body
Krop & Sind

Brevkassen: Min krop ændrer sig for tiden

Af redaktionen 14. november 2023
Foto: Unsplash
"Jeg har for eksempel fået mørke hår på mine brystvorter. Er det normalt?" Sådan spørger én af vores læsere. Vores ekspert i kroppen, Simone, svarer på spørgsmålet lige her.

Kære Brevkassen

Min krop ændrer sig ret meget for tiden, og det freaker mig lidt ud. Jeg har for eksempel fået mørke hår på mine brystvorter. Er det normalt? Skal jeg plukke dem, eller kommer der så flere?

Kh mig

Kære dig

Nu skriver du ikke, hvor gammel du er, men du fortæller, at din krop ændrer sig ret meget for tiden, så jeg gætter på, at du nok er i puberteten.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Når man er i puberteten, ændrer ens krop sig – det er helt normalt og helt naturligt. Det kan være lidt svært at vænne sig til alle ændringerne, men det er noget, alle i din alder går igennem.

Fælles for alle, når man kommer i puberteten, er, at man vokser i højden, ens sved begynder at lugte, og man får hår mellem benene og under armene. Nogle oplever også at få mere uren hud og måske bumser.

Nogle drenge begynder at få skæg og måske også hår på brystet. Deres stemme går i overgang og bliver mørkere. Deres pung og penis vokser, og deres testikler begynder at producere sæd.

For pigers vedkommende vokser brysterne og kønslæberne. Man får sin menstruation. Det er også helt normalt, at piger får hår omkring deres brystvorter, som du beskriver, du har fået.

Du bestemmer helt selv, om du vil plukke dem eller ej. Der kommer ikke flere hår, hvis du plukker dem, men hårene vokser ud igen – ligesom alt andet hår på kroppen gør.

Kærlige hilsner Simone

MestLæste