intimbarbering
Helbred & balance

Intimbarbering: Skal du barbere dig ”dernede”?

Af Stine Nielsen 12. juli 2013
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Går du og overvejer at afprøve intimbarbering og skrabe hårene mellem dine ben væk? Så læs lige med her først!

Mange teenagepiger tænker over deres kropsbehåring, og det er helt normalt, for når du kommer i puberteten, begynder hårene rundt omkring på din krop at vokse mere og blive lidt grovere. Derfor er der også mange, der begynder at barbere deres ben om sommeren, og nogle piger overvejer også intimbarbering, hvor de skraber hårene mellem deres ben væk.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det overvejer de måske, fordi der er nogle andre piger fra deres klasse, der har gjort det - og det har de set, når de går i bad til idræt. Det kan også være de prøver intimbarbering fordi de synes, at de har for mange hår mellem benene, og at de gerne vil have nogle af dem væk.

Læs også: Hjælp! Jeg har prøvet intimbarbering, men nu klør det "dernede"

Uanset hvad du selv tænker om intimbarbering, er det vigtigt at huske, at alle piger ser forskellige ud mellem benene. Nogle har meget hår, mens andre har mindre hår. Nogle har røde hår, mens andre har lyse hår, og nogle har sorte hår. Nogle piger oplever også, at deres kønsbehåring går lidt ned af lårene eller op på maven, og det er alt sammen helt normalt. Det er dine gener, der bestemmer, hvor meget hår du har de forskellige steder.

Måske er intimbarbering slet ikke relevant for dig, fordi du er ligeglad med de hår, der er mellem dine ben, eller fordi du ikke har fået så mange hår dernede endnu. Men hvis du går og overvejer intimbarbering, så kan du lige læse de her gode råd, som vi har samlet her først. Så er du i hvert fald forberedt, hvis du bestemmer dig for at prøve det af.

4 ting, du skal overveje, inden du prøver intimbarbering

  • Er intimbarbering overhovedet nødvendigt?
  • Irriterer dine hår dig?
  • Titter der hår ud, når du har bikini på?
  • Hvordan har du det med, at det kan give stubbe og røde knopper?

Læs også: Undgå røde knopper ved barbering

Få gode råd til intimbarbering

Det er en god idé at tale med din mor eller søster om det, inden du begynder at intimbarbere dig. De kan give dig gode råd, og måske kan de vurdere, om det overhovedet er nødvendigt. Du kan også prøve at vende det med dine veninder. Måske er nogle af dem allerede i gang og kan fortælle om deres erfaringer med det. De kan for eksempel fortælle dig, om de kender en god skraber eller barbercreme, som du kan bruge for at undgå røde knopper og indgroede hår.

Tjek andre metoder

Intimbarbering er ikke den eneste mulighed, hvis du gerne vil have hårene mellem dine ben væk. Der er andre metoder, som du også godt kan prøve. For eksempel voks eller hårfjerningscreme. Det er vigtigt, at du læser instruktionerne på pakken ordentligt, inden du går i gang, for området mellem dine ben er følsomt, så du skal ikke bare smøre hvad som helst ud på hårene. Vælg en voks eller hårfjerningscreme, som er beregnet til intimområderne.

Læs også: Hvilken type hårfjerning skal du bruge?

Tag dig god tid

Vær forsigtig, når du går i gang med intimbarbering, og giv dig god tid, så du ikke skærer dig eller rammer ved siden af. Brug altid varmt vand, en ny, ren skraber og rens eventuelle sår med et desinficerende middel. Hold pauser, og barbér dig ikke for tit - ellers risikerer du at få røde knopper. Når du lige har intimbarberet dig, er det bedst at gå med bløde bomuldstrusser, som sidder lidt løst. Stramme trusser kan nemlig let komme til at irritere huden, når den lige er blevet barberet.

Pas på indgroede hår

Hvis du begynder på intimbarbering, kan du godt opleve, at du får indgroede hår. De kan godt gøre ondt, og der kan faktisk komme betændelse i dem, hvis man ikke passer på. Det er en god idé at eksfoliere huden, inden du begynder på intimbarbering. For eksempel med en blød svamp, som du kan køre rundt i bløde bevægelser. På den måde kommer du af med gamle og døde hudceller, som ellers kan skabe indgroede hår.

Psst … Husk, at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert, når det gælder intimbarbering. Det er lige så normalt at lade være med at barbere sig, som det er at gøre det. Sørg altid for at mærke efter, hvad du selv har lyst til, så du ikke gør noget, fordi du føler dig presset til det.

Læs også: Bikiniproblemer

Herunder kan du læse mere om, hvordan du undgår røde knopper ved barbering!

Undgårødeknoppervedbarbering

Læs mere om