Ida Ploug Pahus
Ida Ploug Pahus.
Helbred & balance

Ingen kan se, hvor ondt Ida har: “Jeg er bange for at miste mig selv”

Af Trina Nielsen 28. juli 2023
Foto: Privat
25-årige Ida Ploug Pahus har i et år levet med en usynlig, smertefuld følgesvend, der har vendt hendes liv på hovedet og ændret den måde, hun er i verden på. Og det værste er, at ingen ved, om hun nogensinde slipper af med den.

Hun følte sig uovervindelig lige der, med vinden i ansigtet, hjelmen på hovedet, et fast greb om styret og verden for sine fødder.

Ida Ploug Pahus var 24 år og på sit livs rejse rundt i Indonesien, da de drømme og planer, hun havde for fremtiden, pludselig blev revet fra hende.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hun så det hele ske foran sig, i slow motion, som i en dårlig film, men hun kunne hverken gøre fra eller til. Hendes hænder slap styret. Vinden i ansigtet forsvandt.

Seks dage efter, at Ida Ploug Pahus kørte galt på scooteren og ramte med hovedet først ind i en jernstang og efterfølgende i en mur, blev hun udskrevet fra intensiv afdeling. Og intet har været det samme siden den dag for præcis et år siden.

Den hjernerystelse, hun pådrog sig, er blevet en del af hende. Noget, hun lever med, og som har ændret hendes liv og hendes personlighed.

– Det gør så ondt i hovedet. Jeg får også stadig blackouts engang imellem, når det er allerværst. Det meste af tiden kan jeg faktisk bare slet ikke holde ud at være i min egen krop, siger Ida Ploug Pahus.

Langt de fleste af dem, der får en hjernerystelse, kommer sig efter relativt kort tid uden behandling. Men altså ikke alle.

Nogen oplever symptomer i lang tid efter ulykken; en tilstand, der bliver kaldt postcommotionelt syndrom (PCS).

Kvinder rapporterer flere symptomer og er overrepræsenteret blandt dem, der udvikler PCS, fortæller leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter, der er psykolog med en ph.d. i neuropsykologi:

– Der skal mindre til, før kvinder får hjernerystelse, fordi det ikke kræver et lige så hårdt slag. Det har noget med kroppens fysiske opbygning at gøre. For eksempel har kvinder svagere nakkemuskler end mænd, siger Hana Malá Rytter.

Derfor er kvinderne også overrepræsenteret blandt den gruppe patienter, som hun mener, der bør komme større fokus på:

– Den gruppe, som ikke kommer sig spontant - den skal vi blive meget bedre til at tage os af. Lige nu er de meget alene.

Kvinder og hjernerystelse

Hvert år får cirka 25.000 danskere hjernerystelse.

Langt de fleste kommer sig efter relativt kort tid uden behandling.

Men ikke alle.

Nogen oplever symptomer i lang tid efter ulykken; en tilstand, der, ifølge Hjernerystelsesforeningen, bliver kaldt postcommotionelt syndrom (PCS).

Det er en overset patientgruppe, der bør komme langt større fokus på, mener leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter.

Kvinder er overrepræsenteret blandt dem, der udvikler PCS.

Og det begynder ofte allerede hos egen læge, fortæller Hana Malá Rytter, da der er meget begrænsede muligheder for, hvad de kan henvise til. Der findes stadig i dag ikke nogen videnskabelig evidens for, hvad der hjælper på en hjernerystelse og derfor ved mange læger ikke helt, hvad de skal stille op.

Det har 25-årige Ida Ploug Pahus i den grad kunnet mærke det seneste år.

– Jeg har ikke fået den hjælp fra de professionelle, som jeg har efterspurgt og haft brug for. Til gengæld var de hurtige til at fratage mig mit kørekort, siger Ida Ploug Pahus.

Hun fortæller, at hun løbende går til undersøgelser på hospitalet:

– Og når de så er kommet med deres vurderinger, jamen så har de ikke kunnet gøre eller sige så meget mere. Jeg føler, jeg har stået meget alene i det hele.

Ifølge lederen af Dansk Center for Hjernerystelse er der brug for en mere systematiseret tilgang til behandlingen, når personen oplever længerevarende følger efter hjernerystelse, hvor læger, fysioterapeuter, øjenlæger, psykologer og andre sundhedsprofessionelle har et tættere samarbejde omkring patienten.

– Vi burde være meget bedre til at afklare hurtigt, hvad det er, vi skal hjælpe patienten med. Lige nu går der alt for lang tid, og systemet er ufleksibelt. I det hele taget er problemet, at vi ikke sætter os ned med patienten og benytter viden fra flere forskellige faglige ekspertiser som sammen peger på, hvad der skal gøres, siger Hana Malá Rytter.

Men én ting er alle de fysiske symptomer, siger Ida Ploug Pahus, som er ulidelige i sig selv. Noget andet er det mentale, der følger med, når ingen kan fortælle, hvornår man bliver rask.

– Jeg ved ikke, om jeg skal have det dårligt i en måned eller et årti endnu. Altså kan jeg nogensinde komme til at få et fuldtidsjob? Jeg ved det ikke, siger Ida Ploug Pahus.

Og hun kan have svært ved at snakke med nogen om sine svære tanker, og hvor dårligt hun egentlig har det. For man kan jo ikke se det på hende. Og nu er der gået så lang tid, så folk tænker sikkert, hun burde have fået det bedre.

– Jeg prøver ikke at snakke så meget om det, fordi det fylder jo næsten hele tiden i mit liv hver dag. Men det kan jeg ikke snakke med mine venner om. Fordi det bare er for meget for dem. Det er først, når der sker noget helt ekstremt, som at jeg kaster op, eller får et blackout, at folk er sådan, "nå ja, det er sådan, du har det." Men ellers kræver det hele tiden at skulle minde folk om det, siger Ida Ploug Pahus.

Hun har valgt at fortsætte med en af de hobbyer, hun elskede, inden hun kørte galt - nemlig at tage på stadion og se fodboldkampe. Og det betyder, at hun bliver mødt af en skepsis.

– Det stiller folk så mange spørgsmål til og bebrejder mig for. Men jeg er jo også nødt til at tage hensyn til min mentale sundhed. Folk er hurtige til at være ude med riven, når der er noget, de synes er for meget for en. Men de er ikke med i de små hverdagsting, når hovedet gør ondt. Så de er hurtige til at kalde en ud på en eller anden form for dobbeltmoral.

Hana Malá Rytter genkender Ida Ploug Pahus’ fortælling om at føle sig mistænkeliggjort af folk omkring sig.

– Gruppen af patienter, som ikke oplever spontan bedring og ender med lange forløb, vil helt sikkert også møde en skepsis. Især fordi det fortsat er en gåde, hvorfor nogle personer ikke kommer sig. Der er mange faktorer, der spiller ind. Det kan være en blanding af noget, der direkte sker i hjernen, og den måde man fungerer på psykisk. De sociale omstændigheder spiller også ind. Og slutteligt er måden, man bliver mødt på igennem systemet også en faktor.

Ida Ploug Pahus fortæller, at hun kan se, hvordan hun langsomt er begyndt at ændre sin måde at være i verden på.

– Det er vildt svært, fordi det går ind og påvirker ens personlighed. Jeg er blevet mindre ekstrovert, end hvad jeg normalt er. Jeg er bange for at miste mig selv.

Udover det sociale har det også påvirket hendes fremtidsplaner om uddannelse og job. Hun har været sygemeldt i over et halvt år fra den kandidat, hun læste, mens hun var afsted på sin rejse til Indonesien.

Hun har udskudt sit speciale én gang og kommer nok til at gøre det endnu en gang, siger hun.

Denne artikel blev første gang udgivet på femina update. Dette er en redigeret version.

MestLæste