7 myter om solarium: Hvilke er du faldet i?
Reklame

7 myter om solarium: Hvilke er du faldet i?

Reklame for Kræftens Bekæmpelse og Sluk Solariet 17. januar 2024
Kan du “preppe” huden i solariet inden en solferie? Og kan det virkelig passe, at solariebrug ikke er skadeligt i små mængder? Der findes mange solariemyter, så her får du sandheden om solarium én gang for alle.

Bliver du nogle gange forvirret over, hvad der er op og ned, når det kommer til brug af solarium? Så skyldes det måske, at du er stødt på myter om solariebrug, der bliver ved med at florere – som f.eks. at solarium ikke er skadeligt, hvis du bare bruger det en gang imellem, eller at solarium slet ikke er lige så farligt som den naturlige sol.

Vil du have styr på, hvad der er sandt og falsk – én gang for alle – så læs med her, hvor vi gennemgår de 7 mest sejlivede myter om solarium. Og det er virkelig vigtig viden at få på plads, for jo yngre man er, når man går i solarium, jo mere skadeligt er det faktisk.

Solariebrug er med sikkerhed kræftfremkaldende, og modermærkekræft er desværre den mest udbredte kræftform blandt unge i alderen 15 til 34 år. Heldigvis kan modermærkekræft helbredes, hvis man opdager det i tide, men det kan du læse mere om til sidst i artiklen. Først skal vi have bugt med myterne.

Myte 1

Solarium er ikke skadeligt, hvis du kun bruger det sjældent

FORKERT. Selvom du kun går i solarium en gang imellem, er det stadigvæk skadeligt for dig og din hud. Du risikerer både at få solskader og i værste fald at udvikle modermærkekræft.

Faktisk skal du vide, at sammenhængen mellem uv-stråling fra solarier og modermærkekræft er meget enkel: jo flere gange du går i solariet, jo større er din risiko for at udvikle sygdommen.

Vidste du, at modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt unge i aldersgruppen 15 til 34 år?

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Myte 2

Skal du på ferie sydpå, er det en god idé at forberede huden med en tur i solariet først

FORKERT. En af de mest sejlivede myter er, at du kan “forbrune” din hud til sydens sol, så huden er ekstra beskyttet på forhånd, og du minimerer risikoen for at blive solskoldet på ferien. Det er ikke rigtigt.

Den farve, du får fra solariet, beskytter lige så meget, som hvis du brugte en solcreme med solfaktor 2! Det vil sige, beskyttelsen er minimal og slet ikke en solarietur værd, når man også tænker på den øgede risiko for modermærkekræft.

Husk! Skal du på solferie sydpå, anbefales det, at du beskytter din hud med en solcreme med solfaktor 30.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Myte 3

Solarium er ikke lige så skadeligt som den naturlige sol

FORKERT. Den uv-stråling, du får i et solarium, er meget mere intens og dermed farlig, end den du får i solen på en dansk sommerdag.

Når du ligger i et solarium, er det faktisk ligesom at solbade i et land tæt på ækvator helt uden solcreme: uv-strålingen svarer nemlig ofte til et uv-indeks på 12! Det er det, man kategoriserer som “ekstremt”. Til sammenligning kommer uv-indekset i Danmark maks. op på 7, og lige så snart det kommer op på 3, bliver du anbefalet at beskytte din hud med de tre solråd; skygge, solhat og solcreme, når du er ude i solen.

Mange danskere har hudtype 1 og 2, som er dem, som er mest sårbare overfor uv-stråling, og er derfor slet ikke skabt til solariets intense uv-stråling. Når man ovenikøbet tænker på, at du i solariet får lodret uv-stråling på stort set hele kroppen på én gang, så kommer huden virkelig på overarbejde, når du går i solarium.

Vidste du, at jo lysere hud man har, jo større er risikoen for, at man kan skade huden, når man er i solen, eller hvis man går i solarium?

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Myte 4

Solarium er kun farligt, hvis du bliver solskoldet

FORKERT. Det er rigtigt, at hvis du bliver solskoldet i solariet, kan du både se og mærke, at din hud har taget skade. Den bliver rød og svier, og du får måske et kløende udslæt. Og jo flere solskoldninger, du får gennem livet, jo større er risikoen for at udvikle hud- og modermærkekræft.

Men når det er sagt, giver solarium også skader, du IKKE kan se! Så ved at tage solarium øger du din risiko for modermærkekræft uanset hvad. Selv få ture i solariet er skadeligt.

Sluk Solariet

Sluk solariet er Kræftens Bekæmpelses kampagne med fokus på at slukke for de farlige uv-stråler fra solariet, da solariebrug er kræftfremkaldende og øger risikoen for både hud- og modermærkekræft markant. Læs mere her.

Myte 5

Det er ikke farligt at gå i solarium, når du er ung

FORKERT. Faktisk er det lige omvendt: Jo yngre du er, jo farligere er det at gå i solarium.

Børn og unge er særligt udsatte i forhold til uv-stråling. Det skyldes, at celledelingen i overhudens pigmentceller er størst tidligt i livet, når hudens overflade vokser. Uv-stråling har derfor lettere ved at påvirke cellernes arvemateriale.

Jo tidligere man udsættes for skadelige uv-doser fra bl.a. solarier, jo længere tid har skaderne også til at udvikle sig til modermærkekræft senere i livet. Og desværre er det sådan, at modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt unge i alderen 15 til 34 år.

Vidste du, at hvis du går i solarium, før du fylder 35 år, øges din risiko for at udvikle modermærkekræft med cirka 60 pct?

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Myte 6

Det er en god idé at bruge solarium for at få nok D-vitamin

FORKERT. Selvom vi danner D-vitamin i huden med hjælp fra solens stråler i sommerhalvåret, så er lyset fra solarier bestemt ikke en god erstatning i de kolde og mørke måneder. Solariernes kunstigt fremstillet uv-stråling øger nemlig markant risikoen for, at du kan udvikle hud- og modermærkekræft.

Solarium skader altså meget mere, end det gavner og er aldrig en sund kilde til D-vitamin. Gode kilder til D-vitamin er derimod den mad, du spiser, som især gælder fisk, mælkeprodukter, æg og kød. Fra oktober til april anbefales det også, at du tager et dagligt tilskud med D-vitamin.

Myte 7

Det er kun piger, der går i solarium

FORKERT. Der er stort set lige mange unge kvinder og mænd, der går i solarium.

Hele 23 pct. af unge mellem 15-19-år har været i solarium inden for det seneste år. Tilbage i 2020 var tallet nede på 15 pct.

Vidste du, at modermærkekræft ofte viser sig ved, at et nyt modermærke opstår og forandrer sig, eller at et gammelt modermærke forandrer sig, f.eks. ændrer form eller farve?

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Tjek dine modermærker

Modermærkekræft kan helbredes, hvis den opdages i tide. Det er derfor en god idé at holde øje med sine modermærker og tjekke sin hud jævnligt for nye modermærker.

tjekmærkerne.dk kan du få en grundig og god vejledning til, hvordan du gør.

Læs mere om

MestLæste