Helbred & balance

Hvad er BMI egentlig for noget?

Af Line Sølvhøj Jensen 16. februar 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Du har sikkert hørt mange snakke om BMI. Men hvad er det egentlig for noget? Og hvad siger BMI om din vægt?

BMI betyder Body Mass Index, og man bruger BMI til at finde ud af, om man vejer for lidt eller for meget i forhold til, hvor høj man er.

Det er meget vigtigt at huske på, at BMI ikke kan fortælle dig præcist, om du er for tyk eller for tynd. Vi er nemlig alle sammen bygget forskelligt. Nogen har måske et højt BMI-tal, fordi de har kraftige knogler eller har mange muskler, og så vejer de mere, selv om de egentlig er supersunde. Andre kan være tynde, men have meget fedt på kroppen, og så siger BMI-tallet måske, at de er undervægtige, selv om de egentlig lever rigtig usundt.

Faktisk siger man også, at man først kan beregne sit BMI-tal, når man er over 19 år, for først der er kroppen rigtig udviklet. Derfor skal du ikke gå i panik, hvis dit BMI-tal siger, at du vejer for lidt eller for meget. Det vigtigste er, at du lever sundt og har det godt, og så kan du jo bare bruge BMI-tallet som en rettesnor.

Læs også: Hvilken kropstype har du?

Sådan regner du dit BMI-tal ud:

• Først skal du gange din højde med din højde i meter. Og bare rolig, det er slet ikke så svært, som det lyder! Egentlig betyder det bare, at hvis du er 1.60 meter høj, så skal du gange 1.60 med 1.60, og det giver 2,56.

• Nu skal du tage din vægt, for eksempel 60 kg, og så dividere den med 2.56. Det giver 23,4, og derfor har du et BMI-tal på 23,4.

Læs også: Tag på - på en sund måde!

Hvad betyder dit BMI-tal så:

• BMI under 18,5: Du er undervægtig.
• BMI mellem 18,5 og 25: Du har en sund og normal vægt.
• BMI over 25: Du er overvægtig.

- men husk at det bare er en rettesnor, og at tallet altså ikke præcist fortæller dig, om du vejer for meget eller for lidt.

Læs også: Gode tips om sundhed.

MegetMere