negle til konfirmation
Hår & makeup

Få smukke konfirmations negle derhjemme

Frid Jørgensen 23. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Ønsker du dig også superfine konfirmations negle, så lav en hjemmelavet neglesalon på dit værelse, og bliv 100 procent forkælelet inden din store dag. Se her, hvordan du gør.

Dine hænder er dit visitkort, som man siger, og på din konfirmationsdag skal dine negle se ekstra flotte ud. En dag eller to inden din konfirmation kan du afsætte tid til negle-spa derhjemme. Sæt lidt musik på, lav en kop te og følg denne tjekliste til lækre plejede hænder og lækre konfirmations negle.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Håndbad

Måske har du hørt om et fodbad, men vidste du, at man faktisk også kan lave et håndbad? Det er SÅ lækkert, og det kræver næsten ingenting. Du tager en balje og fylder den med varmt vand. I vandet kan du enten tilsætte lidt kropsolie, eller også kan du faktisk lave en hjemmelavet plejende blanding af kokosolie og citron, som både plejer dine hænder og gør dine negle fint hvide. Lad hænderne ligge og trække i vandet så længe, du ønsker det. Når du er færdig, så tørrer du dine hænder med et håndklæde.

Håndmassage

Når du alligevel er ved at lave flotte konfirmations negle, og dine hænder nu alligevel ligger i det dejlige vand, så kan du skiftevis bruge den ene hånd til at massere den anden lidt. Brug din tommelfinger til at lave små runde bevægelser på begge sider af din hånd. Det er virkelig rart, og det giver en ægte spa-følelse.

Håndcreme

Efter det skønne håndbad har dine hænder muligvis forvandlet sig til rynkede rosiner. Nu er det tid for dem at tørre, men inden de folder sig helt ud igen, så sørg lige for at give dine hænder lidt håndcreme, som kan tørre ind i huden på samme tid. Bagefter vil du have silkebløde hænder.

Læs også: Sådan finder du den perfekte konfirmationskjole

Neglefil

Sørg for at have en neglefil derhjemme, som kan lave lige den form, som du ønsker, at dine konfirmations negle skal have. Der findes utroligt mange forskellige former for neglefile, som kan file både form og overflade på neglene.

konfirmations negle

Neglelak

Der er intet, som er rigtigt eller forkert, når det kommer til at vælge en farve til dine negle. På konfi-dagen ses der ofte smukke pastelfarvede neglelakker, som lyserød, nude og mint. Men hvis du har set en panglyserød neglelak, som du bare ikke kan få ud af hovedet, så skal du helt sikkert gå med det. Så længe du føler, at du ser fantastisk ud. Start med at lægge et tyndt lag neglelak på neglene. Det er helt okay, hvis du ikke er helt skarp til kun at ramme neglen, for det kan fikses med en vatpind og neglelakfjerner bagefter. Fortsæt på alle dine fingre, og når du er færdig, så lad lakken tørre i mindst ti minutter. Er du for hurtig til at lægge næste lag, så risikerer du at lave mærker ned i det tykke lak neglelak flere timer efter. Så giv det lidt tid, inden du fortsætter med det ekstra lag. Giv dine negle to-tre lag afhængigt af, hvor kraftig du ønsker farven. Du kan mærke, at din lak er helt tør ved at sætte to negleflader mod hinanden. Hvis det stadig klistrer lidt, så er lakken ikke helt tør endnu.

Topcoat

Når neglelakken er fuldstændig tør, er det tid til et lille magisk trick – nemlig topcoat. Det er oftest en gennemsigtig lak, som man lægger ovenpå sin farvede neglelak. Denne lak lægger et beskyttende lag på lakken, så den ikke går så nemt i stykker og ser blank ud i mange dage.

Læs også: Sådan skal dit konfirmationshår se ud

konfirmations negle

Neglebåndsolie

På dine negle sidder et lille stykke hud rundt i kanten, som man kalder for neglebåndet. Neglebåndet kan godt blive tørt og revne, så derfor er det godt at give dine negle lidt ekstra pleje med noget neglebåndsolie. Når din lak er knastør, så læg en dråbe olie på dine negle, og massér så forsigtigt olien ud langs hele neglekanten.

Jeg bider negle – hvordan får jeg så fine konfirmations negle?

Hvis du bider negle eller på anden vis er ked af dine negle, så er det vigtigt, at du fokuserer på at afhjælpe problemet nogle måneder før din konfirmation. Du kan købe en olie, som man lægger på neglene, der får dem til at smage grimt, og som hjælper mod neglebidning. Hvis det ikke virker, så kan du også snakke med din læge eller en på apoteket, som helt sikkert har den nyeste viden inden for neglebidderi.

Læs mere om

MestLæste