling tager fire til seks uger.

Hvor udbredt er svamp?

Næsten alle oplever at have svamp i løbet af sit liv, men man kan få svamp mange steder på kroppen. Svampebakterien lever bedst i varme og fugtige miljøer, og derfor får man ofte svamp i underlivet eller i munden. 75 procent af alle piger og kvinder får skedesvamp på et tidspunkt. Du skal derfor ikke føle dig unormal, hvis du også har det – det er helt normalt! 25 procent får skedesvamp mere end en gang i livet. Nogle får mere end fire udbrud om året og har derfor tilbagevendende skedesvamp. 

Vidste du...

  • At man sjældent får skedesvamp før puberteten?
  • At skedesvamp er den mest almindelige form for infektion i skeden?

Kilde: Sexlinien.dk

Læs også: Sex: Alt det, du ikke tør snakke om 

I galleriet kan du lære om seks infektioner i underlivet 

6infektionerforneden

Svamp
Svamp i skeden er desværre en rigtig udbredt infektion, som mange piger vil opleve i løbet af deres liv. Alle har små mængder svamp i skeden, men nogle har en større risiko for svampeinfektion end andre. Der kan være rigtig mange årsager til svampeinfektion i skeden og selv trusseindlæg, tætsiddende undertøj, overdreven hygiejne eller menstruation kan være årsag nok til en svampeinfektion. Symptomerne på en svampeinfektionen kan være ubehag i underlivet som kløe, udslet, ændret udflåd, der bliver hvidligt og tykt, og det kan behandles ved lægen.
Blærebetændelse
Blærebetændelse er en betændelsesinfektion i urinvejen, som karakteriseres ved, at man skal tisse hele tiden, og det er meget smertefuldt, når man tisser. Urinen kan også se uklar ud eller lugte grimt. Man kan forebygge blærebetændelse ved at tømme blæren helt, når man tisser og altid tisse efter samleje, når man er seksuelt aktiv, så man sikrer, at der ikke kommer bakterier op i urinvejen. Mange mener, at kulde også kan være medvirkende til blærebetændelse, men det er aldrig bevist. Hvis du er så uheldig at få blærebetændelse, kan det behandles med antibiotikatabletter, som du kan få af din læge.
Bakteriel Vaginose
Bakteriel Vaginose kendetegnes ved generende udflåd, der er hvidligt/gråligt med en meget generende lugt, der beskrives som fiskeagtig. Tilstanden skyldes en større mængde af enkelte bakterier, som der normalt ikke er så store mængder af i skeden. Hormonforandringer og en lav surhedsgrad i skeden menes at være årsag til bakterievæksten, som dog er mere hyppig, hvis man er seksuel aktiv. Man kan godt behandle tilstanden, men i de fleste tilfælde bekæmper kroppens eget immunforsvar Bakteriel Vaginose, der desværre har det med at vende tilbage igen og igen.
Toksisk chok syndrom
Toksisk chok syndrom eller tamponsyge, som mange kalder det, kommer af for lang tids brug af tampon – altså, at man lader sin tampon sidde længere end de anbefalede seks timer. Toksisk chok syndrom er en sjælden form for underlivsbetændelse forårsaget af bakterier. Underlivsbetændelse ses oftest ved seksuelt aktive, men tamponsyge kan altså godt forekomme, før man har haft sin første gang. Symptomerne er akut feber, opkast/diarre, udslæt over hele kroppen, muskelslaphed, svimmelhed, kraftig rødme på hals, øjne og skede. Hvis det opdages i tide, kan Toksisk shock syndrome behandles med antibiotika af din læge. Hvis du anvender din tampon som anbefalet, burde der ikke være risiko for sygdommen.
Tørhed
Når skeden ikke er tilstrækkelig fugtig, kan den føles tør og irriteret. Denne tilstand, tørhed i skeden, kan medføre, at daglige aktiviteter bliver ubehagelige. Man skal starte med at undersøge, om det kan være et symptom for en anden sygdom, hvis man oplever overdreven tørhed. Hvis der er tale om vaginal atrofi (tørhed i skeden), så er den hyppigste årsag hormonmangel (nedsat østrogenmængde, som er det kvindelige kønshormon). For de fleste er der tale om noget andet, da tørhed i skeden er mest udbredt for kvinder i overgangsalderen.
Vulvodyni
En af de sjældnere underlivssygdomme er Vulvodyni, som er kronisk ubehag, svien og smerte i underlivet, hvor man ikke kan finde en åbenlys forklaring på smerten. Vulvodyni kan ramme kvinder i alle aldre, men man har ikke så mange sikre tal på det i Danmark. Det siges, at 17 procent af alle kvinder i verden har symptomer på den væmmelige tilstand, som heldigvis kan behandles, så man slipper af med de mange smerter i underlivet.

MegetMere