Fie Rose
Konfirmation

Er du nervøs for din konfirmation? Få Fie Roses bedste råd

af Bonna Haagen Pedersen 3. april 2024
Foto: Vi Unge, Fie Rose
Konfirmandstylist Fie Rose giver dig syv gode råd, hvis du er nervøs for din store dag. Læs med eller se dem i videoen her.

Skal du konfirmeres og er du nervøs for at skulle holde en tale eller gøre noget pinligt i kirken?

Frygt ej – her får du konfirmandstylist Fie Roses syv bedste råd til at tackle de ting, der kan gøre dig nervøs på den store dag.

1. Planlæg at være i kirken 30 minutter før tid

Når du skal i kirken om morgenen, er det en god idé, at du har planlagt 30 ekstra minutter, så du kan være i kirken en halv time før. Det giver dig tid til lige at få noget ro og trække vejret, når du er ankommet i kirken.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. Find ét punkt at kigge på

Når du går ind i kirken, kan det være lidt angstprovokerende, at så mange mennesker kigger på dig. En måde, hvor du kan undgå at blive overvældet, kan være at finde et punkt, som du lader dine øjne fokusere på hele vejen igennem, så du ikke behøver at tænke på, hvem du sidder og kigger på.

3. Kig op og ikke ned på dine fødder, når du går

Hvis du er bange for at falde, når du skal gå op ad gulvet i kirkerne, så er det vigtigste råd, at du skal kigge lige ud, når du går. Undgå at gå og kigge ned på dine fødder.

4. Start festen med at holde din tale

Hvis talen er et af de elementer, der gør dig nervøs, kan det være en god idé at starte med at få den overstået. Så kan du måske undgå at forlænge den tid, hvor du er nervøs.

5. Fortæl dine gæster, at du er nervøs

Det kan måske afhjælpe din nervøsitet, hvis du fortæller dine gæster, at du er netop det. Dine gæster er mennesker, der holder af dig. De ved, at det er en stor dag for dig, og forhåbentlig kan det lette lidt at dele din nervøsitet med dem.

Husk, at der ikke er nogen til din fest, der vil dømme dig, hvis du siger noget "forkert", eller hvis du går i stå, fordi du ikke kan huske, hvad du skal sige. De holder alle sammen af dig.

6. Find tre punkter, du snakker til under talen

Det kan være svært at holde øjenkontakt, når man holder en tale. Derfor kan det være en god idé at finde tre punkter, som du snakker "til". For alle de andre gæster vil det ligne, at du kigger på en anden gæst, selv om du i virkeligheden kigger på din tre punkter i lokalet.

7. Tal højt fra starten

Husk, at tale højt fra starten, så ingen beder dig om det undervejs. Det kan slå en lidt ud at blive bedt om at tale højere. Sørg for at tage en dyb indånding, få luft ned i lungerne og tal højt.

Og husk at give dig selv noget credit! Det er formentlig en af de første gange, hvor du er centrum for en større fest. Det er muligvis også første gang, du holder tale for andre mennesker.

Det skal nok gå, træk vejret og stol på dig selv – du kan godt.

Hør Fie Roses råd i videoen herunder:

@viunge Er du nervøs for din konfirmation? 🫣Få konfirmandstylist @Fie Rose 💍 ‘s bedste råd til den store dag 🫰 #konfirmation #konfirmand #konfirmation2023 #konfirmandstylist #inspiration #nyddagen #nervøs #tale ♬ Cake - Soft boy

MestLæste