Helbred & balance

Dyrk motion – uden at røre en finger!

Af Trine Sofie Meincke 12. april 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Har du dårlig samvittighed over, at du ikke dyrker nok motion? Her får du nogle gode råd til, hvordan du får motionen ind i din hverdag på en nem måde.

Dyrker du meget motion? Eller er du en af dem, der får dårlig samvittighed, bare de hører ordet "motion"? Det kan være rigtig tidskrævende at gå til en sport, og det kan gøre, at mange ikke får sig taget sammen. Det er bare superærgeligt, for motion er utroligt vigtigt - både for din sundhed og for dit humør og energiniveau. Både humøret og energien stiger dramatisk, når du begynder at dyrke motion, så det gælder om at komme i gang.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Kom i form derhjemme.

Mangler du tid?
Mange bruger det som en undskyldning for ikke at dyrke motion, at de ikke har tid. Det kan der også være noget om, men heldigvis findes der forskellige måder, du kan få motion på - helt uden at du lægger mærke til det:

Støvsugning: Der skal støvsuges derhjemme, om man gider eller ej - og det er der faktisk flere plusser ved. Støvsugning gør, at der bliver dejligt rent - og så giver det tilmed god motion. Gør det til en vane at støvsuge en gang om ugen, og så må du gerne svinge støvsugerslangen lidt ekstra, så du får rørt dig mest muligt.

Læs også: Hvad er en sund krop?

Dans: De fleste piger kan lide at danse - og heldigvis, for dans er en fantastisk måde at få god motion på. Man bliver også superglad af at danse, så fyr op for musikken, og dans løs!

Leg med hunden: Hvis du har en hund, har du sikkert prøvet at spille bold med den mange gange - og løbet og leget med den i haven. Du tænker nok ikke over det, men det giver også fin motion, og så får du en dejlig glad og træt hund ud af det.

Slå græs: Der er flere åbenlyse fordele ved at hjælpe din far og mor med at slå græsplænen: For det første kan det være, at du får flere lommepenge ud af det, og for det andet giver det god motion. Det giver bedst motion at vælge en gammel græsslåmaskine - den er nemlig tungere at skubbe rundt, og derved bruger du flere muskler.

Læs også: Sådan kan du træne selv.